Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23870Visninger
AA

16. Kapitel 16 - Det første kys

Stefan ser kort over på mig, og løber så også ud af værelset. Han får ikke lukket døren ordentligt, så jeg hører alt det lægen om ham står og snakker om. "Du sagde hun havde glemt alt! Hvordan kan det være at hun kan huske mig?" råber han af lægen. Jeg forstår ikke hvorfor han er så sur, han virker ret oprevet. "Jeg kan ikke forklare det, jeg har aldrig set noget lignende." svarer lægen chokeret. "Det kan godt være! Men hun kan altså huske mig." siger Stefan irriteret. "Det er muligvis ikke så dårligt." siger lægen og lyder glad. "Det er dårligt, i hvert fald for mig. Faktisk er det rigtig rigtig dårligt!" svarer Stefan bestemt. "Du er nøglen til alt. Kan du slet ikke se det? Havde I et tæt bånd?" spørger han Stefan. "Ja.. Ja, det havde vi vel.." siger Stefan trist. "Det kan være forklaringen. Måske elskede hun dig så højt, at hun ikke kunne glemme dig. Jeg kan ikke forklare det med logik, men muligvis var hendes kærlighed til dig bare stærkere.." siger lægen optimistisk. Jeg ville gøre alt for at se Stefans ansigtsudtryk lige da lægen fortæller ham hans teori. Den er jo sand... "I var tætte? Har jeg ikke ret? Fortæl hende alt om hendes liv, alle op- og nedture, jeres minder sammen, bare alt som kan minde hende om det liv hun engang havde." fortæller lægen, og går. Jeg hører Stefan hviske noget, noget som forvirrer mig. "Det ville jeg gøre, hvis hun gad snakke med mig.." 

Stefan kommer gående tilbage ind i værelset, jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hvad der skete. "Hvorfor sagde du sådan til lægen?" Stefan ser nervøst over på mig. "Hvad mener du?" spørger han.

Stefans synsvinkel

Nu er jeg på den. Lige om lidt vil hun råbe af mig, fortælle mig hvor meget hun hader mig for det jeg gjorde mod hende, og så fortælle mig, at jeg skal skride ad helvedes til. "Du sagde, at du ville fortælle mig en masse, hvis jeg altså gad snakke med dig. Hvorfor skulle jeg ikke gide det Stefan? Du er jo alt jeg har!" siger hun og smiler til mig. Jeg giver hende et forvirret smil tilbage. Hvad sker der? Hvorfor er hun sådan der? Det slår mig hurtigt, men er det muligt? Hun husker mig, men ikke hvad jeg har gjort mod hende? Det er jo genialt, nærmest perfekt. Det her kan ikke gå galt. Selv om det betyder, at jeg skal lyve over for hende for evigt...

D/N's synsvinkel 

"Så?" jeg venter stadig på at han skal svare på mit spørgsmål. Jeg rejser mig op, så jeg nu sidder i sengen. "Stefan?" siger jeg lettere irriteret. "Jeg troede bare at du havde brug for tid" fortæller han mig. Stefan kommer gående over mod mig, han læner sig langsomt ind over sengen, og presser så sine læber mod mine. Følelsen kan slet ikke beskrives, det er som om jeg aldrig har følt sådan her. Det har jeg jo heller ikke? Har Stefan og jeg nogensinde kysset hinanden før? Nej! Det har vi ikke. Det her er vores første kys, og det er helt perfekt. 

Stefan sætter sig op i sengen til mig, og begynder så at fortælle mig alt. "Vi mødtes i starten af 2.g, du var lige startet, og vi blev så sat i matematikgruppe sammen, vi var også sammen med Lau, altså Lauritz. Han er én af mine gode venner, og I var også venner. I starten var jeg ret dum overfor dig, jeg spillede den smarte fyr. Alt det ændrede sig dog hurtigt, jeg begyndte at få følelser for dig, og dermed ændrede jeg mig meget. Vi kom tættere på hinanden, og du fortalte mig om din hemmelighed. For 3 år siden døde begge dine forældre. Din mor døde af kræft, og det slog din far og dig fuldstændig ud af kurs. Du elskede hende så højt, og det samme gjorde din far. Tabet af hende var alt for stort, og din far kunne ikke håndtere det. Han begik selvmord. Du var helt alene, du havde ingen. Du røg langt langt ned i et dybt hul, her begyndte du på selvskade og selvmordsforsøg. Alt det du gik igennem dengang, var bare for meget for en lille 13 årig pige. Heldigvis kom du i en plejefamilie, hvor du fik det bedre. Med tiden kom du helt ovenpå igen. Du skiftede skole, for at få en frisk start, og det var så her vi mødte hinanden." fortæller Stefan mig. Det er en vild historie, og jeg kan slet ikke tro, at det er mig som har været alt det igennem. Der er dog stadig ét spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig, at få svar på. "Hvis alt var blevet godt igen, hvordan endte jeg så her på sygehuset igen?" spørger jeg. Stefans øjne bliver fjerne, det er som om, at han ikke ved hvad han skal svare. Han bliver lettere nervøs, og jeg bliver mere forvirret. Har han noget at gøre med, at jeg er endt her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...