Empty Tears - Page Four

13 år gammel. Jeg var 13 år gammel, da mit liv for alvor forandrede sig. Årerne er gået, og nu er jeg 17. Mit liv er ikke blevet lettere siden, og jeg bliver ved med at falde ned i de sorte huller, som jeg møder på mine veje. Min historie er hård og til tider helt uoverskuelig for mig. Jeg kæmper hver dag, og gør mit bedste for at være den glade og smilende pige, som jeg var engang. Hospitalet er efterhånden blevet mit andet hjem, her har jeg nemlig været flere gange end de fleste andre... Jeg begyndte at få det bedre, jeg startede på en frisk. Men den friske start skulle vise sig, at være mit værste mareridt. Hvad sker der, når der kommer en person på besøg, og fortæller mig noget, som jeg ikke helt forstår, men alligevel kommer jeg frem til, at det kommer til at forandre mig fuldstændigt? Hvad sker der, når hele min verden brister foran mine øje? Hvad vil der ske, når jeg ikke længere har kræfterne til, at leve mit liv videre? Følg med i 'Empty Tears' og find ud af det!

37Likes
28Kommentarer
23852Visninger
AA

1. Kapitel 1 - En ny start

Jeg havde aldrig troet at det ville ende sådan her. Men her ligger jeg igen, i min seng på sygehuset, hvor jeg har været så mange gange før. Alt er hvidt og gråt, altså alt for kedeligt efter min smag. Mit humør falder med tiden, og jeg er begyndt at smile mindre og mindre igen. Men sådan har det ikke altid været, tvært imod. Der var en gang hvor jeg var glad, endda rigtig glad, men det er ved at være et godt stykke tid siden nu..

Efter min mors død for 4 år siden gik alt galt i mit liv. Min far mistede fuldstændig kontrollen, og dermed endte jeg på et børnehjem som 13-årig. Få uger efter jeg var rejst væk fra ham, begik han selvmord. Hermed blev hele mit liv vendt på hovedet, og alt blev ødelagt, fuldstændigt.. Heldigvis kom jeg hurtigt i en plejefamilie, hvor alt så lysere ud. Alligevel kunne jeg ikke give slip på fortiden. Jeg kunne ikke glemme hvad der var sket, og jeg kunne ikke lade som om alt var okay, for det var det ikke. Intet var okay, og derfor ville jeg heller ikke gå rundt og lade som om. Det var ikke fordi jeg ville have folks medlidenhed, men fordi jeg følte det var forkert af mig, hvis jeg bare lod et smil slippe ud over mine læber. Det kunne jeg ikke være bekendt overfor mine forældre! De skulle ikke tro at jeg havde glemt dem, for det havde jeg på ingen måde. Jeg elsker dem, og er stolt af dem. Jeg er sindssyg taknemmelig for den tid jeg havde med dem, og jeg elsker dem af hele mit hjerte. Nu er hele denne historie 4 år gammel, og jeg er kommet videre. Så godt som man nu kan komme videre, efter at man har mistet begge sine forældre. Faktisk havde jeg for nogle måneder siden haft mine aller bedste uger nogen sinde siden mine forældres død. 

For 1 måned siden startede jeg på en ny skole, og dermed også på en frisk start. Alt føltes så godt og rigtigt, men det viste sig at være vejen tilbage, tilbage dertil hvor jeg er nu. I det sorte hul, som jeg har brugt 3 år på at komme op fra. Jeg er faldet der ned igen, og om jeg har kræfterne til at kæmpe mig op en gang til, ved jeg ikke rigtigt.. Jeg magter bare ikke mere, den kamp er så hård en kamp at vinde, og hvor skal jeg lige få kræfterne fra, til at vinde den igen?

1 måned tidligere.

I dag er det første skoledag på mit nye gymnasium. Jeg starter i 2.g i dag, og jeg satser på det fedeste år. Jeg kan starte på en frisk, få nye venner, og i det hele taget bare lære at leve livet igen. Jeg vil ikke sige at jeg har spildt 3 år af mit liv, for det har jeg ikke. Det var den tid jeg havde brug for, for at kunne komme ovenpå igen, så det var det hele værd! Jeg er stærkere end nogensinde før, men samtidig mere sårbar en nogensinde før. Det er svært at forklare hvad jeg helt præcis føler, men det er en blanding af de to ting.  

Min nye klasse virker super fed. Jeg er lidt tilbageholdende, men jeg har da fået snakket med et par stykker. Jeg er sød mod alle, men jeg har ikke planer om at lukke nogen helt ind til mig. Jeg vil mega gerne have nye venner, men der er ikke nogen som skal komme for tæt på, i hvert fald ikke endnu. Måske om et halvt år, men bestemt ikke før! Det er bare for tidligt, og det ville gå lidt for hurtigt for mig. Men nu må tiden vise hvad det bliver til, jeg kan jo ikke vide hvad fremtiden bringer.

I matematik timen bliver vi inddelt i nogle små hold. Vi skal til at starte op på et projekt. Det bliver lagt her i starten, så alle bliver rystet lidt sammen, og for at vi kan lære at samarbejde fra starten af. Selvom det er andet år for nogle elever, er der faktisk startet en del nye, så det er derfor vi gør det her. Jeg kommer i gruppe med en, som hedder Stefan og en som hedder Lauritz. Jeg har slet ikke snakket med dem endnu, og for at være ærlig, har jeg faktisk slet ikke lagt mærke til dem. "Hey," siger Stefan og ser nikkende hen mod dig. Han sætter sig på en stol, og smider fødderne op på bordet. "Du må være den nye pige, som alle taler om?" spørger han, hvorefter han bider sig selv i læben. Jeg har virkelig svært ved at holde mit grin tilbage, hvem tror han lige han er? "Ja det er vel mig," siger jeg uden at se ham i øjnene. I stedet vender jeg mig om mod Lauritz. Han virker ret genert, men rigtig sød. Jeg tænker, at det er ham jeg vil holde mig til. Vi hilser hurtigt på hinanden, og går derefter i gang. Jeg holder mig lidt tilbage, jeg ved ikke rigtig hvilken rolle jeg har endnu, så jeg er bare den rolle som jeg altid har været. Hende som er enig i alt, ikke tør sige sin mening og ellers bare er stille.

Efter timen går jeg ned for at købe noget frokost. Da jeg kommer tilbage til klassen, sidder der en masse drenge ovre ved Stefans bord. Jeg ved ikke hvem nogen af dem er. De eneste jeg kan kende er Stefan og Lauritz. Jeg sætter mig på min plads, og begynder at spise min mad. På et tidspunkt vender alle drengene sig om mod mig, og begynder at grine. Jeg undrer mig lidt. Hvad foregår der? Alle griner, undtagen Lauritz. Jeg kan høre ham sige noget til de andre, noget som gør mig lidt utryg og bange. "I er kraftedme syge i hovedet. Det der er jeg ikke med til!" Lauritz går væk fra dem, og de begynder bare at grine endnu mere. Jeg tænker ikke mere over det, sådan er drenge vel bare? Stefan sagde jo også, at jeg var hende som alle snakkede om, så det var sikkert bare noget med det, de snakkede om. Det var i hvert fald det, jeg bildte mig selv ind...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...