Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23864Visninger
AA

17. Kapitel 17 - Hvorfor er jeg endt på sygehuset?

Pelles synsvinkel

Hvordan skal jeg forholde mig til alt det her? Jeg plejer at være den smilende storebror overfor hende. Jeg er ham, som altid fik hende til at smile, når hun kom hjem fra skole og var helt nede. Jeg har altid været der for hende, altid støttet hende.. Alt det er glemt nu, hun ved intet, hun ved ikke engang hvem jeg er. Alle vores minder sammen, alle tårerne men også alle smil, er bare væk nu, glemt.. 

Flashback start

"Hør her, det her vil måske være en stor mundfuld for dig, men du har fået et permanent hukommelsestab. Vi er dine plejeforældre, og Pelle er vores søn, og din stedstorebror." Hun ser chokeret op på min mor. Det er som om hun ingen relation har til noget af det hun får fortalt. Det var så mærkeligt at se. Jeg kunne ikke forholde mig til det, jeg kunne ikke forholde mig til tanken om, at min elskede lillesøster ikke vidste hvem jeg var. "Hvor er mine rigtige forældre?" spurgte hun os. Vi kiggede alle lidt rundt på hinanden, hvem skulle lige svare på det spørgsmål? Hvem ville være den person, som skulle fortælle en skrøbelig pige, som intet kan huske, at hendes forældre er døde? Det skulle i hvert fald ikke være mig! "De døde for 3 år siden. Siden den gang har du været hos os." fortæller min mor hende. Sorgen og forvirringen i hendes øjne er tydelig. Det må være så forfærdeligt at være hende, jeg kan slet ikke sætte mig ind i hendes situation. 

Pludselig fik jeg øjenkontakt med hende. Det var så mærkeligt, og jeg kunne bare ikke lide det.. Jeg var måske bange.. Jeg var bange for at blive såret. Min egen lille pige ved ikke engang hvem jeg er, hvordan skulle jeg kunne takle det?
Jeg løb ud af værelset, det var bare for meget. Jeg hørte min mor undskylde for min opførsel, og derefter var hun i hælene på mig. 

Flashback slut

Episoden inde på værelset lige før var virkelig sær. Jeg kan ikke helt beskrive hvad det var der skete, eller hvad der gik af mig. Sådan plejer jeg ikke at være, men nu er intet længere som det plejede at være. 

En tanke slår mig, en tanke som jeg overhovedet ikke havde tænkt over. Alt var så rodet og forfærdeligt. Hvordan er hun endt her igen? Hvorfor er hun på sygehuset? Har hun været ude for en ulykke? Hvorfor ved jeg ingenting? Jeg forstår det virkelig ikke. Hun var så glad, alt virkede bare til at være så godt. Hvad skete der med hende?

Flashback start

Jeg tændte for fjernsynet, D/N og jeg sad og så et eller andet åndssvagt tøseprogram. Hun sad og fulgte meget koncentreret med. Ud af det blå kommer der en pude flyvende i hovedet på hende. Jeg begyndte at grine helt vildt, fordi hun blev så forskrækket. Hun tog en pude, rejste sig op og gik over til mig. D/N sprang op på mig, og begyndte at slå mig med puden. Hun grinte helt vildt meget, jeg kan slet ikke mindes, hvornår hun sidst har været så glad. Det var virkelig rart at se. "Hvorfor er du så glad i dag?" spurgte jeg hende mens jeg rynkede brynene. Hun grinte et lille grin, og så bare ned i jorden. "Min lille pige har vist mødt én i dag!" sagde jeg selvsikkert, og grinte bare mere. Så gav hun mig et ekstra slag med puden. "Jeg har på fornemmelsen at alt går den rigtige vej nu. Jeg føler mig endelig glad og tilpas igen! Et kæmpe smil kommer frem på hendes læber. Det samme gælder for mig, det føltes så godt at se hende så glad, alligevel vælger jeg at drille hende lidt mere. "Den dreng må fandeme være den eneste ene" fortsatte jeg. "Du er så dum at høre på!" sagde hun og gik så ind på sit værelse.

Flashback slut

Det gør ondt at tænke tilbage på sådanne tider med hende, men samtidig er det også dejlige minder. Det er med blandede følelser, at jeg ser tilbage på det vi en gang havde sammen, men nok aldrig kommer til at have igen...

Der er stadig et spørgsmål, som jeg bare skal have svar på. Hvordan endte hun her igen? Jeg fatter det virkelig ikke. Hun var så glad, det kan slet ikke være andet end en ulykke. Den første læge som kommer gående forbi mig, spørger jeg med det samme om det. "Hvorfor blev min søster indlagt her? Hvad er der sket med hende?" jeg peger over mod hendes værelse, så han ved hvem jeg snakker om. "Det gør mig ondt, knægt. Hun blev indlagt pga. selvmordsforsøg og selvskade," fortæller lægen mig. "Selvmordsforsøg?" Jeg hvisker det for mig selv, i håb om, at det vil give mere mening, hvis jeg sagde det højt. Men det gør det ikke.. Hvorfor i alverden ville hun ende hendes liv?

D/N's synsvinkel

"Stefan? Svar mig på mit spørgsmål. Hvorfor er jeg endt her?" Stefan tøver med at svare, og det bekræfter vel bare min tanke om, at han har noget at gøre med at jeg er endt her igen. Jeg kan og vil bare ikke tro det. Det må bare ikke være sandt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...