Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91265Visninger
AA

13. 9

 

9

Jeg vågnede op med den største hovedpine, jeg længe havde haft. Det stod i hvert fald klart for mig, at jeg havde drukket rimelig meget til festen i går.

Imens jeg ømmede mig svagt og satte mig op i sengen, kløede jeg mig i tindingen med min ene pegefinger for at prøve at dulme smerten. Desværre for mig virkede det ikke just specielt godt.

Mit blik landede hurtigt på vinduet, da jeg følte at lyset nærmest blændede mig. Og til min store overraskelse sneede det uden for. Når jeg tænkte tilbage på i går, kunne jeg faktisk godt erindre, at det var begyndte at sne, da jeg gik hjem fra Louis af.

Dog havde jeg ingen anelse om, hvornår jeg var gået eller om jeg havde sagt farvel til nogen af de andre. Det sidste, jeg huskede fra festen, var, at jeg drak shots sammen med Louis, Liam og Niall, da jeg efter noget tid ikke havde fundet Lizza, selv om hun havde ledt efter mig.

Det var virkelig lang tid siden, jeg havde drukket så meget, at jeg havde glemt dele af en aften, men det havde jeg altså i går. For det var hun små glimt jeg kunne huske. Og det kunne som nævnt tydeligt mærkes på min krop. Specielt mit hoved var hårdt ramt.

Jeg rejste mig op fra sengen, imens jeg ømmede mig svagt. Det var virkelig vildt så dårligt jeg havde det i kroppen. Jeg kunne faktisk ikke mindes at have det så dårligt før. Derefter gik jeg meget langsomt med halvlukkede øjne hen til mit skab, hvor jeg tog en løs t-shirt og et par joggingbukser ud, som jeg efterfølgende tog på min krop. Det blev ikke ligefrem gjort med lethed, for hver gang jeg bevægede mit hoved en tand for meget, begyndte det at svimle svagt for mig øjne. Og det skete et par gange undervejs.

Da jeg dog endelig fået det på, bevægede jeg mig stille ud af mit værelse og fortsatte nedenunder, da jeg virkelig havde brug for noget smertestillende til at dæmpe den enorme smerte, jeg havde i hovedet. Jeg troede vitterligt aldrig, at jeg havde haft det så dårligt dagen efter, jeg havde drukket. Men det var jo udelukkende min egen skyld, da jeg selv havde valgt at indtage sådan en stor mængde alkohol i går. Og grunden til det var vel ikke så svær at regne ud, vel? Sophias manglede tilstedeværelse og svar.

Det irriterede mig stadigvæk, at hun ikke havde givet den mindste lyd fra sig i går.

Jeg gik hen til køkkenskabet og tog et glas ud, som jeg derefter fyldte op med vand fra vandhanen. I et af de andre skabe fandt jeg en bøtte smertestillende. Jeg hældte et par stykker ud i min hånd og førte dem derefter ind i min mund, og med hjælp fra vanden fik jeg dem sunket.

"Jeg drikker aldrig så meget igen", mumlede jeg svagt for mig selv og lukkede mine øjne for en kort stund, da lyset ude fra virkelig var forfærdelig skarpt. Det hjalp i hvert fald ikke ligefrem på smerten i mit hoved.

Efter et stykke tid åbnede jeg øjnene igen og så ud af køkkenvinduet, at Sophia gik ud fra sit hus og videre over mod det gamle hus. Jeg sukkede svagt over synet af hende. Hvordan kunne hun seriøst være så ligeglad?

Jeg satte glasset i opvaskemaskinen og gik derefter ud i gangen, hvor jeg tog mine sko og min jakke på. Selv om jeg var rimelig skuffet over hende, så betød hun jo stadig meget for mig, og jeg var stadig interesseret i, at hun skulle være i mit liv igen. Så jeg ville derfor gå over og snakke med hende og prøve at få et svar ud af hende om, hvorfor hun ikke havde svaret mig overhovedet.

På en hylde ude i gangen fandt jeg et par solbriller, som jeg tog for mine i øjeblikket skrøbelige øjne, da sneen helt sikker ville blænde mig, hvis mine øjne ikke var dækket. Jeg gik derefter uden for og mærkede straks kulden og snefnug ramme mit ansigt. Der var allerede kommet rimelig meget sne på den korte tid sneen havde varet. Heldigvis sneede det ikke så slemt lige nu, det var kun meget lidt.

Med ekstremt langsomme skridt gik jeg over mod huset, og så at Sophia havde sat sig på det sted, hun plejede; den lave røde mur. Jeg kom hen til hende og stod lidt bag ved hende og betragtede siden af hendes ansigt. Hun stirrede bare på huset og så ikke ud til at være specielt meget påvirket af det kolde vejr.

Da jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive en smule svimmel og dermed havde brug for at sidde ned, valgte jeg at gå igennem murens indgang, så jeg kom om på den anden side. Jeg satte mig op på muren ved siden af hende, og først der opdagede hun min tilstedeværelse.

"Hvad laver du?", spurgte jeg om med en lav og undrende stemme, imens jeg kiggede på huset og bevidst undgik at kigge på hende til at starte med.

Jeg tog mit til hovedet, da det endnu engang begyndte at dunke svagt.

"Det ved jeg ikke".

