Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23880Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Det er forbi

Jeg mærker tårerne trille ned af mine kinder, og derfor bliver jeg nødt til at gå. Jeg behøver ikke at gøre mig mere til grin overfor ham, end jeg allerede har gjort. Hvorfor var jeg så dum og blind? Jeg stolede på ham! Jeg var virkelig ved at kunne lide ham, og så gør han det her. Det er ikke til at fatte. Jeg er blevet narret igen.. Jeg er så træt at den måde jeg lever det her liv på, det kan da ikke blive ved sådan her. Hver gang jeg har en følelse af, at alt nok skal gå nu, så sker der noget som ødelægger det fuldstændigt..

2 dage senere

Stefan og jeg har ingen kontakt haft i de sidste par dage. Jeg har undgået ham, men han har bestemt ikke undgået mig.. Hver dag er han kommet mindst 5 gange, enten ville han snakke, eller også ville han undskylde. Jeg ved at han fortryder sin fejl, det er tydeligt at se på ham. Men jeg kan kan og vil bare ikke tilgive ham for det. Det kan jeg ikke være bekendt overfor mig selv. Jeg bliver bare nødt til at tænke på mig selv nu. Hvad er bedst for mig? Jeg er sikker på, at det bedste er, hvis jeg holder mig fra alt, som kan ende med at såre mig. Stefan har gjort det én gang, og jeg tør ikke tage chancen med ham, måske kommer det til at ske igen. Den første gang gjorde allerede ondt nok, jeg har virkelig ikke brug for en omgang mere.

Måske har han lært af sin fejl, måske gør han det virkelig ikke igen. Men det kan ikke garanteres, og dermed tager jeg bare ikke den chance. Han fik en chance, og hvis han fuckede op, så var det forbi! Men det gør ondt, det gør ondt at miste noget, som man lige havde håbet på kunne gøre en lykkelig. 

Efter skole leder Stefan igen efter mig, og denne gang finder han mig. Han går ikke før jeg hører på det, han har at sige. Han fortæller mig så meget, at det faktisk ender med, at han følger mig hjem.

"Hør her! Jeg ved godt at jeg har været en kæmpe idiot, jeg ved også godt at jeg ikke fortjener et sekund af din tid, men hvis jeg nogensinde skal have en chance for, at du bare vil se mig i øjnene igen, så bliver jeg nødt til det her. Jeg fortæller dig min historie nu. Jeg har aldrig snakket med nogen om det før, og faktisk er der ingen som ved det. Jeg har aldrig delt det med nogen, det er der en simpel grund til.. Jeg tør ikke. Men jeg fortæller det til dig, fordi jeg stoler på dig, og fordi du har en særlig betydning for mig.." Han smiler til mig i håb om at jeg smiler tilbage, men det sker ikke.. "For omkring 2 år siden mistede jeg min storesøster. Jeg holdt så meget af hende, du kan slet ikke forestille dig det bånd vi havde. Hun var fantastisk. Jeg vil gøre det kort, for jeg kan mærke at det her er hårdere end jeg troede. Hun havde en kæreste, han var psykisk syg, han behandlede hende dårligt i lang tid, men hun kunne ikke komme væk fra ham. Til sidst slog han hende ihjel.. Det var mig, der fandt hende. Hendes død forandrede alt for mig. Det er derfor jeg er blevet, som jeg er. Jeg er ikke stolt af den jeg er, men jeg kan bare ikke ændre det. Det var i hvert fald det jeg troede, lige indtil jeg mødte dig. Du har forandret alt, men jeg kunne ikke vise det på en anden måden, end at fucke det hele op.." Hans historie rører mig, det gør den virkelig! Men den ændrer bare ikke noget. Jeg ville ønske at den gjorde, men det gør den bare ikke.. 

"Det gør mig ondt at høre! Jeg kan virkelig sætte mig ind i din situation. Men det ændrer bare ikke rigtig noget mellem os to.." Det gør ondt, at skulle sige de ord til ham. "Du skjuler også noget, har jeg ikke ret? Du forstår alt, du kan sætte dig ind i min situation, tillid og ærlighed er ekstremt vigtigt for dig. Du har oplevet noget, som har forandret noget i dig. Jeg kan se det på dig, og den måde du er på. Luk dig nu bare op for mig! Jeg er her for dig, okay?! Jeg holder af dig." Jeg er målløs, han har jo ret i alt hvad han siger. Det hele passer, undtagen de sidste ord. Han er der ikke for mig, og han holder heller ikke så meget af mig, som han giver udtryk for. Det kan jeg bare ikke tro på.. "Undskyld Stefan, men løbet er kørt." Jeg ser ned i jorden, jeg vil helst undgå hans sårede ansigtsudtryk. Jeg ved, at det her var hans sidste træk, for at vinde mig tilbage. Derfor ved jeg, at det her må gøre ondt på ham. Aldrig har jeg set en person så såret. Han siger ikke et ord, men vender sig bare om og går, jeg kan høre ham græde, og det skærer i mit hjerte. Men det er bedst sådan her, det her må være det eneste rigtige. En af de hårdeste beslutninger i livet, er at vælge imellem at gå sin vej, eller at blive ved med at prøve.Jeg har valgt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...