Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23859Visninger
AA

7. Kapitel 7 - Stefan fortjener sandheden

1 uge senere

Der er nu gået en hel uge siden Stefan og jeg cuttede kontakten. Hvis jeg skal være ærlig, så har det været en forfærdelig uge. Det har været sindssyg hårdt for mig, at skulle holde fast i min beslutning, om at holde mig væk fra ham. Hvis jeg skal være ærlig, så havde Pelle nok ret. Der var noget over Stefan, som fik min opmærksomhed. Han var anderledes, men han viste også sine gode sider frem. Han var begyndt at få en betydning for mig, det må jeg bare erkende. Desværre endte det bare med, at hans gode sider blev overhalet af alle de dårlige. Jeg ved godt at ingen er perfekte, men jeg kan heller ikke tro på, at hans opførsel kan være normal. 

Det er torsdag idag, og mit savn til ham er stadig stort. Men jeg må bare holde ud. Hver gang vi møder hinanden, ser han bare trist den anden vej. Det gør ondt på mig, men det gjorde hans handling og opførsel også..
Første gang jeg mødte Stefan, havde jeg aldrig troet på, at det en dag ville ende sådan her imellem os. Jeg havde jo ikke engang troet, at vi ville have kontakt til hinanden efter den måde han var på.

Flashback start

"Hey", siger Stefan og ser nikkende hen mod dig. Han sætter sig på en stol, og smider fødderne op på bordet. "Du må være den nye pige alle taler om?" spørger han, hvorefter han bider sig selv i læben. Jeg har virkelig svært ved at holde mit grin tilbage, hvem tror han lige han er? Den smarteste person på jorden, eller? "Ja det er vel mig", siger jeg uden at se ham i øjnene. 

Flashback slut

Allerede to dage efter var mit syn på ham fuldstændig forandret. Han var så sød, og slet ikke til at genkende. Han kæmpede for min opmærksomhed, og tiggede om at få en chance. Jeg gav ham den ene chance, men han spildte den. Jeg ved at han fortryder det nu, mere end noget andet. Det beviste han overfor mig, da han fortalte mig sin historie. Hans fortid er hans ømme punkt, det er den, som har gjort ham til den han er i dag. Stefan har aldrig snakket med nogen om det, men alligevel vælger han at fortælle det til mig. Mig som han ikke engang havde kendt i en uge dengang. Det slår mig hurtigt, hvorfor tænker jeg først over alt det her nu? Jeg betyder virkelig noget for ham, ellers ville han aldrig have fortalt mig det. Hvorfor var jeg for blind til at se det? Hvordan kunne jeg, mig som aldrig vil dømme nogen på deres fortid, gøre det her mod ham? Jeg stod lige overfor ham og sagde, at hans fortid ikke ændrer noget. Det ændrer jo alt, det er forklaringen på den han er i dag, og dermed ændrer det alt. Min fortid er forklaringen på den, som jeg er i dag, og hvis nogen havde ment noget andet, ville jeg blive utrolig såret. Hvad har jeg dog gjort mod ham? Jeg skal finde ham, og det er nu!

Efter skole ser jeg ham gå over mod cykelskuret. Jeg skynder mig at løbe over mod ham. Uden at sige et ord springer jeg i armene på ham. Mit hoved passer perfekt ind mod hans bryst, og jeg kan mærke, at jeg føler mig tryg. Så tryg, som jeg føler mig lige nu, har jeg ikke følt mig siden jeg fik et kram af min mor. Jeg kan mærke at det er en følelse jeg virkelig har savnet, og jeg kan mærke, at jeg er ved at gøre det helt rigtige. "Undskyld," hvisker jeg. Stefan nikker bare, mens han holder rundt om mig. "Jeg er klar til at fortælle dig det hele" siger jeg stille. Stefan trækker sig fra krammet, og ser mig ind i øjnene, han smiler, og jeg kan ikke lade være med at smile tilbage til ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...