Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23848Visninger
AA

22. Kapitel 22 - Break up

D/N's synsvinkel

"Så sig dog noget!!" råber jeg mens tårerne triller ned af mine kinder. "Du var så glad. Jeg har aldrig set dig gladere. Jeg ville ikke ødelægge dit liv igen, denne gang skulle det virkelig ikke være min skyld, at du ville bryde sammen igen. Dét har det været én gang, og det var én gang for meget.. " siger han stille. Det her kommer som et chok for ham, det er tydeligt at se. Gad vide hvor længe han ville have løjet for mig, hvis jeg ikke havde konfronteret ham med det nu. "Skulle det ikke være din skyld igen? Ville du ikke føle skyldfølelse igen? Alt handler bare altid om dig! Synes du ikke, at jeg fortjente, at kende til sandheden?" spørger jeg irriteret. "Hvorfor hører du altid kun det du vil høre? Jeg har overhovedet ikke sagt, at jeg ikke ville føle skyldfølelse igen!" svarer han mig irriteret. "Tror du jeg er en idiot, Stefan? Det er det du mener, og det ved du også godt! Sådan er du bare!!" råber jeg tilbage. "Du for det til at lyde som om, at det hele er min skyld! Men det er det ikke, Stefan.. Det er din, kun din skyld." siger jeg mens tårerne igen triller ned af mine kinder. "Jeg ved det godt, men du ved altså også godt, hvor meget jeg fortryder det, og hvor ked af det jeg er.." svarer han trist. "Du virkede ikke specielt ked af det igår! Faktisk virkede det ikke til, at du overhovedet havde planer om at fortælle mig sandheden. Alt var jo perfekt i dit hoved, så længe jeg ikke vidste noget om din lille hemmelighed. Det er forbi Stefan.." svarer jeg ham, og vender mig om. 

Jeg går med hastige skridt væk fra ham, jeg sætter mig ned på den nærmeste bænk, her finder jeg min mobil frem. "Jeg gjorde det!" siger jeg hulkende. "Jeg konfronterede Stefan, og gjorde det forbi.." Min stemme ryster, og det er svært at høre, hvad jeg siger. "Du gjorde det rigtige.." svarer Lau mig trist. "Jeg er på vej hen til dig.. Vi ses." siger han og lægger på. 

Flashback start

Jeg var næsten faldet i søvn, da det igen banker på døren. Døren går forsigtigt op, og ind af den træder Lauritz. Det var ikke lige ham, jeg havde regnet med at se. "Vi skal snakke sammen! Jeg ved godt, at det er sent, men det handler om Stefan." fortæller han, og jeg rejser mig straks op i sengen. "Er der sket noget med ham?" spørger jeg bekymrende. "Nej, bare rolig.." svarer han. "Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal sige det her, faktisk ved jeg ikke engang om jeg burde sige det.. Men jeg har lige skændtes med Stefan over den måde han behandler dig på, og jeg kan bare ikke se på længere. Du bliver nødt til at kende til sandheden, så må du selv beslutte, hvad du gør med den information, som du får nu." Han er nervøs, det er ikke så svært at se. Men hvorfor? Hans opførsel og alle de mærkelige ting han fortæller, gør også mig ret så nervøs. "Hvad er det Lauritz?!" spørger jeg med en bestemt tone i min stemme. "Da du kom på skolen, lavede Stefan og hans venner et væddemål om dig. De var pisse ligeglade med alt, og skulle bare have noget at grine af. Stefan har altid behandlet piger dårligt, så derfor gjorde det ham ikke noget, at du blev den næste i rækken. Problemet var bare, at han ret hurtigt fik følelser for dig.. Sådan som han har det med dig, har han aldrig haft det med nogen før. Han elsker dig, det gør han virkelig! Han er bare så dårlig til at udtrykke det.. I stedet fuldførte han væddemålet. Du havde lukket dig op for ham, og fortalt ham alt fra dit liv.. Han udnyttede den viden han fik, og fortalte det videre til alle.. Du blev så knust, og det er sådan du endte her. Jeg ved ikke hvad Stefan har fortalt dig, men det er 100% sikkert ikke sandheden.. Det her er sandheden, og den burde du bare at kende!" Alt det Lauritz fortæller mig virker så fjernt, så uvirkeligt.. Alligevel er jeg bare heller ikke et eneste sekund i tvivl om, at han siger sandheden! Stefan har opført sig mærkeligt, når det handlede om, hvordan jeg endte her.. Det er Stefans skyld, at jeg endte her.. Det han har gjort, kan jeg aldrig tilgive ham for. Selvom jeg intet husker, så sidder det stadig i mig på en eller anden måde...

Flashback slut

Lauritz kommer løbende over mod den bænk, som jeg sidder på. Han når kun lige at sætte sig ned, før jeg har kastet mig i armene på ham. Jeg græder så meget, jeg kan slet ikke mindes, hvornår jeg sidst har grædt så meget.. Men på den anden side, kan jeg slet ikke mindes, at jeg nogensinde har grædt.. "Jeg fortalte ham, at jeg hørte ham og Pelle snakke om det, da de stod foran mit værelse! Han ved ikke, at jeg har det fra dig.." fortæller jeg, Lauritz ser lettet på mig og smiler. "Det gør så ondt!" siger jeg grædende. "Hvorfor gør det så ondt? Hvorfor var det så forfærdelig hårdt at sige farvel til ham? Han har jo kun behandlet mig dårligt, hvorfor er det så svært at sige farvel?" spørger jeg. "Det vil altid gøre ondt, at sige farvel til én, som man elsker så meget, som I elskede... elsker hinanden.." svarer Lauritz og retter sig selv. Hans svar for mig til at bryde endnu mere sammen.. Jeg troede, at jeg gennemgik den værst tænkelige smerte i det øjeblik.. Men jeg troede forkert. Der ville komme til at ske noget meget værre, noget som vil vende op og ned på alt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...