September - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2015
  • Status: Igang
Et åbent brev, der genopfrisker minderne om ungdomsårene fyldt med kærlighed, drømme og håb og sorg. Men det er ikke altid at man kan få alt her i livet eller leve det liv, som vi ønsker. Det er heller ikke altid, at man får den kærlighed, man ønsker. Vi kan være så egoistiske, at vi somme tider glemmer, hvad vi lever for. Her har jeg valgt at se tyve år frem i tiden og forestillet mig, hvordan det måtte være, hvis du måtte give afkald på din kærlighed, der nu giver kærlighed til en anden.

16Likes
9Kommentarer
568Visninger
AA

2. September

 

 

 

 

Hvis du ønsker nogle toner, jeg har fundet til dette, så skal du bare trykke på afspil.

 

 

 

September

 

 

Kære dig,


 

Tillykke med dit ønske. Der kan man bare se! Så går drømme virkelig i opfyldelse alligevel. Den havde du ikke set komme. Du troede virkelig ikke på det. Nå, men jeg kan da fortælle dig, at jeg troede på dig. Det gjorde jeg lige fra starten. Hallo, jeg ved hvor god du er til det, du elsker. Selvfølgelig fik du det, du ønskede. Nu må du ud og vise verden hvad du har kæmpet for - og hvad du stadig kæmper for.

Der er jo så mange goder her i livet. Desværre, må jeg indrømme, at det også er dem, man må kæmpe for. Men du har altid haft et gåpåmod, der på ingen måde har kunne hamle sig med mit eget. Meget kan man sige om dig. Jeg er stolt af dig. Det er bare én af goderne i mit liv.

Tingene blev ikke det samme for mig, som det gjorde for dig. Jeg tror godt du ved hvorfor. Jeg havde engang en drøm om The Big Apple. The City of Dreams. Larmen fra de brokkende yellowcaps, biler der hoster på det femte gadehjørne. Travle mennesker, der løber igennem de larmende metrostationer for at nå den metro, der kørte fra dem. Lyden af frihed. Lyden af liv. Lyden af de gøende hunde i Central Park. For ikke at glemme den hvide ballerina tæt ved Central Parks sø.

Og håb.

Følelsen af håb og drømme. Længslen efter lykken.

Ak ja, jeg var ikke alene i den store by. Der var mange, ligesom jeg, der havde håb og drømme. De håbede også på, at de kunne leve for det, som de åndede for. Og jeg havde ét skud. Jeg glemte alt om det, der lå bag de store lys og de mange monumenter.

Husker du den aften, hvor  vi jagtede hinanden igennem det store botaniske drivhus herhjemme? Hvordan vi skjulte os bag de store planter, hvordan din smittende latter fór igennem den fugtige luft? Husker du så også, at vi samme aften dyrkede vores kærlighed i ét af de mange pavilloner? Vi var næsten ved at blive taget i det. Alligevel var vi alt for naive til, at vi skulle hjem først, hvor der kunne lukkes en dør.

Når man er ung og naiv i en storby, tager man det, der kan tilbydes. Jeg blev ansat hos et bådværft ved Hudson. Hvad specielt var der egentlig ved det? Der var faktisk ikke noget specielt ved det. Jeg havde stadig trang til at gå efter min drøm, men vejen syntes pludselig at være så ufattelig lang uden lys for enden. Jeg kunne ikke engang fortælle, om jeg var i selskab med de rigtige eller forkerte mennesker.

Jeg blev ufattelig ensom i New York.

Dagene strøg forbi næserne på os – på min egen næse. Jeg sank længere ned i dybet, og jeg glemte helt hvad jeg higede efter.

Indtil at jeg kom i tanke om, at jeg havde en anden drøm. Et andet håb. Dette håb havde to øjne, en næse og en mund. En krop. Et bankende hjerte. Det her bankende hjerte havde jeg i mit baghoved hver gang, når jeg huskede på at leve. Trække vejret. Lidt ligesom en skærsommernat – en ufattelig længsel efter lykke.

Tænk en gang. Hvem havde troet, at nogen var i stand til at rejse så langt væk i søgen efter lykken, når den hele tiden var foran dig?

Jeg havde helt glemt, at tiden eksisterede. Det gjorde den, da jeg drog hjem til dig. Årene var pludselig gået. Vi boede ikke længere på den samme vej, vi kunne ikke længere vinke til hinanden fra hver vores førstesal. Du var flyttet til en helt anden by nu. Nu har du fået din egen familie; en mand, der kan forære dig de ting, jeg ikke kunne forære dig. Du er pludselig blevet mor til to smukke og sunde piger. I har et hus med hund og have. Du fik dit drømmejob. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du også er supermor og en fantastisk kone.

Jeg havde altid en idé om, at verden var et bedre sted end hvad den virkelig var. Jeg er godt klar over, at du altid fortalte mig, at verden var det, man gjorde den til. Jeg havde også store drømme om håbet, om lykken, om kærligheden. Om villa, Volvo og vovse. Om at se mine børn vokse, dele livets glæder med mig igennem opdagelserne af sorg, alvor – fra deres første forelskelse til deres første knuste hjerte. Til sønnens første fodboldkamp, til datterens første koncert. At se dem udfolde sig. Være gode til det, de drømmer om – ligesom du og jeg.

            Jeg indrømmer det; jeg greb ikke chancen. Dem har jeg fået mange af. For du var en tålmodig person af slagsen. Du ventede længe på mig, men jeg opdagede det aldrig. Til trods for det, var vi hinandens bedste venner. Du hjalp mig igennem de sværeste tider, hvor jeg ikke kunne se enden på det onde. Jeg hjalp dig med at indse, at verden var større end vores lille udkantsby.

Sødeste, dejligste, smukkeste, fantastiske dig. Jeg håber, uanset hvorhenne i verden du er, uanset hvad du laver, uanset hvad der sker og uanset hvad du vil gå igennem, at du har det godt og vil have det godt. At dine drømme fortsætter med at gå i opfyldelse. At du fortsætter med at elske. At udleve hver dag, som var det den sidste for du og din familie.

 

Men jeg vil aldrig glemme dig. Du var, og vil altid være, min første og sidste kærlighed. Det skal du vide. Tænk ikke på mig; jeg er et bedre sted nu end jeg nogensinde har været.

 

Jeg elsker dig.

For evigt og altid.

 

Din. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...