Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23859Visninger
AA

25. Kapitel 25 - En kæmpe løgn

Det er min far, det må det bare være. Han ligner den mand, som jeg har et billede af på mit værelse. Hans ansigt er ikke til at tage fejl af, jeg kan tydeligt se, at det er ham. Men hvordan? Hvordan er det muligt, at han står lige overfor mig, når han burde være død. Det er ikke muligt? Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ikke er ved at blive sindssyg..

Manden siger ikke et eneste ord, men står bare og ser forundret ud. Jeg kan sagtens sætte mig ind i hans situation. Hvordan ville jeg lige reagere, hvis min datter, som jeg ikke har set i 3 år og som tror jeg er død, pludselig stod foran mig? Det må være en sindssyg følelse, det bekræfter hans ansigtsudtryk i hvert fald. "Er det dig far?" spørger jeg. Tårerne i hans øjne kommer frem, han kan genkende mig. Min far kommer gående hen mod mig, og giver mig et kæmpe kram. "Undskyld," hvisker han i mit øre. I mens vi krammer, sker der noget mærkeligt med mig. Jeg får en voldsom hovedpine, mit hjerte begynder at hamre hurtigere og hurtigere. Billeder i mit hoved begynder at vælte frem. Minder fra den gang han lærte mig at cykle, og da han tog mig med på fisketur. Et minde får mig til at smile, han skulle lege hest, og så skulle han ned på alle fire, så jeg kunne ride på hans ryg som en rigtig prinsesse. Jeg begynder nu selv at få tårer i øjnene, jeg krammer ham hårdere tilbage, efter jeg kom i tanke om alle de her ting. Jeg lukker øjnene igen, og nu er alle de skrækkelige minder kommet. Jeg kan huske min mors død, tydeligt.. Min far var knust, og det var så svært at se ham sådan. Jeg husker hvor meget han ændrede sig, og at jeg var nødt til at forlade ham. Nu kan jeg huske den kæmpe smerte jeg følte, og den gør fandeme ondt! Jeg husker min plejefamilie og Pelle. Stefan!!! Jeg kommer i tanke om Stefan, og dermed alt hvad han har gjort. Det had jeg havde til ham før, blev lige ganget med ti, han sårede mig virkelig hårdt, og det kan jeg tydeligt mærke nu. Men samtidig kan jeg også huske, hvor meget han betød for mig. Han betød virkelig meget, det kan jeg ikke komme udenom... Jeg trækker mig fra krammet, og ser min far ind i øjnene. "Har du ikke lyst til at komme hjem til os? Jeg vil så gerne forklare det hele," siger min far forsigtigt. Jeg nikker, og i det kommer Lauritz gående. Han ser meget forvirret ud, hvilket jeg godt kan forstå. "Du må selvfølgelig godt tage din kæreste med?" tilføjer han, og nikker hen mod Lau. "Nej, Lauritz er ikke min kæreste!" siger jeg og griner lidt. "Nå, jamen okay. Her er adressen i hvert fald," svarer han og giver mig et lille stykke papir. Her skilles vi ad, men denne gang ved jeg, at jeg ser min far igen. 

På vej hjem til mig, forklarer jeg det hele til Lau. Han ser chokeret ud, men han er samtidig så glad på mine vejene. Jeg fortæller ham også, at jeg kan huske igen. Det er noget som undrer ham, da lægerne jo sagde, at jeg aldrig ville komme til at kunne huske igen. Lauritz sagde noget ret klogt i forhold til det. Han sagde, at bare at se min far igen, gjorde noget følelsesmæssigt ved mig. Den oplevelse må have revet det hele frem igen, en anden forklaring er der ikke.

Jeg fortæller Lauritz, at jeg nok skal klare mig herfra, da vi er kommet hjem til mig. Vi krammer hinanden farvel, derefter lukker jeg hoveddøren i. Jeg venter på at Lauritz er gået langt væk, så han ikke kan se mig, når jeg forlader huset om lidt. Jeg vil ikke have at han skal se i hvilken retning jeg løber, han vil ikke bryde sig om det...

Jeg banker ivrigt på døren, da jeg når mit mål. Stefan åbner døren, og jeg springer i armene på ham. Først undrer han sig, men så tog han imod krammet, og krammede mig tilbage. "Min far lever endnu!" siger jeg smilende. "Hvad?" Stefan ser ret forvirret ud. "Ja, jeg mødte ham helt tilfældigt i indkøbscenteret sammen med Lauri.." Jeg stopper mig selv. Jeg er udmærket godt klar over, hvor stramt Stefan har det med, at jeg har været så meget sammen med Lauritz her på det sidste. 

For at skifte emne, og komme videre, tager jeg Stefan i hånden og river ham med ud af døren. Vi går hånd i hånd hjem til min far. Selvom vi ikke har været på talefod, så føler jeg bare at det er ham, jeg gerne vil have med. Stefan var den første person jeg fortalte min historie til, og derfor har jeg bare brug for ham.. Jeg kan ikke beskrive det, for egentlig burde jeg hade ham, men han er ligesom den første jeg turde stole på. Det kan ikke siges mere enkelt end, at det i sidste ende altid vil være Stefan, som står ved min side... Jeg kan ikke tage stilling til, hvordan det vil fortsætte mellem os. Jeg ved bare, at jeg har brug for ham lige nu.

Jeg banker nervøst på døren. En dreng jeg aldrig har set før åbner, tanken om at vi er gået forkert strejfer mig hurtigt. Stefan og drengen kigger undrende på hinanden. "Er det dig Jonas?" spørger Stefan tvivlende. Jeg kigger forvirret på dem begge, hvor kender de hinanden fra?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...