Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23884Visninger
AA

28. Kapitel 28 - Det er forbi

"Tror du ikke godt, at jeg ved det? Fuck dig Lauritz!" råber jeg, hvorefter jeg skrider. Jeg er træt af ham, han skal altid vise, hvor fornuftig han er. Han skal altid være bedre og gøre det rigtige. Han pisser mig af! Jeg er et kæmpe svin, det ved jeg jo godt, men han behøver heller ikke minde mig om det konstant. Fuck jeg er egoistisk! Hvad har jeg gang i? Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke kan være mere bekendt overfor hende. Alligevel bliver jeg ved, jeg stopper ikke. Jeg spiller det samme spil, som jeg altid har gjort. Jeg bestemmer spillereglerne, det er dem der spilles efter. Mine regler, min verden, sådan som jeg vil have det. Normalt ville jeg være ligeglad, men når det kommer til hende, så er jeg ikke ligeglad længere. Hvis en anden havde behandlet hende, som jeg gør, shit... Det her skal stoppe, hun fortjener fandme sandheden fra mig nu. Hun kender til væddemålet, men hun kender ikke til noget af det, som ligger bag. Hun kender ikke til mig, hun aner ikke hvem jeg i virkeligheden er. 

Hendes hukommelse er tabt, men det er min ikke. Hver gang jeg ser hende i øjnene, mærker jeg skyldfølelsen. Følelsen af at være skyld i, at hun står, hvor hun gør. Skyldfølelsen af, at hun ikke husker sin familie. Skyldfølelsen af, at hun faktisk døde. Jeg har gjort hendes liv mere kompliceret, end jeg nogensinde kunne forestille mig, at jeg ville komme til. Jeg har ødelagt det. Bogstaveligtalt. Havde hun ikke mistet sin hukommelse, ville hun vide dette, og så ville hun aldrig snakke til mig igen. 

D/N's synsvinkel

Jeg mødte min far tilfældigt, jeg troede han var død, men jeg tog fejl. Han lever. Mit liv har indenfor de sidste par måneder taget flere forskellige drejninger, hvilket er fuldstændig sindssygt. Jeg har oplevet så mange ting, som andre oplever over flere år. Jeg har været igennem en enorm smerte, jeg har endda været død. Minderne vælter frem, jeg husker alt. Alt lige fra hvad min livret er, til hvor stor en smerte Stefan har tilført til mit liv. Hvis bare jeg kunne fortælle ham, at jeg kan huske igen, ville mine skuldre bliver ti kilo lettere. Men noget siger mig, at jeg ikke kan. Ikke endnu. 

Hvorfor bliver jeg ved med at lukke Stefan ind i mit liv? Jeg er selv skyld i meget. Hvorfor stoppede jeg ham ikke? Jeg skulle have reageret den aller første gang, hvor han opførte sig underligt. 

Flashback start

Stefan får øje på mig, jeg smiler til ham, men så kigger han bare væk. Hvad sker der? Jeg undrer mig lidt, men beslutter mig så for at gå over til ham. "Hvad sker der?" spørger jeg ham med en forvirret stemme, men han ignorerer mig bare. Hvorfor er han nu sådan igen? "Hvad er der galt?" spørger jeg igen, denne gang har jeg hævet stemmen lidt. Jeg får alle de andres opmærksomhed,  inklusiv Stefans. "Hvad fuck snakker du om?" spørger han koldt. Er han gået fuldstændig fra forstanden? "Hvad sker der med dig? Hvorfor er du sådan der? Og hvorfor lige pludselig efter alt hvad der skete igår?" Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt såret af hans opførsel. "Lad mig dog være!" Min mund former et "o", sagde han seriøst lige det? Jeg kan ikke fatte, at det der lige kom ud af hans mund. Han har ikke ændret sig en skid! Hvordan kunne jeg være så dum at falde for det pis? Typisk.. 

Flashback slut

Han skulle aldrig have haft chancen til at gøre det, som han gjorde. Jeg lod ham gøre det, jeg lod ham bruge mig, det er min skyld. Efter de her tanker, har jeg det anderledes med ham. Jeg tror, at jeg har indset, at det skal være forbi for alvor. Stefan er ikke den rette, måske ifølge mit hjerte, men ikke ifølge mit hoved. 

Det er mærkeligt, hvor hurtigt tingene ændrer sig. For nogle timer siden, gav jeg ham en chance til, men nu fortryder jeg det. Han bliver knust, men han kommer over det. Han bliver måske ked af det, men han kommer ikke i nærheden af at føle den smerte, som jeg har følt. Han klarer den, troede jeg...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...