Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23884Visninger
AA

11. Kapitel 11 - Enden på det hele

"Jeg mener det altså!" siger Stefan bestemt. Der er ikke længere håb i hans stemme.. Han ved godt at han har mistet alt nu, herfra er der ingen vej tilbage. "Jeg er så træt af at høre dig sige sådan nogle ting! Du mener alligevel intet af det, så hold forhelvede bare din kæft!" Jeg er rasende! Mit had til den dreng er blevet enormt. Han burde virkelig føle som jeg gør nu, jeg vil vædde på at han ville takle det værre end jeg gør.. Det er så forfærdeligt at være kommet helt her ned igen. 

Jeg rejser mig fra sengen for at gå over mod Stefan. Et par skridt foran ham stopper jeg op. Jeg ser ham direkte ind i øjnene, de øjne som jeg så ind i for et par dage, hvor jeg stolede på ham med alt hvad jeg havde. Det gør ondt, det gør ondt at se ind i dem, og se at personen bag, hele det her lange stykke tid har snydt mig..

"Stefan?! Gå ud af den dør, og kom aldrig tilbage! Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen, aldrig." Jeg går tættere på ham, og begynder at slå løs på hans bryst. "Du har ødelagt alt! Hører du? Alt!" Jeg fortæller ham det i grød, mens jeg fortsætter med at slå løs på ham. Han tager fat rundt om mine håndled, for at få ro over mig, og forhindre at jeg fortsætter. "Slip mig. Du fortjener det!" Skriger jeg mens tårerne triller ned af kinderne på mig. "Shhh. Helt rolig" siger Stefan med en beroligende stemme. Han for mig revet helt ind til sig, mit hoved ender med at ligge mod hans bryst, og jeg kan høre hans hjerte hamre. "Du har ødelagt alt.." hvisker jeg. "Jeg ved det godt, og jeg fortryder det også mere end noget andet.." siger han trist, jeg tror på ham.

"Gå," hvisker jeg. Stefan svarer ikke, men gør alligevel som jeg beder om. Jeg ser på mens han går, og faktisk gør det ret ondt. Uden at han ved det, er jeg igang med at tage afsked med ham. Selvom at han har gjort alt det her mod mig, så kan jeg bare ikke ignorere mine følelser for ham. Jeg kan bestemme hvor langt det skal gå imellem os, men jeg kan ikke glemme mine følelser for ham. Jeg kan ikke glemme, hvor glad han gjorde mig, han fik mig for alvor til at smile igen. Takket være ham, troede jeg at jeg var på det rigtige spor igen, jeg troede at alt ville blive godt nu. Ja.. Det er jo det problemet er, jeg troede.. Og jeg troede forkert.
Stefan lukker døren, en tårer triller ned af min kind. Det her er et farvel, et farvel for altid. Jeg kommer ikke til at se ham igen.. Snart er alt forbi.

Jeg går tilbage til mig seng. I min natbordshylde ligger alle de piller jeg har fået de sidste par dage. Sygeplejerskerne troede jeg havde slugt dem, men jeg lagde dem bare under tungen. Det trick lærte jeg allerede for mange år siden, og det har altid virket. Alle de piller jeg har anskaffet mig nu, burde være nok til at ende det her elendige liv.. Spørgsmålet er bare, om jeg kan være det bekendt? Kan jeg være det bekendt overfor Pelle? Kan jeg være det bekendt overfor mine plejeforældre? Vigtigst af alle, kan jeg være det bekendt overfor mine rigtige forældre? Svaret er nej! Men alligevel gør jeg det, for jeg kan nemlig være det bekendt overfor mig selv! 

Flaschback start 

Pelle tænder fjernsynet, og jeg sidder og følger koncentreret med. Ud af det blå kommer der en pude flyvende i hovedet på mig. Han begynder at grine helt vildt, fordi jeg blev så forskrækket. Typisk ham at være sådan. Jeg tager en pude, rejser mig op og går over til ham. Jeg springer på ham, og begynder at slå ham med puden. Så kan han fandeme lære det. Jeg griner helt vildt meget, jeg kan slet ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så glad. Det er en rar følelse, en følelse som jeg har savnet rigtig meget i de seneste år. "Hvorfor er du så glad i dag?" spørger han, mens han rynker brynene. Jeg griner et lille grin, og ser bare ned i jorden. "Min lille pige har vist mødt én i dag!" siger Pelle selvsikkert, og griner bare mere. Jeg giver ham et ekstra slag med puden. "Jeg har på fornemmelsen at alt går den rigtige vej nu. Jeg føler mig endelig glad og tilpas igen! Et kæmpe smil kommer frem på mine læber. "Den dreng må fandeme være den eneste ene" fortsætter Pelle. "Du er så dum at høre på!" griner jeg. Derefter går jeg ind på mig værelse.

Flaschback slut

Det er uden tvivl Pelle jeg kommer til at savne mest af alle her på jorden. Han har bare altid været der. Jeg ved hvor ondt det her kommer til at gøre på ham, og tanken om det, for mig næsten til at fortryde mit valg. Jeg skynder mig at sluge pillerne, jeg ved at hvis jeg får mere tid til at tænke, så om beslutter jeg mig bare. Nu er det gjort, pillerne er taget, og der er ingen vej tilbage nu. Valget er taget. Jeg ligger mig til at sove. Lige om lidt er det her mareridt forbi...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...