Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23853Visninger
AA

9. Kapitel 9 - Min verden styrter sammen

Nu har jeg fortalt ham det hele. Han ved alt nu, han ved mere om mig end nogen nogensinde har gjort, og det føles mærkeligt. Det er en underlig følelse jeg har inde i kroppen lige nu, men på en måde er det også en lettende følelse. Jeg har fundet en, som jeg kan dele alt med. Endelig skal jeg ikke længere gå og bøvle med mine problemer, nu har jeg fundet en, som jeg kan dele det hele med. En som er der for mig, en som lytter og forstår mig, det er virkelig rart. 

Næste dag 

Jeg er lige vågnet, og jeg har det vildt godt. Det er som om alt i mig er blevet gladere. Det er mega svært at forklare hvordan jeg har det efter igår, men en linje kan forklare det hele ret godt, jeg har det nemlig super godt, og faktisk kan jeg slet ikke lade være med at smile. Havde jeg vidst for 3 år siden, at det føltes så godt at komme ud med det hele, havde jeg 100 procent fortalt min historie til en, som jeg kunne stole på..

Jeg træder ind af døren ind til skolen, og smiler til alle på min vej. Der står en masse mennesker over det hele og kigger på mig, hvilket er ret underligt. Jeg smiler til dem alle, men får ikke et eneste smil tilbage. Folk står bare rundt omkring og hvisker. Hvad sker der? Jeg prøver at ignorere dem alle, og går derfor bare videre, lige indtil jeg går forbi nogen, og hører en kommentar, som for mig til at stivne på stedet. "Der er hende, som mangler medlidenhed pga. hendes mor og far." Griner han. Han står sammen med en pige, de får hurtigt øje på mig, og ser at jeg hørte det hele. "Hva' så snop? Tænk at du troede, at du kunne komme her og få alle snøret rundt om din lillefinger. Her på stedet gider vi ikke piger som dig.. Men nu må jeg hellere passe på, for ellers laver du bare en af dine små numre, hvor du skærer i dig selv, eller måske værre endnu, prøver at tage dit eget liv, bare for at få mig til at se dum ud" Ler hun. Hendes ord rammer mig hårdt, og jeg ved overhovedet ikke hvad jeg skal sige. Jeg er total tom for ord, jeg vender mig rundt, og ser rundt på alle de andre elever, alle ser på mig, hver og en. De ved det! Det kender til det hele. Min verden styrter sammen rundt om mig.

Jeg vender mig hurtigt om, og løber alt hvad jeg kan, nu skal jeg så langt væk, som jeg overhovedet kan komme.. Jeg løber rundt om hjørnet, jeg løber så stærkt, at jeg slet ikke når at stoppe, da jeg ser en komme gående rundt om hjørnet. Vi falder begge ned til jorden, og alle mine bøger bliver smidt op i luften, og fordelt ud på gangen. Jeg skynder mig at få dem alle sammen samlet op, lige da jeg skal til at rejse mig, ser jeg hvem jeg er løbet ind i. Stefan... Jeg bliver forskrækket, nærmest bange.. "Jeg stolede på dig. Jeg fortalte dig alt Stefan, alt!!! Jeg lagde praktisk set mit liv i dine hænder! Jeg gav dig alt hvad jeg havde, jeg gav dig det dyrebareste jeg har.. Jeg gav dig min tillid, og du misbrugte den! Du ved slet ikke hvad du lige har gjort imod mig! Det her er for sygt! Du er for syg.. Hvordan kunne du gøre det her?" Ordene forlader min mund i raseri. På få sekunder har jeg fået opbygget det største had til den dreng. Jeg hader ham, det gør jeg virkelig! Han har formodet at ødelægge mig fuldstændig.. igen! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er ham der har fortalt det videre, der er slet ikke andre muligheder. Men hvorfor? Hvorfor gjorde han det? Jeg troede virkelig at jeg kunne stole på ham, men det kunne jeg tilsyneladende ikke. Jeg føler mig så svigtet.. Jeg kan ikke forstå hvad det er der foregår, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg har lyst til at vide det. Han har allerede såret mig nok, og jeg er sikker på, at grunden til at han gjorde alt det her, kommer til at såre mig meget mere endnu.. Jeg havde ret!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...