Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23859Visninger
AA

24. Kapitel 24 - Far

"Ja, altså.. Eh, hvem gør ikke det?" siger han usikkert. Jeg har gennemskuet ham, han skal bare ikke tro, at han kan lyve overfor mig nu! "Hvad har Stefan at gøre med, at vi sidder her sammen?" spørger jeg. "Er det ham, som har arrangeret det her? Hvis jeg havde min hukommelse lige nu, ville jeg vide om du er en af hans venner, men eftersom jeg ikke har den, kan I narre mig med næsten alt.." Hvis Andreas bare er endnu en del af det her syge spil, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. "Svar mig nu forhelvede!" råber jeg. "Snak med Stefan, okay?! Jeg er træt af piger som dig, så irriterende typer altså.." svarer han. Av, den gjorde ondt. 

Andreas's synsvinkel

Jeg er kun lige nået ud af Cafeen, før jeg tager min mobil frem og ringer til Stefan. "Hun fik en mistanke om alt det her, din 'geniale' plan virkede ikke!" siger jeg lige da Stefan tager sin telefon. "Forhelvede da! Hvorfor gjorde den ikke det? Du havde kun en lille opgave, og ikke engang det kunne du formode at klare? Jeg klarede det så godt oppe på skolen, hun hoppede virkelig på, at jeg var såret, da jeg så jer sammen." svarer Stefan vredt. "Det er fandeme ikke min skyld Stefan. Og desuden kan jeg ikke gøre det mod hende, og det kan du fandme heller ikke. Hold nu op med alle dine planer og løgne, hvornår lærer du, at du ikke kommer nogen vejne med det?" spørger jeg irriteret. "Årrg fuck dig Andreas, du lyder fandeme ligesom Lauritz nu.." Stefan er nu mere irriteret end før! "Åbenbart kan vi jo alle sammen, undtagen dig, se hvad problemet er, nemlig dit ego! Tag dig sammen før du mister alt.." siger jeg og mener hvert et ord. "Mister hvad? Jeg har jo allerede mistet hende.." svarer Stefan, han er blevet mere rolig igen. "Jeg fortalte hende ikke om planen, jeg sagde bare, at hun skulle snakke med dig. Du har stadig en chance, en meget lille en, men du har i det mindste en. Gør nu bare det rigtige for en gangs skyld, fortæl hende sandheden!" Efter ordrerne har forladt min mund, bliver der helt stille i den anden ende af røret. "Tak," hvisker han efter 20-30 sekunderes stilhed. Herefter lægger han på.

D/N's synsvinkel

Lige da Andreas forlader cafeen, får jeg lyst til at ringe til Stefan. Jeg tøver lidt med at ringe, men da jeg endelig for taget mig sammen, er der optaget.. Held i uheld? Har jeg overhovedet lyst til at vide, hvad der foregår? Har jeg lyst til at blive såret igen? Men frem for alt, har jeg så lyst til at indse, at Stefan ikke har ændret sig, overhovedet..?

Efter 5 minutters tid, ringer jeg igen. Han tager den hurtigt, og idet begynder mit hjerte at banke hurtigere end før. "Stefan?" siger jeg usikkert og spørgende, selvom jeg godt ved, at han er der. Jeg kan høre ham trække vejret igennem telefonen, han har altid trukket vejret så tungt, når han er nervøs. "Hvad foregår der egentlig?" spørger jeg. "Ikke no.." Jeg afbryder ham hurtigt. "Nej, stop Stefan! Ikke flere løgne nu.." siger jeg bestemt. Der bliver helt stille, det næste jeg hører er 'dud dud dud', han har lagt på.

En uge senere

Siden min og Stefans korte samtale, har der været fuldstændig stille imellem os. Jeg tror, at vi for alvor fik sagt farvel til hinanden den dag.. Men jeg har været meget sammen med Lau, han har virkelig været en stor støtte for mig. Vi har stort set været sammen hver eneste dag, timerne med ham, er nogen af de tryggeste jeg har. I dag skal vi ud at shoppe lidt, hvilket jeg glæder mig meget til. Lauritz og jeg går ind i Vero Moda, hvor jeg står og kigger lidt på tøjet. Jeg drejer hovedet, og ser på en gravid dame, som står ved siden af mig. Jeg smiler meget venligt til hende, men det smil fortager sig hurtigt. En mand kommer gående over mod hende, jeg ser forskrækket på dem begge. "Far?!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...