Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23853Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Problemer

Næste dag

Jeg træder ind i klassen, og ser Stefan, Lauritz og nogle andre sidde ovre i hjørnet. Stefan får øje på mig, jeg smiler til ham, men så kigger han bare væk. Hvad sker der? Jeg undrer mig lidt, men beslutter mig så for at gå over til ham. "Hvad sker der?" spørger jeg ham med en forvirret stemme, men han ignorerer mig bare. Hvorfor er han nu sådan igen? "Hvad er der galt?" spørger jeg igen, denne gang har jeg hævet stemmen lidt. Jeg får alle de andres opmærksomhed,  inklusiv Stefans. "Hvad fuck snakker du om?" spørger han koldt. Er han gået fuldstændig fra forstanden? "Hvad sker der med dig? Hvorfor er du sådan der? Og hvorfor lige pludselig efter alt hvad der skete igår?" Jeg kan mærke at jeg bliver lidt såret af hans opførsel. "Lad mig dog være!" Min mund former et "o", sagde han seriøst lige det? Jeg kan ikke fatte, at det der lige kom ud af hans mund. Han har ikke ændret sig en skid! Hvordan kunne jeg være så dum at falde for det pis? Typisk.. 

Jeg giver ham et sidste blik, hvor jeg udstråler skuffelse, og vender mig så om. Jeg tager hjem, jeg gider bare ikke sådan noget pis her. Det ødelægger mig, og min dag. Så er det meget bedre at tage fri fra det, end at jeg skal til at ødelægge mig selv igen.. Der er et par grunde til jeg ikke åbner mig op for nogen, og det her er i hvert fald en af dem!

Samme aften ringer det på døren. Jeg har et håb om, at det er Stefan, men alligevel håber jeg at han vil holde sig langt væk. Gid der var en forklaring på alt det her. Hvorfor er han blevet sådan fra den ene dag, til den anden? Det undrer mig helt vildt, og jeg kan ikke finde ro, før jeg ved hvad der sker.

                                                                        ***

"Dit/Navn, det er til dig!" råber Pelle. Det giver et sæt i mig, da jeg har en ide om hvem det kunne være. Jeg går ud til døren, og bliver bekræftet. Det er ham. Jeg vender mig om, men inden det, smækker jeg døren i hovedet på ham, andet fortjener han ikke. "Vent!" hører jeg ham råbe. Jeg stopper automatisk, selvom jeg gerne vil gå videre. Jeg vil bare gerne vide, hvad det er han har at sige. Det er en kæmpe ulempe ved min personlighed.. Jeg giver alle en chance til, selvom de ikke fortjener den. I sidste ende ender det altid med det samme, nemlig med at det er mig som bliver såret. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det her? 

"Må jeg ikke nok forklare?" spørger han med et skævt smil på læben, jeg nikker. "Kom," siger han, og jeg følger med. Vi går ned at vejen, og ind i en park. "Undskyld, virkelig. Jeg ved, jeg ødelagde det hele.." siger han trist, og kigger ned i jorden. "Hvis du bare vidste hvor meget sådan nogle ting faktisk sårer mig Stefan. Hvis du bare kendte til halvdelen af de ting, jeg har været igennem.. Det er hårdt for mig, og jeg kan ikke takle sådan noget. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, når min tillid bliver misbrugt.." forklarer jeg ham, og mener hvert et ord. "Du ved slet ikke hvor ondt det gør på mig at se dig sådan.. Jeg mener det!" siger han overbevisende, men jeg køber den ikke, ikke denne gang.. "Stefan.. Det er din skyld at jeg ser sådan her ud.. Det er din skyld, at jeg har det sådan her!!" svarer jeg ham med en trist men alligevel hård tone. "Jeg ved det, og jeg kan ikke undskylde nok!" Han ser igen ned i jorden. "Svar mig på en ting. Hvorfor gjorde du det så?" spørger jeg ham alvorligt. Han tøver, og ved ikke rigtig hvad han skal svare. Det er nok nu, mere går jeg ikke med til! "Jeg vidste det! Du er en idiot Stefan!" Jeg vender straks om og går. 

Jeg kan høre ham komme løbende efter mig, og jeg orker det bare ikke. "Jeg ved godt det lyder dumt. Men i vores drengegruppe handler det om at være de seje drenge, dem som er hårde, og ikke har respekt for nogen. Jeg havde ikke noget valg.." Han ser mig direkte ind i øjnene. "Du havde ikke noget valg? Lyt dog lige til dine egne ord! For at virke sej, sårede du mig? Man har altid et valg Stefan, altid.. Og du har truffet dit.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...