Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23872Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Stefan og jeg?

Stefan smiler et stort smil til mig, og det varmer faktisk lidt, at jeg kunne gøre ham så glad. Men der er bare denne ene ting, jeg ikke kan slå ud af hovedet. Hvorfor prøver han så meget? Hvad er der så specielt ved mig, eftersom han prøver så meget? Men på den anden side, så har jeg aldrig prøvet, at en dreng har været sådan overfor mig, måske er det helt normalt? 

Senere samme dag

Jeg gav Stefan mit nummer i dag i skolen, og der går heller ikke særlig lang tid, før jeg modtager en SMS fra ham. Han spørger om han og Lauritz kan komme over for at arbejde videre på matematik projektet, da vi i forvejen er ret tidspressede. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare ham. Egentlig synes jeg, at det går lidt for hurtigt for Stefan, jeg føler mig bare ikke klar til at være så meget sammen med ham, og skabe et venskab med ham eller måske mere? Det går bare lidt for hurtigt, synes jeg. Måske er det, det som er mit problem. Jeg tør ikke at tage nogle chancer, og hvis jeg ikke gør det, så kommer jeg jo aldrig ud af min trygge skal. Det er klart, at han bruger matematikopgaven som undskyldning, for at vi kan være sammen, og for at han kan lære mig bedre at kende.
Jeg svarer ham, at de bare kan komme over, og der går heller ikke lang tid før de er her.

I starten er det ret akavet, ingen vidste rigtig hvad man skulle sige. Vi har jo snakket sammen i skolen, så den akavede stemning kom faktisk bag på mig. Heldigvis går der ikke særlig lang tid før, at den akavede stemning forsvinder. Vi får lavet et masse ved vores projekt, og jeg synes faktisk, at det er blevet ret godt. Vi er næsten færdige med det hele, så Lauritz begynder at snakke om, at det var det for i dag, og at de nok hellere må tage hjem nu her. I samme øjeblik træder min plejemor ind af døren, hun spørger om de har lyst til at spise med. "Nej tak" siger Lauritz venligt med et smil på læben. "Jeg vil faktisk gerne spise med!" siger Stefan bestemt, men stadig høfligt. Lauritz kigger over på Stefan, som om han ikke ville have Stefan skulle sige ja. "Det kan du ikke Stefan!" siger Lauritz bestemt. Hvorfor kan han ikke det? Jeg forstår det ikke? "Jo jeg kan Lau! Hvad ved du om det?" spørger Stefan og griner lidt. Lauritz bliver lidt irriteret. "Jaja, vi ses i morgen" siger han, og forlader derefter mit værelse. Hvad sker der for ham? Hvorfor er han sådan? Han er godt nok blevet mærkelig her på det sidste. Først det igår, hvor han kom med den underlige besked, og så det her. Det er virkelig underligt.

Stefan og jeg er nu helt alene på mit værelse, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. Gudskelov hører jeg min plejemor råbe, at der er mad. Jeg rejser mig, og går hen mod døren. Jeg tager fat i dørhåndtaget, men inden jeg når at åbne den, mærker jeg Stefans åndedræt mod min nakke. Han tager armene om mig, og krammer mig bagfra. "Slap nu bare af. Du er smukkest når du smiler, og ikke bekymrer dig!" hvisker han i øret på mig. Jeg kan mærke mine kinder begynder at rødme en lille smule. Jeg vender mig om mod ham, der er kun få centimeter mellem os. Jeg ser ind i hans grønne øjne, men siger ikke noget, jeg giver ham bare et smil. Han tager mig i hånden, og skal til at gå ud til bordet sådan, men jeg trækker den til mig. Stefan forstår mit tegn, og gør det ikke igen.

Aftensmaden var langt fra akavet. Stefan og Pelle klikkede virkelig godt, bedre end forventet. Stefan var så sød mod alle i min familie. I dag har jeg virkelig set en anden side af ham. Han har bare været så sød i dag, han er slet ikke den badboy, som jeg faktisk troede han var til at starte med. Måske er det bare sådan han er? Måske er han selv en usikker person til at starte med, og derfor er den badboyagtige opførsel bare en facade, for i sidste ende at beskytte sig selv. Måske skjuler Stefan også noget, som gør ham til den han er, hvem ved? Man kan i den grad sige at han skjulte noget, og da jeg fandt ud af hvad det var, blev jeg utrolig chokeret...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...