Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23883Visninger
AA

30. Kapitel 30 - Stefans sandhed

Stefans synsvinkel 

"Jeg er klar nu," siger jeg stille. Jeg har ingen ide om, hvordan jeg skal formulere mig. Jeg håber, at det her vil få hende til at forstå mig, få hende til at blive hos mig. Det er egoistisk, men jeg gider ikke miste hende igen. 

"Jeg har altid levet mit liv, som jeg ville leve det. Hvem der bliver såret på min vej, har aldrig været noget, som jeg har sænket en tanke. Jeg bestemmer spillereglerne, det er dem der spilles efter. Mine regler, min verden, sådan som jeg vil have det. Jeg har gjort mange dumme ting, for at nå dig. Jeg har opfundet den ene løgn efter den anden. Der er flere involverede i vores forhold, end du nogensinde vil kunne forestille dig. Frygten for at miste dig har altid været stor, altid. Min stærkeste side er ikke at være sød mod alle, og jeg ved slet ikke noget om at udtrykke følelser," forklarer jeg og holder en kort pause. Jeg kan ikke læse hende, jeg kan ikke se, hvad hun tænker lige nu. Inden hun udtrykker noget, som jeg ikke vil bryde mig om, fortsætter jeg. "Der er en grund til, at jeg er, som jeg er. Jeg har ikke altid været sådan, det er bare svært at ændre sig. Jeg har i hvert fald svært ved det..." Tårerne presser sig på, hvad sker der Stefan? Tag dig sammen, du skal fandme ikke græde nu! 

Jeg kan ikke, ikke alligevel. Jeg får aldrig sagt de ord, som der skal til. Ingen ved det, absolut ingen. Min mor, søskende, far og jeg bærer den her hemmelighed, jeg har aldrig delt den med nogen. Når jeg lukker øjnene, er jeg tilbage i helvede. Tilbage til min barndom, mit værste mareridt. Hver nat er de der, mareridtene. De forfølger mig, piner mig. De suger kræfterne ud af mig, de suger livet ud af mig. Jeg kæmper en hård kamp mod dem, en kamp jeg har kæmpet i en evighed. Den dag i dag er kampen ikke vundet, den kan ikke vindes... Jeg husker smerten af slagene mod min krop, som om jeg blev slået igen i dette øjeblik. Jeg husker angsten for ham. Uvisheden om hver morgen ikke at vide, om man ville gå gennemtævet i seng, når dagen var omme, siver dagligt gennem min krop.  Angsten for ham er enorm. Han ødelagde mit liv, han gjorde mig til det forfærdelige menneske, som jeg er i dag. Jeg giver ham alt skylden for, at den jeg er i dag, er jeg kun blevet på grund af ham, min far. 

Følelsen af at blive slået - gennemtævet af sin egen far, er ikke noget, som jeg kan beskrive med nogen ord. Smerten af selv at få tæskene, er ingenting i forhold til at se sine søskende få dem. Ingen lyd er værre end lyden af sin søster, som skriger af smerte! Jeg hader ham, jeg hader ham for det, som han gjorde ved vores familie. Han ødelagde den, men han ødelagde også hvert familiemedlem enkeltvis. 

Han slog mig, mine søskende og min mor. Han var ond helt ind i sjælen, så frygtelig ondskabsfuld. Han er et monster, en egoistisk idiot, som mig. Jeg hader ham, fuck hvor jeg dog hader ham. Han har ødelagt mit liv så frygtelig meget. I dag, cirka 10 år senere, sidder hændelserne stadig så dybt i mig. Hver eneste dag tænker jeg på det, hver eneste dag gennemlever jeg smerten, hver eneste dag dør en lille del af mig. Jeg er ødelagt, jeg vil aldrig blive den samme. Jeg virker glad, men jeg lever bag en facade. Umiddelbart ser jeg ikke trist ud, men indeni er jeg knust i tusind stykker. Han har gjort mig til den jeg er, der er intet jeg kan ændrer ved det. Mit liv vil for altid være påvirket, jeg vil altid have et andet syn på tingene, end andre vi have. Jeg vil altid værdsætte de bitte små ting meget mere end andre gør, det er dem, som holder mig oppe. Jeg er mig. 

Jeg fortæller hende en brøkdel af alle mine tanker. Kræfterne rækker ikke til det hele, jeg har nemlig ikke så mange tilbage. Hun får tårer i øjnene af min historie, hun omfavner mig. Hun har, siden jeg mødte hende, været min milepæl, jeg klarer mig ikke uden hende. Jeg måtte dog kort efter indse, at hun allerede havde forladt mig, inden hun trådte ind ad døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...