Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23876Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Hvad sker der?

Timen slutter, og jeg har endelig fri. Det har været en virkelig underlig dag i dag, og jeg går herfra med blandede følelser. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive dagen. Jeg har mødt nogle nye søde mennesker, og nogle lidt underlige mennesker. Jeg vidste bare ikke, at jeg også havde mødt nogen, som ville komme til at ødelægge mit liv fuldstændig. 

Jeg træder ind af døren og hører, at min pleje-storebror Pelle er hjemme. Jeg går ind til ham, og sætter mig ved siden af ham. Han spørger ind til hvordan min første skoledag har været, og jeg fortæller ham om den ned til mindste detalje. Jeg kan snakke med ham om alt, han er som en ven for mig. Faktisk er han min aller bedste ven, og det er jeg så glad for. Han er der bare altid for mig, og jeg kan være fuldstændig mig selv med ham. 

Pelle tænder fjernsynet, og jeg sidder og følger koncentreret med. Ud af det blå kommer der en pude flyvende i hovedet på mig. Han begynder at grine helt vildt, fordi jeg blev så forskrækket. Typisk ham at være sådan. Jeg tager en pude, rejser mig op og går over til ham. Jeg springer på ham, og begynder at slå ham med puden. Så kan han fandeme lære det. Jeg griner helt vildt meget, jeg kan slet ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så glad. Det er en rar følelse, en følelse som jeg har savnet rigtig meget i de seneste år. "Hvorfor er du så glad i dag?" spørger han, mens han rynker brynene. Jeg griner et lille grin, og ser bare ned i jorden. "Min lille pige har vist mødt én i dag!" siger Pelle selvsikkert, og griner bare mere. Jeg giver ham et ekstra slag med puden. "Jeg har på fornemmelsen at alt går den rigtige vej nu. Jeg føler mig endelig glad og tilpas igen!" Et kæmpe smil kommer frem på mine læber. "Den dreng må fandeme være den eneste ene," fortsætter Pelle. "Du er så dum at høre på!" griner jeg. Derefter går jeg ind på mig værelse.

På mit natbord står et billede af min mor og jeg. Jeg går hen og sætter mig på min seng. Jeg tager billedet fra mit natbord, og kigger på det. Et lille smil breder sig over mine læber. Jeg savner hende, men hun har det bedre, der hvor hun er nu. Hvis jeg tænker på den smerte hun må have følt dengang, og hvor meget hun kæmpede for min far og jeg, så bliver jeg bare så stolt af hende. Hun gjorde alt hvad hun kunne, for at blive hos far og mig, men kræften var bare stærkere.. Alligevel er jeg så utrolig stolt af hende. Hun var så stærk, det er i hende jeg fandt modet til at kæmpe kampen hertil, hvor jeg er nu. 

Jeg kan høre nogen ringe på døren, og undrer mig lidt over hvem det kunne være. Jeg kan høre at Pelle er gået ud til døren, og allerede har åbnet den, så jeg bliver bare på værelset. Pludselig går døren op ind til mit værelse, jeg får et lille chok. "Der er en som skal snakke med dig," siger han, og laver sit drillende smil. "Er det ham du er forelsket i?" spørger han, kort efter udbryder han i latter. "Du er dum!" svarer jeg ham bare, og går derefter ud til døren. Hvem skulle komme og besøge mig? Jeg kender ingen, og jeg har ingen venner, som kunne være kommet? Det her er lidt mærkeligt..

Ude foran døren står Lauritz, det giver et lille sæt i mig, da jeg ser ham. Hvad laver han her? Nå, det er sikkert bare noget med matematik opgaven. Men hvorfor er Stefan der så ikke? "Hva' så?" spørger jeg og smiler. "Hey, jeg kom egentlig bare for at sige, at du hellere må passe på!" siger han nervøst. Jeg når slet ikke at svare ham, eller reagere på hvad han sagde. Hvad mener han? Hvad foregår der? Hvorfor skal jeg passe på? Jeg mærker en følelse af angst presse på. Det her er grunden til, at jeg er bange for at være glad. Hver gang jeg er glad, sker der et eller andet som sårer mig, og ødelægger alt for mig...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...