Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23884Visninger
AA

26. Kapitel 26 - Flere løgne

"Stefan? Sikke et sjovt sammetraf!" griner Jonas. Hvad sker der? "Ikke for at afbryde jeres samtale, men hvor kender I to hinanden fra? Hvem er du overhovedet? Hvad laver du i det hus, som burde være min fars?" spørger jeg og kigger over på Jonas. "Vi mødtes på sygehuset. Faktisk var det mig, som fandt dig bevidstløs på din stue.. Stefan og jeg mødte hinanden der. Jeg er din fars nye kones dreng!" Smiler Jonas. Mine øjne bliver langsomt fjerne. Jeg kan ikke tro, at min far har opbygget en hel familie og bare glemt mig.. Mit humør falder, jeg klemmer hårdere om Stefans hånd og signalere dermed, at jeg er utryk.

"Kom indenfor," siger Jonas og guider os ind. Stefan og jeg sætter os ned i en sort lædersofa. Jeg kigger rundt i stuen, det er et meget fint hjem. Der hænger mange familiebilleder på væggene, det virker til, at min far er blevet lykkelig igen. Min far og hans højgravide kone kommer også ind i stuen og sætter sig overfor Stefan og jeg. Damen sætter en bakke med kiks og saftevand på det lille stuebord.

"Jeg kan se du har taget en med?" siger min far og nikker over mod Stefan. "Ja, jeg hedder Stefan," svarer Stefan venligt, han rejser sig halvt op, for at række min far hånden. Jeg kan ikke lade være med at smile, han er så sød, når han opfører sig sådan. "Jeg kan se du gør hende glad, bliv ved med det, knægt!" siger min far og blinker til Stefan. "Eh, nej. Vi er ikke kærester," skynder jeg mig at sige. Jeg opdager at jeg ikke har sluppet Stefans hånd siden jeg tog den, jeg slipper den hurtigt og tager min hånd til mig. "Jeg har aldrig forstået de unge, når det kommer til kærligheden.." griner min far. 

"Hvorfor fik jeg at vide, at du var død?" spørger jeg for at komme til sagen. Han kigger ned i jorden og så igen op på mig. "Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en forklaring, som du ville kunne forstå. Jeg troede, at jeg gjorde det, som var bedst for dig," siger han stille. Hans forklaring får mig til at flippe helt ud! "Troede du, at det var bedst for en 13-årig pige, at hun også skulle miste sin far lige efter hendes mors død? Du var det sidste jeg havde tilbage! Forstår du? Det aller sidste!! Er du klar over hvad du tog fra mig, da jeg fik besked om din død, din falske død...." råber jeg vredt mens tårerne får frit spil. "Pia fik det til at lyde, som det bedste for dig," han nikker over mod sin kone. "Jeg kunne ikke give dig den omsorg du havde brug for i det øjeblik. Jeg var selv helt nede og det ved du også godt," tilføjer han. "Alt ville have været bedre end et børnehjem! Er du klar over hvordan det var der? Er du klar over hvordan det føltes at have mistet alt man havde?" spørger jeg hulkende. "Ja det er jeg, jeg mistede din mor og dig! Jeg ved godt hvordan smerte føltes.." Min far fælder også en tåre nu. "Hvorfor fanden gjorde du det så?" skriger jeg nærmest af ham, han gør mig så ked af det.. Han svarer mig ikke, hvilket kun sårer mig mere! "Kan du slet ikke se hvad den so har fået dig til? Hun ville have dig for sig selv. Den forklaring du kommer med er så åndssvag! Kan du slet ikke se at hun har manipuleret dig?" råber jeg. "Så stopper du! Sådan skal du ikke snakke om din stedmor!" råber min far tilbage. "Ellers hvad? Og du skal ikke kalde hende for min stedmor, forstået? Det kan godt være at hun erstattede mor i din verden, men det gør hun fandeme ikke i min!" Jeg rejser mig op og flyver nærmest over bordet. Jeg kan slet ikke styre mig, jeg går fuldstændig amok. Heldigvis er Stefan lige bag mig, så han trækker mig hurtigt tilbage. "Fuck dig! Jeg kan jo se at du har valgt din nye familie, så du skal ikke regne med mig!" siger jeg skuffet, og forlader så huset. 

Stefan og jeg er kommet et godt stykke væk, før jeg bryder tavsheden. "Lov mig at jeg aldrig skal se ham igen!" siger jeg trist, og trækker Stefan helt ind til mig. Stefan giver mig et kys på min hovedbund, og lover mig derefter at jeg aldrig skal se ham igen. "Jeg vil gerne give dig én chance til.. Jeg ved ikke om jeg fortryder det, men jeg føler, at det er forsøget værd." fortæller jeg ham, han stråler op. "Men kun på én betingelse; ikke flere løgne!" siger jeg og ser ham direkte ind i øjnene. "Så er der måske noget du burde vide.." siger han. Jeg lukker langsomt mine øjne i, og forbereder mig på det værste..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...