Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23877Visninger
AA

23. Kapitel 23 - Ny start

Mandag-morgen

Ny start på ugen, og en ny start på livet. Selvom Stefan og jeg går i klasse sammen, skal det hele nok komme til at fungere. Jeg kan sagtens ignorere ham, jeg kan sagtens klare at se ham hver eneste dag. Nu har jeg jo Lauritz, han skal nok hjælpe mig. Lauritz har virkelig hjulpet mig utrolig meget, han er den eneste jeg har.

"Godmorgen alle sammen" hilser læreren idet hun kommer ind af døren. Dagen går hurtigt, og det er jeg så glad for. Jeg ville ikke have kunne holde ud, at være i samme rum som Stefan et sekund længere. Stemningen imellem os er så akavet, i hvert fald fra min synsvinkel af. Stefan sender mig hele tiden undskyldende blikke, som om jeg ikke har fattet, at han virkelig fortryder sine fejl. Jeg holder jo stadig af ham, og det bliver da også svært at glemme ham lige foreløbig. Alt det er jeg udmærket godt klar over, men ændrer det noget, at være klar over tingene? Ændrer det noget for den situation vi står i lige nu? Svaret er et klart nej. Det ændre intet, selvom jeg ville ønske det gjorde. Jeg ville for alt i verden tilgive Stefan, hvilket jeg måske også godt kan. Han har en speciel betydning for mig, og det er der ikke noget, som der kan ændres på. Ikke engang det lort han har gjort mod mig..  Alligevel føler jeg ikke at det er fair, hvis jeg ser gennem fingrene med det. Han ville aldrig gøre sådan noget igen mod mig, det ville han ikke turde. Han har lært af sin fejl, håber jeg da... Men hvad er det så der holder mig tilbage fra at tilgive ham? Ville jeg se anderledes på tingene, hvis jeg havde haft min hukommelse, og kunne huske hvordan det må have føltes at blive såret så voldsomt, som jeg blev? Det tror jeg.. Jeg kan sætte mig ind i, hvordan det må have været, men smerten er jo bare ikke den samme. Det er det som holder mig tilbage, minderne fra dengang har jeg ikke længere, og uden dem, kan jeg vel bare ikke tage den beslutning.

Jeg bærer en masse bøger, da jeg går ud af klassen. Jeg går rundt om hjørnet, og går selvfølgelig ind i en, så jeg ender med at tabe alle mine bøger. "Ej undskyld!" siger en mandlig stemme. Jeg ser op, og ser en dreng med et undskyldende smil på læben. "Det er helt okay," svarer jeg. "Jeg hedder Andreas," siger han, og giver mig bøgerne. "D/N," svarer jeg glad. "Har du lyst til at drikke en kop kaffe eller noget på cafeen?" spørger Andreas, hans stemme er lidt mere nervøs nu. "Jeg ville gerne, tro mig. Men jeg er lige kommet ud af et forhold, og jeg har virkelig ikke lyst til noget nyt lige nu.." svarer jeg ham med et skævt smil. "Åh ja, Stefan Hjort, ik?" spørger han. "Jo, hvordan vidste du det?" spørger jeg forbavset. "Jeg tror måske nærmere du skulle lede efter nogen, som ikke ved det. Det ville være lettere!" ler han. Jeg går med det samme væk fra ham. Sikke en idiot.. "Nej vent, det var ikke sådan jeg mente det!" råber han efter mig. Jeg vender mig om mod ham. "I drenge ved aldrig hvad I mener! I er alle sammen de største svin!" råber jeg. I det jeg har sagt det sidste ord, kommer Stefan gående rundt om hjørnet. Typisk. "Ved du hvad? Måske skulle du forklare mig det hele, mens vi drikker en kaffe sammen!" siger jeg bestemt og smilende, og ser så over på Stefan, for at være sikker på, at han hørte det. Det gjorde han tydeligvis, og hans sårede blik giver mig en smule dårlig samvittighed, men kun en smule...

Vi sidder på cafeen, og har lige fået vores kaffe. Jeg sidder i mine egne tanker, dem afbryder Andreas dog hurtigt. "Hallo?" siger han, og vifter men sin hånd foran mit hoved. "Undskyld. Jeg er lidt ved siden af mig selv fortiden.. Du ved jo nok, at jeg lige er kommet hjem fra sygehuset, ik?" spørger jeg smilende. "Jo, det har Stefan forta..." Jeg afbryder ham hurtigt. "Kender du Stefan?!?!" spørger jeg ivrigt. Er ham og Stefan venner? Åh nej, hvilken fælde er jeg nu røget ind i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...