Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23953Visninger
AA

31. Kapitel 31 - En uventet drejning

D/N's synsvinkel 

Jeg er tom for ord. Jeg anede ikke, at han havde været alt det igennem. Jeg sætter pris på, at han fortalte mig det, selvom jeg godt ved, at det ikke ændre noget. Nu hvor min hukommelse er tilbage, kan jeg heller ikke slå tanken ud af hovedet om, at det her er endnu et af hans tricks. Han sagde det selv, han har svært ved at ændre sig. Hvor naiv ville jeg lige være, hvis jeg troede, at han kunne ændre sig for min skyld. Med den tanke vokser der en vrede i mig, men også en følelse af medlidenhed. Jeg har ondt af ham, jeg har ondt af, at han aldrig kommer til at ændre sig. Han vil altid være et kæmpe svin, som kun tænker på sig selv. Det han gjorde mod mig, er kun et bevis på dette.

Alle mine følelser for ham er et kæmpe stort rod. Jeg elsker ham, men jeg hader ham. Jeg har medlidenhed med ham, men han har fandme også fortjent det. Mit hoved kan ikke rumme alt på en gang, hvilket er grunden til, at jeg sagde noget modbydeligt til ham, noget jeg ikke skulle have sagt. "Er det der et forsøg på at tjene flere penge?" Ordrerne forlod min mund i raseri. Jeg har ikke engang nået at fortælle ham, hvor ked af jeg er, at høre at han har været så meget igennem. Anklagen sårede ham, hvilket bekræfter, at han ikke løj. Jeg får det så dårligt over, hvad jeg sagde til ham. "Helt ærligt! Har du aldrig nogensinde begået en fejl?" råber han af mig. Jeg har dårlig samvittighed, men det behøver han ikke vide! "Én fejl? Stefan, du er så fucking dum! Du har ikke kun begået én fejl, men mange. Tænk dig lidt om," råber jeg tilbage. "Har du ingen ører i hovedet eller hvad? Lyttede du overhovedet til det, jeg lige sagde, jeg har ikke altid været sådan!" hvæser han igen. "Stefan, det var dine egne valg. Du valgte at handle, som du gjorde. Vores historie bidrager til hvem vi er, men det er ens valg, som definerer os. Du kan ikke beskylde nogen for de valg, som du tog," siger jeg med en lavere stemme, Stefan ser væk. "Jeg er ikke enig med dig, du har ikke oplevet det samme," siger han. "Stefan vågn dog op! Du skal stoppe med at give alle andre skylden og istedet se indad! Du er så blind og egoistisk! Det hele er din fucking skyld, alle dine løgne og tricks var dine egne valg!" skriger jeg nærmest af ham. "Nårh ja, jeg havde fuldstændig glemt, at du er perfekt, og aldrig begår fejl.." siger han. Han blev ondskabsfuld, da ordrerne forlod hans mund, hans øjne udstrålede det. "Fuck dig Stefan!" siger jeg og ryster på hovedet. "Hvad? Har du aldrig løjet for nogen? For mig? Du er sikkert ikke bedre selv!" 

Han har ret, jeg har løjet for ham. Han ved stadig ikke, at jeg har fået min hukommelse tilbage. Men jeg er ligeglad, det er til min fordel, at han ikke ved noget. Han skal slet ikke give mig skylden for det her eller anklage mig for noget. Alt er hans skyld. 

"Jeg ville aldrig selv lave de fejl, som du lavede!" siger jeg og snakker udenom hans anklage. "Det er fandme ærgerligt, at dine forældre ikke kan se deres lille engle datter! Eller vent, din far lever jo stadig..." siger han koldt. Jeg er målløs, skulle han forestille at være drengen, som jeg er forelsket i? "Det der sagde du ikke. Frem for alt troede jeg aldrig, at du ville være så ondskabsfuld overfor mig, efter alt der allerede er sket mellem os. Du har ikke ændret dig en fucking skid!" fremstammer jeg mens tårerne triller ned af mine kinder. "Mig? Du kigger aldrig indad! Det hele er altid min skyld, du er mindst lige så egoistisk, som jeg åbenbart er. Du fortjener fandme, hvor du står!" råber han tilbage. Jeg træder et skridt bagud, mit hjerte blev kunst i en million stykker, da ordrerne forlod hans mund. Hvem er den modbydelige person, som står overfor mig? Jeg kan ikke genkende ham, han virker så fjern, så ond. Mens jeg går længere og længere bagud, mærker jeg flere tårer trille ned ad mine kinder. Inden jeg forlader hans værelse, ryster jeg forarget på hovedet, jeg fatter ikke, at jeg har brugt så meget tid på en så modbydelig person som ham. Tydeligvis er mange mennesker slet ikke dem, som man troede de var. Jeg hader ham.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...