Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23864Visninger
AA

19. Kapitel 19 - Lauritz har fortalt sandheden

Stefans synsvinkel

"Hvordan kunne du gøre det mod hende?" råber han af mig. Jeg er ikke længere et sekund i tvivl om, at Pelle ved alt. Jeg kigger over på Lauritz, han hvisker ordet undskyld til mig, jeg fatter ikke at han gjorde det. Hvad skal jeg gøre nu? Jeg har lige fortalt hende den største løgn, og hun købte den. Nu kommer Pelle og ødelægger det hele, han ødelægger alt for mig. Jeg havde lige fået styr på alt, jeg var lige blevet så sikker på, at jeg ikke ville miste hende lige foreløbigt.. Men det skal ikke kun handle om mig, hun fortjener sandheden. Efter alt det hun har været igennem, fortjener hun det virkelig. Jeg ville aldrig selv være i stand til at fortælle hende sandheden, så måske er det bedst, at Pelle gør det nu.  

"Hvad snakker du om Pelle? Stefan gjorde det ikke med vilje, okay?! Gider du godt lade være med at råbe af ham?" siger hum med en oprevet stemme, hun virker sur. "Gjorde han det ikke med vilje? Hvordan kan man gøre sådan noget uden, at det var meningen?" spørger Pelle flabet. Jeg ville ønske at han holdt sin kæft nu, han gør det det hele så meget værre. "Det var et uheld!" råber hun nærmest af Pelle. "Var det et uheld at han misbrugte din tillid? Kalder du det et uheld? Hvor dum er du lige?" råber Pelle tilbage til hende. Hun bliver chokeret over de ord, som lige forlod hans mund. "Han misbrugte forhelvede ikke min tillid! Det var et uheld, der var alkohol involveret.. Tror du han ville gøre sådan noget med vilje? Hvor dum er du lige?" snerrer hun tilbage. "Og hvordan kan du efter alt det som er sket, bare vove på at beskylde Stefan for at udnytte mig? Stefan ville aldrig gøre noget for at såre mig!! Aldrig." siger hun bestemt. Jeg får med det samme dårlig samvittighed.. Hvis bare hun vidste hvad jeg har gjort, så ville hun trække de ord tilbage med det samme. "Tror du ikke han ville det? Jeg synes du skulle spørge ham om det en ekstra gang!" svarer Pelle, imens han lægger sine arme over kors. Hun vender sig straks om mod mig, fortvivlelsen i hendes øjne er der. "Hvad snakker han om Stefan?" spørger hun mig usikkert. Skal jeg lyve videre nu? Der er vel ingen grund til at lyve mere nu, alt er alligevel fortabt. "Stefan? Har Pelle ret?" spørger hun igen. "Nej.." svarer jeg bare. Jeg kan ikke se hende i øjnene, og fortælle alt det lort, jeg har gjort mod hende.

"Så stopper du Stefan! Nu fortæller du hende fandeme sandheden. Fyre som dig, giver mig lyst til at brække mig!" siger Pelle modbydeligt. Nu er det nok! Jeg går over mod Pelle, river fat i hans arm, og tager ham med ud på gangen. Lauritz følger automatisk med. Jeg starter med at se over på Lauritz. "Hvad fanden har du gjort?" spørger jeg ham alvorligt. "Jeg gjorde ingenting! Da jeg kom, stødte jeg ind i Pelle. Jeg spurgte ham hvordan hans søster havde det, og så fortalte han mig, at han lige havde fået at vide, at hun er endt her pga. selvmordsforsøg. Stefan, tænk dig dog lidt om man! Hvordan tror du det er, at få sådan noget at vide? Jeg fortalte ham om væddemålet, ja. Men jeg gjorde det for din skyld! I sidste ende er det altid det rigtige at sige sandheden, og det burde du altså vide efterhånden. Prøv lige at se dig omkring, kan du se hvor alvorligt det her er? Kan du se hvor alvorlig galt det gik den her gang? Det var for meget Stefan, den her gang gik du over stregen.." fortæller Lauritz mig ærligt, og jeg ved jo godt at han har ret. "Jeg ved det godt.. Men hun husker det ikke, jeg har fortalt hende en løgn om hvorfor hun er endt her. Hun tror på den. Kan vi ikke bare glemme at det er sket?" spørger jeg. "Glemme at det er sket? Hun kan ikke huske sin familie, hendes bror, eller noget andet. Hvordan skal de lige kunne glemme det? Hvornår stopper du med kun at tænke på dig selv?" spørger Lau mig, han er pisse sur på mig, jeg har aldrig set ham sådan før. "Du er en kæmpe idiot!" Det er de sidste ord han siger til mig, inden han forlader sygehuset.

"Pelle? Jeg ved godt jeg har lavet lort, tro mig.. Men hvis vi siger sandheden nu, hvordan tror du så hun vil have det? Hun bryder helt sammen, så egoistisk det end lyder, så er jeg den eneste hun har i øjeblikket.. Lad være med at fortælle hende sandheden.." beder jeg ham. Pelle kigger lidt rundt, og grubler lidt. "Du har ret, det ville hun ikke kunne klare. Men jeg gør det ikke for dig! Jeg gør det for hende." siger Pelle bestemt. Jeg begynder at smile over hele ansigtet, nu kan det her ikke gå galt. "Lade være med at fortælle mig hvilken sandhed?" spørger D/N henne fra døren til hendes værelse. Fuck... Jeg var lidt for hurtig på aftrækkeren!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...