Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

158Likes
322Kommentarer
91366Visninger
AA

25. Epilog

 

Epilog

December, 2018

"Hvornår må jeg se noget, Harry?", spurgte Sophia, der sad på passagersædet ved siden af mig, om. Hun var ved at blive godt utålmodig efter at have siddet med bind for øjnene i godt og vel et kvarter. Jeg havde nemlig en overraskelse til hende, som jeg havde gået rundt og holdt hemmeligt for hende i næsten to år nu. Det havde været svært ikke at sige noget, men det var heldigvis lykkes mig.

Jeg smilede svagt for mig selv over hendes desperate tone i stemmen, hvorefter jeg i blinde lagde min ene hånd hen på hendes lår.

"Vi er der om mindre end to minutter", svarede jeg, idet jeg drejede bilen til højre, så vi kom til at køre på den vej, som vi begge var vokset op på. Vejen hvor vi havde en masse betydningsfulde minder sammen - både de perfekte men også de mindre gode. Men alt i alt var det et sted, som jeg elskede at befinde mig, og jeg håbede inderligt, at Sophia havde det på samme måde, for ellers ville overraskelsen, jeg havde, være så godt som ødelagt.

Jeg holdt ind ved fortorvet mellem mit og Sophias barndomshjem, og tog en dyb indånding igennem næsen. Det, jeg skulle vise hende nu, var noget, jeg havde planlagt for mange år siden, så det var rimelig stort endelig at kunne vise hende, at jeg havde gjort det.

"Jeg går lige ud af bilen og åbner for dig", sagde jeg stille til hende og gav hende et blidt kys på kinden.

Derefter gik jeg ud af bilen og om på den anden side, så jeg kunne åbne bildøren. Forsigtigt, så hun ikke blev alt for forskrækket, tog jeg fat om hendes håndled og guidede hende, så godt jeg kunne ud af bilen.

Da hun var helt ude af bilen, gav jeg slip på hendes håndled, stillede mig om bag ved hende og placerede mine hænder på hendes hofter. Med forsigtige skridt begyndte jeg at gå frem ad mod fortorvet på den anden side af vejen, imens jeg skubbede blidt til hende, så hun helt automatisk selv gik. Hendes krop rystede lidt, så det var tydeligt for mig, at hun ikke var så glad for det.

"Det er altså ret ubehageligt det her. Jeg er virkelig bange for, at jeg falder", stammede hun i et nervøst grin, så jeg ikke kunne lade være med selv at trække på smilebåndet.

"Bare rolig, jeg har dig. Der sker ikke noget", forsikrede jeg hende om.

"Det ved jeg", hviskede hun med en kærlig stemme, så smilet på mine læber hurtigt voksede sig større.

Vi stoppede op, da vi kom hen til fortorvet. Endnu en gang tog jeg mig selv i at trække vejret dybt ind igennem næsen, da jeg var en smule nervøst samt spændt. Jeg forstod egentlig ikke helt, hvorfor jeg havde den her nervøsitet i kroppen, for det var jo ikke fordi, jeg ikke havde sagt noget om det her til hende før. Der var godt nok lang tid siden, jeg sidst havde nævnt noget om det.

"Er du klar?", spurgte jeg stille om og placerede mine hænder ved tørklædet, der var om hendes øjne.

"Ja!", svarede hun hurtigt og lød nærmest helt ivrig efter at se, hvad jeg havde holdt hemmeligt for hende.

"Okay", var det sidste, der spændt kom ud af min mund, før jeg fjernede tørklædet fra hendes øjne. Jeg stillede mig hurtigt hen ved siden af hende, så jeg kunne se hende reaktion. Og man måtte sige, hun så overrasket ud på den mest positive måde, man kunne forstille sig.

Hendes øjne var helt opspilede og havde en glød i sig, som var beundrende. Hendes mund var formet som et stort o, og jeg kunne tydeligt se, at hun smilede imens frem for sig. Hun var virkelig overrasket, og hendes reaktion var præcis, som jeg ønskede, den skulle være.

"Du har virkelig gjort det", udbrød hun helt mundlamt, så jeg med et smil selv vendte mit blik mod det store hus foran os. Det hus som vi begge havde brugt største delen af vores barndom på at lege i sammen. Det betydningsfulde hus som jeg flere gang havde fortalt hende, jeg ville købe og gøre i stand, så vi kunne bo i det sammen. Og det havde jeg endelig efter to års hårdt arbejde fået gjort.

Jeg vendte mit blik mod hende igen og så, at hun allerede kiggede på mig med den største glæde i hendes blik.

"Til os to", sagde jeg og tog fat i hendes kolde hånd. "Hvis du altså har lyst til at bo her sammen med mig?".

Mit spørgsmål var egenlig mest ment i sjov, for jeg var slet ikke i tvivl om, at hun gerne ville det.

Hun stillede sig lige foran mig og kiggede mig dybt i øjnene, så jeg hurtigt lagde mærke til, at de var en smule blanke. "Der er intet, jeg hellere vil end at bo i det hus sammen med dig", svarede hun seriøst og gav mig efterfølgende et kys på munden, som var fuld af kærlighed og glæde.

Jeg kunne ikke beskrive, hvor glad jeg var for at høre hende fortælle mig det. Jeg var sikker på, at vi ville skabe endnu flere gode minder sammen i det hus.

Hun trak sig fra kysset og kiggede mig igen i øjnene. "Jeg elsker dig så skræmmende højt, Harry Styles".

Jeg smilede kærligt til hende og kyssede hendes læber hurtigt og blidt.

"Jeg elsker dig lige så højt. Sophia May".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...