Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23864Visninger
AA

14. Kapitel 14 - Held i uheld

Stadig Stefans synsvinkel 

"Hun klarede det ikke.." starter lægen med at sige, men bliver hurtig afbrudt. "Hvorfor ikke? Det burde I da kunne finde ud af! Er det ikke det som er jeres job at redde menneskeliv?" råber hendes plejemor af lægen. Han ser skeptisk over på hende. "Må jeg tale færdig? Hun klarede den ikke uden bivirkninger, men efter omstændighederne har hun det fint nu" fortæller han os alle. De smil der er på vores læber er kæmpe store, alle er utrolig glade og lettede. Hendes plejemor bryder helt sammen af glæde, ret sødt. 

Følelsen inde i min krop er fantastisk. Det er så rart at vide, at hun stadig er lige her hos mig, men så alligevel ikke.. Hun vil jo hverken se eller snakke med mig, for hende er jeg den der er død. Alligevel er jeg bare så glad, hun er nemlig ikke død, og det er alt der tæller.. I hvert fald lige nu, så må jeg tage mig af de andre problemer senere. 

Vores alle sammens smil fortager sig hurtigt, da lægen snakker videre. Det han siger er et kæmpe chok for os alle, ingen ved hvordan de skal reagere. Denne nyhed forandrer alt fuldstændig, det ødelægger stemningen.. Faktisk ødelægger det alt! Intet vil være det sammen fra nu af, hun kommer ikke til at være sig selv, ingen af os vil nogensinde kunne genkende hende igen, som den pige hun engang var.. Jeg er forelsket i en pige som ikke længere er der, hun er ikke længere hende jeg blev så utrolig forelsket i, og hende kommer hun heller aldrig til at blive igen..

Lauritz's synsvinkel

Hvordan har hun det mon nu? Er hun okay? Jeg har ikke set hende i skolen, siden sløret for Stefans lille spil blev løftet.. Jeg forstår selvfølgelig godt at hun har brug for lidt tid efter alt det her. I forvejen virkede hun allerede som en skrøbelig og meget følsom person, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at det her har ramt hende hårdt.. Jeg kunne have forhindret det hele, jeg skulle have fortalt hende sandheden, før det endte med at være for sent. Jeg kiggede bare den anden vej, og så til, da hun blev knust, ødelagt og udnyttet af Stefan. Stefan er virkelig en flink fyr, når man lærer ham at kende, men nogen gange kan han altså også bare være for meget..

Episoden fra da hun stødte ind i mig foran skolen efter hun fandt ud af at Stefan havde fortalt hendes historie videre til alle, spiller stadig om og om, oppe i mit hoved. Hun var så knust, jeg glemmer aldrig hendes ansigtsudtryk. Hendes øjne udstrålede forargelse. Det var så tydeligt at se, hvor svigtet hun følte sig. Jeg forstår hende selvfølgelig, efter at jeg har hørt hendes historie, og hvor meget hun har været igennem. Tillid var det aller vigtigste og mest dyrebare for hende, og selv det blev misbrugt.

Flashback start

Jeg ser D/N komme løbende ud af døren. Jeg ved godt hvorfor, Stefan har udført væddemålet. Hun er grædefærdig, tårerne triller ned af hendes kinder. Hun får øje på mig, og ser mig ind i øjnene, hun er skuffet. "Kendte du til alt det her uden at fortælle mig noget?" spørger hun i håb om at jeg ikke gjorde, men det gjorde jeg desværre.. "Undskyld.." Er det eneste jeg kan få sagt. Hun ryster svagt på hovedet. "Nej, nej, nej, ikke også dig Lauritz.. Du var virkelig den sidste person jeg troede ville gøre sådan noget her.." Hun ser ned i jorden, og skal til at gå, men jeg stopper hende. "Jeg måtte ikke sige noget.. Jeg ville så gerne, tro mig! De små hints jeg gav dig var allerede for meget.." siger jeg trist. "Du er lige så sindssyg som alle de andre! Du måtte ikke sige noget? Lyt dog til hvad du siger! Du måtte ikke sige noget, men i stedet var du med til at ødelægge en anden persons liv.. ? Det fuckt op! Jeg går ud fra, at du også kender til min fortid nu, så du ved godt hvad det her gør ved mig.." Hun går langsomt baglæns, men vender sig efter få skridt om, og forlader mig. Det var sidste gang jeg så hende...

Flashback slut

Jeg har det stadig så dårlig over det. Hun havde ret i alt hvad hun sagde.. Jeg kunne have ændret det hele.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...