Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23952Visninger
AA

10. Kapitel 10 - Tilbage til starten

"Du var en del af planen, en del af væddemålet.." siger han stille, da ordene forlader hans mund, bliver jeg forskrækket. Hvad er det helt præcist han har gang i? "Første skoledag, da mine venner og jeg sad og grinte, der aftalte vi at lave et væddemål. Lauritz gad det ikke, han synes det var for sygt, og det kan jeg kun give ham ret i, nu hvor jeg kan se hvordan det hele endte.. Men det så jeg for sent. Alligevel lovede han, at han ikke ville sige noget, for trods alt er han jo vores ven.. Hvis jeg kunne score den nye usikre pige, gav de andre drenge mig 3000 kr. Jeg sagde ja til den udfordring, og det er sådan vi endte her. Alt det der er foregået imellem os, har jeg fortalt videre til dem.. Alt jeg har sagt og gjort var løgn, alt var skuespil. Jeg gjorde det hele for at vinde væddemålet. Efter jeg havde fortalt dig om min historie, som forresten også var ren opspind, spillede jeg såret, for at du ville tage mig tilbage, så jeg kunne vinde det skide væddemål.." Stefan holder en kort pause, jeg kan slet ikke tro mine egne øre. Alt det han fortæller er så langt ude, han må være psykisk syg. Hvordan kan han gøre det der mod et andet menneske? Jeg vender mig om og løber min vej. Jeg har hørt nok, jeg ved han ville have sagt mere, men jeg kan ikke klare at høre mere.. 

Kæmpe Flashback slut

Jeg havde aldrig troet at det ville ende sådan her. Men her ligger jeg igen, i min seng på sygehuset, hvor jeg har været så mange gange før. Alt er hvidt og gråt, altså alt for kedeligt efter min smag. Mit humør falder med tiden, og jeg er begyndt at smile mindre og mindre igen. Alt det er der en enkelt grund til, nemlig Stefan. Det hele er hans skyld, det er hans skyld at jeg er endt her igen. Det er hans skyld at jeg igen har fået det psykisk dårligt, og er endt her efter selvskade. Det er hans skyld, at mit liv er blevet ødelagt. Igen...

Jeg har været her på sygehuset i en dag nu, og det føles allerede som om, at jeg har været her uafbrudt siden sidst jeg var helt nede. Det var igår det hele skete, det var igår hele min verden brød sammen, og det gjorde den pga. en dreng, og et dumt væddemål.

Det banker på døren, og jeg orker ikke at have besøg lige nu. Men Pelle er så bekymret, han skrev allerede at han ville komme igår, men jeg overtalte ham til at vente med at komme til i dag. "Kom ind" råber jeg, og prøver at være glad. Døren åbner, og ind af den træder Stefan, jeg stivner. "Har du et øjeblik?" spørger han trist. "Ikke til dig!" svarer jeg koldt. "Det var aldrig meningen at det skulle ende sådan her! Det lover jeg dig!" siger han, men mener han det? "Hvordan skulle det så ende?" spørger jeg. "Dengang var jeg ikke den samme som jeg er nu. Jeg var ligeglad med alt, og derfor tænkte jeg ikke over hvordan du ville have det når væddemålet var overstået. Men du var anderledes, og du fik mig til at føle noget specielt. Da du fortalte mig dit livs hemmelighed, vidste du mig din tillid, og det rørte mig. Det gjorde så ondt på mig, at jeg vidste jeg ville ødelægge alt dagen efter.. Jeg kan ikke undskylde nok, jeg havde aldrig troet det ville ende sådan her.." Alt det han siger, er så fjernt for mig, jeg kan bare ikke tro ham. "Lyt lige til dig selv. Jeg havde ikke noget valg, jeg sad fast i væddemålet, jeg skulle fuldføre det. Du lyver, du havde et valg, og du valgte at gøre det her mod mig. Hvad var vigtigst for dig? Vinde væddemålet eller mig? Du har valgt 3000 tusind kroner frem for mig! Ved du hvor ondt det gør? Du har brugt mig Stefan! Ved du hvad? Du har ødelagt mig! Det er din skyld jeg er havnet her igen! Kan du forstå det? Det hele er fucking din skyld!" Jeg begynder at stortude, hvordan kunne han gøre det her mod mig? "Du sagde at du elskede mig.. Og jeg troede på hvert et ord" skriger jeg! Da ordene forlader min mund, bliver jeg først rigtig for alvor klar over, hvor meget han har såret mig.. "Det gør jeg også! Det gør jeg virkelig!" siger han, han er også begyndt at græde nu. Det er sikkert også fake, det er sikkert en del af et nyt væddemål om flere penge. Vind hende tilbage og du får det dobbelte.. Men det kommer ikke til at ske! Den chance får han ikke en gang til!!! "Hvis man elsker nogen, så gør man ikke sådan noget mod personen Stefan! Jeg kan ikke fatte at jeg er forelsket i sådan en idiot som dig.. Jeg kan ikke fatte at jeg faldt for dit lille nummer.." Jeg tørrer tårerne væk fra mine kinder. "Sandheden er vel bare, at jeg ikke vidste hvad du betød for mig, før jeg følte smerten af at miste dig.." Jeg kniber øjnene sammen, jeg ville ønske at jeg kunne tro på ham, men det kan jeg ikke.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...