Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23869Visninger
AA

21. Kapitel 21 - Hun ved det...

Stadig Stefans synsvinkel

Mit blik stiver. Han har ret, jeg kommer til at miste hende på et tidspunkt, og det er op til mig, at vælge hvornår og hvordan det skal gøres... Jeg holder bare for meget af hende, til at skulle give slip nu, så jeg fortæller ikke sandheden til hende, ikke endnu.

"Jeg kan ikke gøre noget ved det lige nu Lauritz, det eneste jeg har lyst til, er at være sammen med hende!" sige jeg med min normale stemme. Jeg har ikke lyst til at råbe mere af ham. "Hold kæft du er en nar!" siger Lauritz i det han vender sig om og går. Han har ret, jeg er en nar, men jeg kan ikke gøre noget ved det mere. Hvad nytter det at sige sandheden nu? Jeg kan lige så godt spille det her skuespil videre så længe, som jeg kan. Fortæller jeg hende det hele nu, så mister jeg hende.. Jeg har haft følelsen af at miste hende før. Det var så forfærdeligt, jeg vil aldrig føle sådan igen! Når jeg ser tilbage på, hvordan det var, så bliver jeg næsten helt skræmt, bare ved tanken om hvordan det hele var.

Flashback start

Jeg må tilbage til hende, jeg skal bare se hende igen. Jeg bliver nødt til at forklare hende det hele på en ordentlig måde, jeg skal nå at fortælle hende hvordan jeg føler.. Turen hen til sygehuset føles uendelig lang, men jeg bider det i mig. Jeg styrter igennem sygehuset, og ned mod hendes stue. Der er en masse larm på hendes afdeling, hvilket gør mig mere nervøs. Jeg står forenden af gangen, og ser at alt larmen kommer fra hendes stue af. Der er så mange læger dernede, at jeg knap nok kan se hvad der foregår. Kort efter bliver hendes seng kørt ud af stuen, hun ligger livløst i den. Mit blik stivner, mit hjerte hamre hurtigere end nogensinde før og min verden kollapser... Jeg løber ned af gangen, og over til hende. "Ud af vejen knægt!" råber en læge efter mig. Herefter forsvinder de alle sammen længere nede af gangen. Jeg falder langsomt ned mod gulvet, her sætter jeg mig op af væggen. Oppe i mit hoved kører alt rundt, det er ikke til at fatte hvad der lige skete. Er hun virkelig død? Er pigen jeg holdt så meget af død? Det er min skyld.. Det er min skyld at hun er død nu! Det er mig der har fået hende helt her ud igen. Tårerne triller ned af mine kinder, jeg er så knust som aldrig før. Jeg har lige mistet det som betød aller mest for mig..

Flashback slut 

Næste dag

Jeg vågner af, at mit vækkeur ringer. Jeg skal over at hente D/N på sygehuset nu her, jeg sender hende hurtigt en sms, hvor jeg spørger om, hvornår jeg skal komme. Hun svarer hurtigt, at jeg slet ikke skal komme. Hendes besked undrer mig, og derfor ringer jeg til hende. Jeg får hende overtalt til, at jeg kommer og henter hende.

Jeg venter foran sygehuset, her har vi nemlig aftalt at vi skal mødes. Hun kommer ud af døren, hun bærer på hendes taske, som ser ud til at være tung. Jeg tager den fra hende, og bærer den for hende. Vi er nået lidt væk fra sygehuset, hvor jeg så stopper op, for at spørge hende om noget. "Er der noget galt?" spørger jeg undrende. Hun har ikke sagt noget som helst, og har i det hele taget opført sig lidt mærkeligt siden igår. "Spørger du seriøst om, hvad der er galt? Hvor dum tror du lige jeg er Stefan?! Hvor længe havde du tænkt dig at lyve? Jeg hørte jer ved døren på sygehuset! Jeg hørte det hele.. Jeg ville bare ikke tro på, at det kunne være sandt! Jeg håbede virkelig på, at du ikke havde gjort noget så modbydeligt mod mig! Men frem for alt, håbede jeg på, at du ville fortælle mig sandheden, da jeg spurgte ind til det.." råber hun af mig. Jeg står med åben mund, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere.. Hun ved det, hun ved det hele..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...