Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23884Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Min historie

Stefan og jeg går hånd i hånd hjem til mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere nervøs, for hvert skridt vi kommer tættere på mit hus. Den følelse jeg har i kroppen lige nu er forfærdelig, jeg er nærmest skrækslagen. Jeg har aldrig nogensinde delt min historie med nogen, og nu skal jeg til at dele den med Stefan. Det er ikke fordi jeg ikke stoler på ham, for det gør jeg virkelig. Men som person, er jeg bare blevet lidt mere forsigtig, så lidt skeptisk vil jeg vel altid være. Jeg må bare stole på, at det ikke er alle mennesker som vil mig noget ondt, og at Stefan er en af de mennesker.

Døren ind til huset er låst, hvilket betyder at vi er alene hjemme. Det er virkelig heldigt, så kan jeg nemlig fortælle ham det hele i ro og fred. Vi går ind på mit værelse, Stefan sætter sig på min seng, og jeg sætter mig ved siden af ham. Hvordan skal jeg starte det her? Jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre.. Istedet ser jeg over på billedet af min mor og jeg, jeg håber på at hun vil hjælpe mig igennem den her. "Hvem er det?" spørger Stefan med en lav stemme. "Det.. Det er min mor og jeg.." forklarer jeg og prøver at holde tårerne tilbage. Den næste time bliver en lang og hård kamp om at holde tårerne tilbage, det kan jeg allerede mærke nu. "Din mor? Hun ligner slet ikke din mor?" siger Stefan forvirret. Here we go, nu sker det, nu skal jeg fortælle ham min historie om min fortid. "Hende du mødte i sidste uge er min plejemor.." siger jeg, og Stefan kan godt se hvor det her fører hen ad, derfor rykker han tættere på mig, og tager min hånd i sin. "Hvad er der sket?" spørger han. "Hun døde af kræft for 4 år siden" siger jeg og bryder fuldstændig sammen. Jeg har aldrig sagt den linje højt før, det gjorde så ondt at sige det højt, og konstatere at det virkelig skete. Det er bare noget helt andet at sige det højt, end at gå og tænke på det. Stefan tager fat rundt om mig, og hiver mig ind i et kram. Han kysser min hovedbund, og ager min ryk. Jeg trækker mig fra krammet, og fortsætter. "Hun kæmpede i rigtig lang tid, hun kæmpede for min fars og min skyld. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at blive hos os, men i sidste ende sejrede kræften. Det gjorde ondt at miste hende, smerten kan virkelig ikke beskrives med ord. Efter hendes død faldt jeg meget langt ned i et stort dybt sort hul, og der har jeg næsten været i 4 år nu.." Jeg holder en kort pause, for lige at komme til mig selv. Jeg håber Stefan kunne forstå hvad jeg sagde, for jeg kunne knap nok selv forstå det, da jeg hulkede helt vildt meget. "Men det er ikke hele historien.. Min far havde det endnu sværere end mig. Han kunne ikke takle det, han kunne ikke holde ud at miste hende. Mine forældre elskede hinanden så utrolig højt, det er virkelig ikke til at forestille sig. Jeg mener det virkelig, jeg vidste ikke man kunne holde så meget af en person, som de holdt af hinanden. Derfor kunne han ikke klare det, og derfor endte det også med, at han tog sit eget liv." Jeg ser op i Stefans øjne, for at se hans reaktion til historien. Han ser meget chokeret ud, han ligner en der langt fra havde regnet med at min historie er sådan her.. Desværre er der stadig mere, jeg er langt fra færdig endnu. "Her gik alt galt, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Mit liv var i mine øjne ikke længere værd at leve, der var ikke noget jeg behøvede at stå op for om morgenen mere. Alt var bare ligemeget. Jeg fik angstanfald, jeg fik det psykisk dårlig, og jeg gik ned med stress. Stressen resulterede i besvimelser, angstanfaldene resulterede i vejrtrækningsproblemer, og min psykiske tilstand resulterede i selvmordsforsøg og selvskade.." Jeg trækker op i min langærmet trøje, så han kan se arene på mine håndled.. Jeg skammer mig over arene, det gør jeg virkelig. "Alle de her ting gjorde at jeg endte på sygehuset flere gange om ugen, jeg var så langt ude dengang, du kan slet ikke forestille dig hvordan jeg havde det. Alle de ting jeg gik igennem, var bare for meget for en 13 årig pige.." Jeg ser ned i gulvet, Stefan tager sin hånd ind under min hage, og løfter mit hoved op, så jeg ender med at se ham i øjnene. "Wow. Jeg er stolt af dig! Du er så stærk, det håber jeg virkelig at du ved!" siger han og smiler til mig. "Jeg elsker dig!" fortæller han mig. Jeg har ikke hørt nogen sige sådan til mig i flere år, og derfor rører hans ord mig meget..  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...