Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23849Visninger
AA

29. Kapitel 29 - Mødet

Jeg holder min telefon i hånden, sms'en er skrevet, hvori der står, at vi skal snakke om tingene, ham og mig. Beslutningen er for mit vedkommende truffet, jeg har bare svært ved at udføre den. Det er svært at trykke send, det er svært at tage skridtet hen mod slutningen. Jeg ved, at skridtet skal tages nu, alligevel er det sværere for mig end noget andet har været. 

Stefans synsvinkel

Jeg har taget mig sammen til at gøre det rigtige. Efter 17 år, hvor jeg har levet mit liv, som jeg ønskede at leve det, på bekostninger af andre, er jeg klar til at gøre det rigtige. Hun fortjener sandheden, hun fortjener den fra mig. Derefter er det hendes valg at beslutte, hvad hun vil gøre. Efter hvad der føles som flere år, får jeg mig taget sammen til at trykke send. Sms'en omhandlende at vi skal snakke er sendt. I samme øjeblik modtaget jeg samme sms fra hende...

D/N's synsvinkel 

Jeg har sendt sms'en, som ændrer alt. Kort efter får jeg helt samme besked fra Stefan. Jeg var rimelig sikker på at min besked ville forandre meget, men Stefans forandrede uden tvivl mest. Alt blev vendt op og ned igen. 

Vi aftalte, at mødes klokken 20:00 hjemme hos ham. Jeg har aldrig været hjemme ved ham, hvilket gør mig nysgerrig. Hvordan bor han mon? Hvordan er hans forældre? Er hans ikke-alligevel-døde søster ligesom ham? Aftenen ville indeholde en masse svar, ting jeg hellere ville have levet videre uden at vide, ville se sandhedens lys. 

Huset er kæmpe stort, det var allerede svært at finde døren ind til paladset, hvordan skal jeg kunne finde ud derinde fra igen? Da jeg trykker på ringeklokken, mærker jeg mit hjerte sidde i halsen på mig. Jeg er nervøs, men jeg er også bange. Jeg er spændt, men også ked af det. En million forskellige følelser kører rundt i min krop i øjeblikket. Stefan åbner døren få sekunder efter jeg ringede på, jeg stivner da døren går op. Mit blik er låst fast til hans, han har grædt. "Heeej," får jeg fremstammet. Han svarer mig ikke, men gør tegn til, at jeg skal komme indenfor. Der føltes som en evighed før vi når hen til hans værelse. Jeg sætter mig på kanten af hans seng, Stefan tager en stol og sætter sig overfor mig. 

Stemningen mellem os er på ingen måde akavet, den er bare spændt. Han ved ikke, hvad jeg har at sige, og jeg ved ikke, hvad han har at sige. "Vil du starte?" spørger jeg, fordi jeg ikke er klar til selv at sige noget. Stefan ser i gulvet, mens han bider sig i læben. Jeg kan se på ham, at hvis han ville sige et ord, så ville tårerne styrte ud af hans øjne. Hvad er det dog, han har at sige? Jeg har aldrig set ham sådan her, ikke engang den gang, hvor han fortalte den falske historie om sin søster. Synet af at se ham sådan, piner mig. Jeg rejser mig op og sætter mig på hans skød. Måske sender det falske signaler til ham i og med, at jeg gør det forbi lige om lidt, men han har brug for mig. Jeg krammer ham, hårdt. Mit hoved passer lige så godt på hans bryst, som det altid har gjort. "Jeg elsker dig!" hvisker han, ordrerne fremkalder en smerte i mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme til ham, men det kan jeg ikke. Jeg elsker ham virkelig, men jeg kan ikke fortælle ham det... "Jeg er klar nu," siger han stille. Jeg blev nervøs, bange. 

Efterfølgende forstod jeg godt, at han havde det, som han havde. Jeg anede ikke noget, jeg kendte ham jo slet ikke. Grunden til at vi er, som vi er, hænger altid sammen med vores historie. Jeg fatter bare ikke, at han troede, at det ville ændrer noget mellem os. Han valgte selv at tage de valg, som han tog. Intet kan gøre det godt igen, ikke engang hans fuckt op fortid!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...