Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23956Visninger
AA

32. Kapitel 32 - Fortiden er tilbage

Vejen ud af hans hus føles længere, end vejen ind gjorde. Mit blik klæber til gulvet hele vejen, mens jeg prøver at skjule mine røde øjne. Han har ødelagt mig, igen. Den her gang giver jeg ham ikke magten, til at få mig helt der ud, hvor jeg har været så mange gange efterhånden. Langt om længe finder jeg den samme dør, som jeg kom ind ad. Inden jeg åbner den, vender jeg mig om, da jeg kan mærke en skikkelse bag mig. Jeg når kun at vende mig halvt om, før jeg mærker Stefans arme rundt om min talje. Mine øjne lukker automatisk i af smerte og længsel. Jeg savner ham, hans kram, hans berøringer, alt. Bagfra kysser han min nakke, hvilket giver et sæt i mig. "Undskyld," hvisker han stille i øret på mig. Han vender langsomt min krop rundt, så jeg står ansigt til ansigt med ham. Mit blik er låst til hans. Han tager blidt mit hoved mellem hans hænder, hvorefter han langsomt læner sin ind til mig for at kysse min pande. Utroligt at Stefan og jeg råbte af hinanden for 5 minutter siden, og nu står vi her i hans indgang og er kærlige. 

Jeg kan ikke holde mig tilbage længere, jeg presser mine læber mod hans. Han har kontrollen over mig, han kan styre mig, hvilket han altid har kunnet. Lige meget hvor meget han sårer mig, eller hvor ondskabsfuld han er overfor mig, så vælger jeg altid ham i sidste ende. Vi ender altid sammen igen, han kan gøre, som det passer ham, men alligevel være sikker på, at jeg kommer tilbage til ham. Jeg er træt af, at tingene skal være sådan, men jeg vil heller ikke ændre det. Det lyder dumt, men jeg er så tiltrukket til ham, at det halve kunne være nok! Trods mine følelser for ham, ved jeg bedre. Han kan ikke blive ved med at såre mig på den her måde, han kan ikke blive ved med at være så ondskabsfuld overfor mig. Jeg har ikke lyst til at have et forhold, som skal være sådan. 

Efter kysset trækker jeg mig tilbage og ser væk. Jeg ved godt, at det var dumt, jeg skulle ikke have kysset ham, jeg skulle ikke være faldet i. "Fortryder du det?" spørger han. Gør jeg det? Jeg burde svare; ja. Jeg burde fortryde hvert et øjeblik, som jeg har spildt på ham, jeg burde ikke bare fortryde det her ene kys, men alt. Jeg har gennemlevet helvede på grund af ham, men jeg fortryder alligevel intet, selvom enhver anden nok ville mene, at jeg burde. "Ja," svarer jeg og lyver. Inden han når at sige noget, vender jeg mig om til døren og går. Jeg regnede med, at når jeg lukkede døren til hans hus, så lukkede jeg også døren til ham. Jeg regnede med, at det var slut nu, hvilket jeg har troet mange gange, men den her gang skulle det være alvor. Problemet er bare, at man ikke kan forudse ting, det her var kun starten for os...

Jeg går med små skidt ned af den lille sti, som fører op til hans hus. Halvvejs på min vej væk fra Stefans hus, møder jeg en mand. Jeg tvinger et smil frem til ham, men han ser bare vredt på mig, mens han passerer mig. Jeg ser mig selv over skulderen for at se på ham, han gør det samme ved mig. Hans blik er ondskabsfuldt. Da døren til huset smækker i efter ham, giver det et mindre brag, som gør mig forskrækket. 

Han var skræmmende. Jeg ville ikke bryde mig om at møde ham on natten. Føj, han var ulækker. Han var klædt i gammelt tøj, som var rimelig slidt. Han lugtede langt væk af sved og alkohol. Han var uplejet og havde fedtet gråt hår. Hvad laver sådan en klam mand her ved Stefan? Jeg hører en lyd, som afbryder mine tanker. Lyden af smerte, lyden af et skrig, Stefans skrig. Alle brikkerne falder på plads for mig, manden var ikke hvem som helst, manden er Stefans far!

Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne. Jeg løber tilbage til huset, hvor jeg gennem vinduet ser Stefan liggende på gulvet. Han bløder, han ligger i sit eget blod. Jeg skriger ved synet, men alligevel kommer der ingen ordentlig lyd ud. Jeg river i håndtaget, døren er låst. Gennem vinduet ser jeg Stefan liggende i en blodpøl, mens hans far sparker og slår ham. Jeg panikker, døren er låst, og jeg kan ikke gøre andet end at se hjælpeløst til, da Stefan langsomt mister farven i hovedet i takt med at blodet strømmer ud ad ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...