Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23879Visninger
AA

18. Kapitel 18 - Stefan lyver

"Stefan? Svar mig nu forhelvede! Hvad laver jeg her?" Jeg bliver mere hård i min tone nu, jeg gider virkelig ikke vente et sekund længere på, at han skal svare på det skide spørgsmål! Hvor svært kan det være? "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige.." svarer han tøvende. "Bare fortæl mig sandheden, jeg kan klare det." 

Stefans synsvinkel

Ja.. Helt sikkert. Som om du ville kunne klare at høre, at den eneste person du nogensinde har turde fortælle hele sin frygtelige historie til, gik bag din ryg, udnyttede din tillid og fortalte den til alt og alle. Det ville hun ikke kunne klare, det er der ikke nogle, som ville kunne. "Du skal bare vide, at jeg godt ved at det var en kæmpe fejl, jeg ville ikke have at det skulle ende sådan her.." fortæller jeg hende, og mener hvert et ord. Nu er det nu, nu kommer sandheden på bordet. "Hvad snakker du om, Stefan?" Hun tager min hånd i sin ene hånd, hendes anden hånd tager hun op til min kind. Idet hun rører min kind, lukker jeg øjnene. Det er nærmest som om, at hendes berøring gør ondt. "Tag det nu roligt", siger hun stille til mig. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre som hun beder om, men det er bare svært. "Jeg.. Jeg.. Du ved nok.. Altså.." Jeg kan ikke få et eneste ord ud. Jeg kan ikke få ordene ud af min mund, måske fordi jeg ved, at når jeg for dem sagt højt, vil jeg for alvor blive klar over hvad jeg har gjort.. Ting vil altid lyde værre når man for sat konkrete ord på det, end når man bare går og tænker dem. Når jeg først har sagt de ting højt, som jeg har gjort mod hende, så vil jeg ikke kunne skjule det mere. Ikke engang for mig selv... Tårerne har allerede presset sig på, jeg mærker allerede de første tårer løbe ned ad mine kinder. Jeg mister hende nu, bare tanken om det er uudholdeligt. "Det er min skyld at du er her.." hvisker jeg. Hun lukker langsomt hendes øjne i, det er som om hun anede det, men alligevel havde et håb om, at det ikke passede. "Hvordan?" spørger hun stille. Tanken om at skulle ødelægge alt nu, og skulle knuse hende endnu mere end hun allerede er, gør mig bange...

"Jeg.. Vi kørte hjem fra en fest i fredags.. Jeg havde fået for meget, det var vi begge godt klar over.. Du ville ikke gøre det, men jeg insisterede på det.. Jeg mistede vel bare herredømmet over knallerten, så præcis husker jeg det heller ikke.." siger jeg og kigger ned i jorden. Jeg er godt klar over, at jeg lige har fucket det hele endnu mere op.. Men jeg kan ikke klare at miste hende, ikke endnu i hvert fald. Jeg er ikke klar til at give slip på hende nu. "Åh Stefan! Du aner slet ikke hvor lettet jeg er! Jeg troede det var noget meget meget værre!" siger hun glad og smiler. Hun rejser sig fra sengen, og giver mig et kæmpe kram. Det er meget værre.. Værre end du nogensinde ville kunne forestille dig.. Hendes kram føles så rart, men samtidig så forkert.. "Meget værre? Hvad mener du med det? Du har mistet hukommelsen. Du husker intet om din familie, eller plejefamilie. Hvordan kan det ikke være slemt?" spørger jeg undrende. "Efter hvad jeg har hørt, havde jeg det forfærdeligt den gang.. Jeg føler mig så fri nu, helt uden bekymringer. Jeg føler mig glad, og så har jeg jo dig Stefan," siger hun smilende. 

Døren ind til værelset bliver revet op, det giver et sæt i os begge. Ind ad døren styrter Pelle og Lauritz. Hvad laver Lau her? "Hvad bilder du dig ind din løgnagtige spasser?!" råber Pelle ad mig, idet han står og peger over mod mig. Jeg ser nervøst over på Lauritz. Jeg sender ham et "det gjorde du bare ikke" blik. Har Lau virkelig gjort det her mod mig? Har han fortalt alt til Pelle?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...