Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23952Visninger
AA

13. Kapitel 13 - Status

Stadig Stefans synsvinkel

Jeg løber ned af gangen, og over til hende. "Ud af vejen knægt!" råber en læge efter mig. Herefter forsvinder de alle sammen længere nede af gangen. Jeg falder langsomt ned mod gulvet, her sætter jeg mig op af væggen. Oppe i mit hoved kører alt rundt, det er ikke til at fatte hvad der lige skete. Er hun virkelig død? Er pigen jeg holdt så meget af død? Det er min skyld.. Det er min skyld at hun er død nu! Det er mig der har fået hende helt her ud igen. Tårerne triller ned af mine kinder, jeg er så knust som aldrig før. Jeg har lige mistet det som betød aller mest for mig..

Der kommer en fyr gående ud af hendes stue, jeg ser kun kort op, men begraver derefter igen mit hoved i mine hænder. Jeg genkender ham ikke, men hvad laver han på hendes stue? Uden videre sætter han sig ved siden af mig, han puffer til min skulder, jeg ser op på ham. "Er du okay?" spørger han mig. Skal jeg fortælle ham det hele? Skal jeg fortælle det hele til en som jeg slet ikke kender? Måske ville det være rart at komme ud med det hele, og få sat ord på mine følelser. "Ikke rigtig," svarer jeg og trækker på skuldrene. 

"Hvad lavede du inde på det værelse?" spørger jeg ham undrende. "Jeg kom egentlig for at besøge min søster, jeg fik at vide, at hun lå inde på det værelse, men da jeg kom derind, lå der bare en livløs pige.." svarer han trist. "Er der håb for hende?" spørger jeg selv om jeg allerede kender svaret. "Altså hun var ikke død i det øjeblik jeg trådte ind i rummet, apparaterne begynde først at bibbe få sekunder senere. Måske kan de nå at genoplive hende.." siger han, men det er tydeligt at høre at han ikke tror på sine egne ord, så hvorfor skulle jeg tro på dem? "Fik du sagt farvel?" spørger Jonas og prøver at smile til mig. "Nej.. Det sidste hun sagde til mig var alt andet end et farvel.." siger jeg stille, og ser ned i gulvet. Det gør ondt at tænke på hvordan det endte imellem os..

"Stefan?! Gå ud af den dør, og kom aldrig tilbage! Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen, aldrig." Da hun sagde de ord til mig blev jeg såret, men jeg fortjente dem.. Hun kom tættere på mig, og begyndte at slå løs på mit bryst. "Du har ødelagt alt! Hører du? Alt!" fortæller hun mig, og jeg ved jo hun har ret. Jeg tog fat rundt om hendes håndled, for at få ro over hende, og forhindre at hun fortsatte med at slå løs på mig. "Slip mig. Du fortjener det!" Skreg hun mens tårerne trillede ned af kinderne på hende. "Shhh. Helt rolig" sagde jeg i håb om at berolige hende. Jeg tog fat om hende, og lagde hendes hoved mod mit bryst. "Du har ødelagt alt.." hviskede hun. "Jeg ved det godt, og jeg fortryder det også mere end noget andet.." sagde jeg trist. Herefter sagde hun det sidste jeg nogensinde kom til at høre hende sige.. "Gå," hviskede hun. Jeg svarede hende ikke, men gjorde alligevel som hun bad om. Nu fortryder jeg det selvfølgelig, jeg fortryder at jeg ikke fik sagt noget mere til hende, og at jeg bare gav op så let...

Jeg ser D/N's storebror Pelle komme løbende forenden af gangen efterfulgt af hendes plejeforældre. Hvordan skal jeg kunne se dem i øjnene, og sige at det praktisk set er min skyld at deres datter og søster nu er død? Det kan jeg ikke, det er bare for svært.. "Hvad fanden er der sket?" råber Pelle til Jonas og jeg. Hvad skal jeg svare? Din søster har lige begået selvmord fordi jeg har behandlet hende som affald, og at hun bare var en del af et væddemål, og at jeg bare fortsatte spillet, selvom hun havde fortalt mig hele sin historie, og har fortalt mig hvor langt nede hun allerede havde været i hendes liv? Det lyder jo for sygt, det kan jeg ikke sige. Selv om det faktisk er sandheden..

Der kommer en læge gående hen mod os, så jeg når ikke at forklare noget.. Jeg gør mig klar til at høre ham sige de ord, der vil få alt til at styrte sammen. Jeg venter på at han siger, at hun er konstateret død.. Det kommer til at gøre ondt at høre, at der ikke er nogen vej tilbage nu.. Lægen åbner sin mund, og fortæller os alle sammen hvad status er. Alle på gangen står med åben mund, jeg ser over på D/N's plejemor som bryder fuldstændig sammen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...