Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23853Visninger
AA

20. Kapitel 20 - Tid til at sige farvel?

Stefans synsvinkel

Hvad gør jeg nu? Det her måtte bare ikke ske. Jeg bliver nødt til at lyve for hende, bare én sidste gang. Det her vil være den sidste gang, det lover jeg mig selv! Hvis jeg bliver ved med alle de løgne, så ender det med, at hele vores forhold er en stor løgn.. En større løgn, end det allerede er.

"Vi snakkede bare om din familie, altså din biologiske familie!" siger jeg og håber virkelig på, at hun køber den. "Min biologiske familie? Er I sikre på at det er bedst, hvis jeg ikke kender til sandheden?" spørger hun usikkert. "Ja!" svarer Pelle og jeg i kor. "Okay, så vil jeg ikke vide det.. Ikke hvis det vil såre mig!" siger hun trist. "Nå, men jeg må hellere få pakket mine ting, og så få en god nats søvn. Jeg må forlade sygehuset i morgen middag." fortæller hun os. Jeg går langsomt over mod hende, "ring, så henter jeg dig i morgen!" siger jeg bestemt. Jeg trækker hende tættere på mig, jeg skal til at give hende et kys, men hun afviser mig. "Ikke nu Stefan!" siger hun irriteret. Jeg giver hende et undrende blik, og hun kigger derefter over på Pelle. Jeg forstår hendes signal, og nøjes med at give hende et kram. 

Samme aften

Det banker på hoveddøren, jeg er alene hjemme og har ingen idé om, hvem det kunne være. Jeg går hen mod døren, åbner den og ser at Lauritz står foran den. Magter jeg ham lige nu? Egentligt ikke, men alligevel lukker jeg ham ind, han ser ud til at have noget på hjertet.

"Hvad så?" spørger jeg, da vi har sat os i sofaen i stuen. "Det jeg gjorde i dag, gjorde jeg for dig. Vi har været venner i så mange år nu Stefan, og derfor kender jeg dig rigtig godt. Du kan være noget af en idiot nogen gange, du er tit egoistisk og du spiller tit smart, og tror du er så meget bedre end alle andre.." Jeg afbryder Lau. "Burde der ikke snart komme et 'men'?" spørger jeg med et lille smil på læben. "Jo, men du elsker hende, det gør du virkelig. Jeg har aldrig oplevet dig på den måde, som du er, når du er sammen med hende. Du ville gøre alt for hende, og for alt i verden ville du aldrig såre hende.." fortæller ham mig. Hans ord rører mig faktisk lidt, ham og jeg har aldrig haft en samtale som denne før. "Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig! Men jeg så det for sent Lau, jeg nåede at såre hende så frygtelig hårdt, inden jeg opdagede hvad jeg følte.." Fortæller jeg, han nikker sig enig i det jeg siger. "Hvorfor tror du jeg fortalte Pelle sandheden? Du havde brug for et skub i den rigtige retning! Jeg ved jeg skulle have snakket med dig først, men du ville aldrig risikere noget, som kunne gøre at du ville miste hende. Når det kommer til stykket, vil du altid være dig selv i sidste ende, du ville altid gøre det du synes er rigtigt.. Problemet er bare, at de valg du tager, oftest kun er bedst for dig." Lauritz har ret, det er jeg jo godt klar over. Alligevel gør det mig bare så irriteret, at jeg faktisk er den nar, som han beskylder mig for at være.. "Jeg ved det godt, jeg er godt klar over alt hvad du siger.. Det er bare svært! Hvad ville du gøre, hvis du stod i min situation?" spørger jeg ham. "Jeg ville sige sandheden, for det fortjener hun. Jeg ville ikke engang have samvittigheden til at lyve så meget overfor hende, som du gør." svarer han mig. "Det er også svært!" siger jeg stille. "Hvorfor gør du det så Stefan? Hvordan fanden kan du gøre alt det her mod hende? Hvordan kan du blive ved med at lyve? Jeg fatter det simpelhen ikke!" Lauritz har hævet stemmen nu. "Hvad synes du jeg skal svare? Jeg ved du har ret, men jeg kan ikke stoppe nu.. Jeg har allerede fortalt så mange løgne.. Hvordan skal jeg komme ud af dem?" spørger jeg irriteret. Lauritz ruller bare øjne af mig. "Ved du hvad dit problem er Stefan? Du tænker altid kun på dig selv!" Råber han af mig. "Du er så fucking dum at høre på Lauritz! Kom du bare her for at fortælle mig det? For i så fald kan du skride igen!" råber jeg tilbage til ham. "Du er en kæmpe, kæmpe idiot, hvordan kan du ikke se det Stefan? Alle de løgne kommer heller ikke til at redde jeres forhold.. Måske virker det her i starten, men du kan ikke lyve for hende for evigt, du kommer til at miste hende lige meget hvad.  Det er bare op til dig, at finde ud af, hvilken måde der er den rigtige måde, at miste hende på..." 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...