Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23852Visninger
AA

15. Kapitel 15 - Bivirkninger

Stefans synsvinkel

"Fra hendes død, og til genoplivningen havde hendes hjerne ingen tilgang til blod. Dette fik hjernes væv til at dø, og dermed fik hun et permanent hukommelsestab. Hun vil ikke kunne huske nogen af jer, I vil alle være fuldstændig fremmede for hende. Muligvis vil hun forandre sig meget, hun ved ikke engang hvem hun selv er længere. Alt det skal hun først til at finde ud af nu, og derfor kan hun ende med at blive en helt anden pige, end den pige I kender. Én ting er sikkert! Hun vil aldrig kunne komme til at huske igen, det ved vi med 100% sikkerhed, I må have tålmodighed, og opbygge det hele forny. Sæt jer ned sammen med hende, men ikke alle på samme tid! Fortæl hende om jeres minder sammen, fortæl hende hvordan hun var. Fortæl om særlige begivenheder eller store ting, som er sket i hendes liv, hvad som helst, som havde med hendes gamle liv at gøre. På den måde er det lettere for hende, at finde ud af hvem hun er." Jeg er så chokeret over lægens ord. Der lyder fuldstændig vanvittigt, hvordan kan sådan noget være muligt? Vi nikker alle sammen, og takker derefter lægen for sin indsats.

Pelle, og hendes plejeforældre er de første som går ind til hende. Jeg kan høre hendes søde, men usikre stemme spørge ind til hvad der foregår, og hvor hun er henne. Hun virker så forvirret, og jeg kan sagtens følge hende. Det må være så underligt ikke at kunne huske noget som helst overhovedet. Lige i det jeg tænkte den tanke, slår en anden tanke mig. Hun kan intet huske, hvilket vil sige jeg har fået en ny chancen. Vi kan starte forfra, og jeg kan gøre alt rigtigt fra start af. Er det egoistisk af mig at tænke sådan? Ja.. Det er det faktisk, men det er jeg faktisk lidt ligeglad med.. Så dumt det lyder, men jeg har fået en ny chance, og den spilder jeg ikke.

D/N's synsvinkel 

Der kommer 3 personer gående ind på mit værelse, jeg har aldrig set nogen af dem før. Jeg kigger forvirret op på dem, og derefter rundt i værelset. Hvor er jeg? "Hvem er I? Og hvor er jeg?" Damen af de tre personer, sætter sig på en stol ved siden af mig. "Hør her, det her vil måske være en stor mundfuld for dig, men du har fået et permanent hukommelsestab. Vi er dine plejeforældre, og Pelle er vores søn, og din stedstorebror." Jeg ser chokeret op på hende, jeg ser direkte ind i hendes øjne, og føler mig med det samme tryg. Det er som om, at jeg har set ind i de øjne før, jeg kan bare ikke forbinde dem med noget.. "Hvor er mine rigtige forældre?" spørger jeg dem. Hvorfor er de her, i stedet for mine biologiske forældre? Det er da lidt sært? "De døde for 3 år siden. Siden den gang har du været hos os." fortæller hun mig. Er mine forældre døde? Hvordan? Jeg kan ikke tro noget af alt det her? Jeg har så mange spørgsmål jeg vil have svar på. 

Jeg får øjenkontakt med Pelle, jeg føler det samme, som jeg gjorde ved damen. Jeg har set de øjne før, men igen kan jeg ikke forbinde dem med noget. Det er virkelig en sær følelse. I samme øjeblik løber han ud af værelset, damen undskylder, og følger efter ham, det samme gør manden. Nu ligger jeg alene igen, men jeg er til gengæld mere forvirret nu end nogensinde før.

Inden særlig længe, går døren igen op. Ind kommer en mørkhåret dreng. Han har et skævt smil på læben. "Hey.." siger han lidt nervøst. Han kommer tættere på, og jeg ser på ham. Mit hjerte begynder at slå hurtige end nogensinde før. "Stefan???" siger jeg stille og chokeret. Han stivner, og det samme gør jeg...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...