Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23870Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Stefan

Næste dag vågner jeg af mit vækkeur som ringer. Jeg har tænkt meget over Lauritz's besøg igår, men jeg kan simpelhen ikke få det til at passe sammen på nogen måder oppe i mit hoved. Egentlig vil jeg ikke gøre mere ud af det nu, det ødelægger alligevel bare mit gode humør, hvis jeg skal gå og tænke over det. Derfor beslutter jeg mig for bare at lade være!

Jeg ankommer i skolen, og har besluttet mig for at være mere smilende og åben, men det lykkedes ikke for mig. Jeg ved ikke hvorfor, men når det kommer til stykket, så kan jeg ikke. Jeg har det jo godt derhjemme, hvorfor kan jeg så ikke være glad her i skolen? Er det fordi jeg ikke føler mig helt tryg her endnu? Eller er det på grund af Lauritz's besked, og fordi jeg er bange for at blive såret igen? Jeg ved det ikke, men jeg håber snart det ændrer sig! Jeg kan ikke gå hele livet og være bange, for at jeg bliver såret. Sådan vil og kan jeg bare ikke leve. Det er ikke noget liv, hvis man skal leve sådan..

På vej ind i min klasse, bliver jeg indhentet af Stefan. Han kommer gående hen ved siden af mig, og følger mig ind i klassen, lidt underligt. "Godmorgen" siger han glad, og smiler. "Godmorgen," svarer jeg og tvinger et smil frem. Jeg kan mærke, at det smil så falsk ud. Stefan stopper op, og tager fat i min hånd, så jeg ikke kan komme videre. "Hvad er der med dig? Hvorfor er du så hemmelighedsfuld?" spørger han og ser mig seriøst ind i øjnene. "Der er ikke noget, jeg er okay!" svarer jeg ham koldt, han skal ikke blande sig. "Uhh, spiller man lige lidt kostbar, hva'?" spørger han, imens han smågriner. Jeg vender mig om og går, jeg kigger hurtigt tilbage, og hvisker tydeligt 'idiot' til ham, så han kan se hvad jeg siger.

Hele timen har Stefan kigget over på mig, og det gør mig lidt utilpas og nervøs. Hvorfor glor han sådan? Han er virkelig en sær type. Han spiller så smart og badboyagtig, men alligevel har han det der søde smil, og et glimt i øjet. Hvorfor opfører han sig sådan? I det ene øjeblik er han bare så sød, og i det næste er han en kæmpe idiot. Det er så forvirrende og irriterende! 

Efter timen skynder jeg mig at komme ud af klassen, og langt væk fra Stefan. Jeg sætter mig ved et bord, som står i vores spisehal. Jeg er helt alene, men det er jeg vant til, så det gør mig ikke noget længere. Ud af det blå kommer Stefan gående, han tager en stol, og sætter sig omvendt på den. Jeg vender mit blik fra min telefon op mod ham, og ser ham smile et kæmpe smil, han ligner en trold eller sådan noget, og for første gang i lang tid, lader jeg mig selv grine. Han ser pigefornærmet på mig, og det griner jeg bare mere af. Jeg stopper hurtigt mig selv, det her går ikke. Jeg tager hurtigt alle mine ting, og forlader i samme øjeblik bordet. Jeg skynder mig væk, men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. "Hvad sker der?" hører jeg Stefan råbe. Hvorfor skal han være så nysgerrig? Det er begyndt at gå mig på nerverne. Jeg kigger hurtigt tilbage, men svarer ham ikke. Stefan kommer løbende efter mig, og tager fat i min arm. "Hvad er der med dig? Hvorfor er du så mystisk?" spørger han undrende, det er tydeligt at se, at han ikke forstår noget lige nu. "Du burde i bund og grund være ligeglad!" svarer jeg ham, og vender mig om igen. "Hvorfor er du nu sådan der igen?" spørger han mig. "Hvorfor jeg er sådan her? Kig dog på dig selv! Idiot!" Jeg ser vredt på ham. "Kan du ikke bare lade mig være i fred?!" Jeg siger det mere som en konstatering end et spørgsmål. "Nej, det kan jeg ikke. Der er noget med dig, noget anderledes. Jeg vil bare lære dig at kende." Jeg stivner, jeg har ingen ide om hvad jeg skal svare. "Undskyld Stefan, men.." Stefan afbryder mig hurtigt. "Giv mig nu en chance!" siger han næsten tiggende. Jeg tænker lidt, men nikker så et ja til ham. "Okay så! En chance." siger jeg til ham, og mener hvert et ord! Han har kun denne ene chance, og hvis han fucker op, er det farvel! Jeg skulle aldrig havd givet ham den ene chance...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...