Forsigtigt vendte jeg mit blik mod hende, da hendes svar undrede mig lidt. Hun vendte selv sit blik mod mig, og prøvede vidst at få øjenkontakt med mig igennem mine solbriller.

"Hård nat?", spurgte hun lavt om, og hentydede nok til det faktum, at jeg mildt sagt lignede lort lige nu.

"Mmh", mumlede jeg nikkende, hvorefter en kort stilhed opstod. Mit nik fik smerten til at forøge sig i mit hoved, og jeg fortrød straks, at jeg havde bevæget mit det så meget. Dog bed jeg smerten i mig, så godt jeg kunne, og prøvede egentlig at ignorere den, da jeg hellere ville have en forklaring fra hende. "Du kom ikke i går. Jeg havde virkelig håbet, at du kom".

Min stemme lød nok en anelse skuffet og kold, men jeg kunne simpelthen ikke skjule det lige nu.

"Det fornemmede jeg godt, da jeg i morges hørte den voicemail, du lagde til mig i går".

Hendes kommentar fik mit hjerte til at skippe et slag. Jeg havde lykkeligt glemt alt om den voicemail, men ordene jeg sagde, dukkede stille frem i mit hoved nu. Det var ikke ligefrem måske ikke ligefrem det smarteste lægge sådan en besked til hende, når jeg var fuld.

Jeg sukkede svagt og kørte min kolde hånd igennem mit hår.

"Undskyld for den.. det var ikke lige meningen", undskyldte jeg.

Hun smilede bare svagt til mig, nok som et tegn på at jeg ikke skulle tage det så tungt. Hun virkede faktisk ligeglad og timelig upåvirket over den.

Jeg ømmede mig lavt, da jeg mærkede at smerten i mit hoved blev endnu værre. Dog var det ikke så lavt, så hun ikke kunne høre det, for hun kiggede straks en smule bekymret på mig.

Med mine hænder placeret på mit hoved, bukkede min overkrop og mit hoved lidt forover. Det hjalp dog overhovedet ikke, faktisk blev smerten bare spredt yderligere rundt i min krop.

"Er du okay?", spurgte hun stille om.

"Mhm", mumlede jeg fjernt, da jeg mest fokuserede på den ubehagelige smerte og følelse, jeg havde i min krop.

Jeg trådte ned fra muren og stillede mig foroverbøjet med mine hænder hvilende på det nederste af mine lår. Følelsen var så underlig. Jeg var svimmel og havde det som om, jeg skulle kaste op - men det skulle jeg ikke. Jeg havde en følelse af ikke at være til stede og den blev bare forstærket for hvert sekund der gik.

"Harry?".

Hendes fine stemme, der sagde mit navn, og hendes hånd på min ene overarm var det sidste, jeg hørte og følte, før mine ben kollapsede under mig alt omkring mig blev mørkt og stille.

~

Endnu engang åbnede jeg øjnene til en slem hovedpine, og jeg bemærkede hurtigt, at jeg befandt mig et sted, som jeg ikke havde været længe. På Sophias sofa i hendes stue. Jeg havde et tæppe over min krop og havde ikke længere min jakke på. I et øjeblik nåede jeg at være forvirret over, hvad jeg lavede her, men huskede så, at vi var sammen henne ved det gamle hus, og jeg havde fået det dårligt.

Jeg lagde hurtigt mærke til lyden, der kom fra fjernsynet, hvilket fik mig til at rette mig lidt op i sofaen, så min ryg var lænet op af det ene armlæn. Og som en ekstra overraskelse så jeg, at Sophia sad i den anden ende af sofaen og kiggede hen på fjernsynet. Hun var så optaget af det, at hun ikke havde lagt mærke til, at jeg havde åbnet mine øjne.

Svagt rømmede jeg mig, bare sådan så hun vidste, at jeg ikke længere var væk. Et lille sæt gik igennem hendes krop, og hun vendte straks sit blik hen på mig, som sendte hende et svagt undskyldende smil.

"Hey", sagde jeg lavt, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg ellers skulle starte med at sige.

"Hej", svarede hun med et lille smil gemt i mundvigen, hvorefter hun strøg sin ene hånd igennem sit fyldige mørkebrune hår.

"Hvad skete der?", spurgte jeg nysgerrigt og undrende om, da det sidste, jeg kunne huske, var, at jeg fik en mærkelig kvalmende fornemmelse i kroppen ovre i haven til det gamle hus.

"Du besvimede", svarede hun stille. "Hvordan har du det?".

Hun slukkede lyden fra fjernsynet og kiggede derefter bekymret på mig.

"Fint. Jeg har lidt ondt i hovedet men ellers helt fint", svarede jeg og rettede mig lidt mere op. Jeg kiggede ned på dynen i et kort sekund, hvorefter jeg mødte hendes blik igen. "Hvordan har du fået mig herind?".

Hun rømmede sig svagt og kløede sig efterfølgende i håret.

"Jeg øh.. jeg bankede på hos dig, men der var ingen hjemme, så mine forældre hjalp mig med at bære dig herind", svarede hun og bed sig svagt i underlæben.

"Okay".

Jeg mærkede derefter at mit hoved begyndte at dunke igen, så jeg diskret ømmede mig. Dog så det ud til, at hun lagde mærke til det, da hendes udtryk i ansigtet straks blev endnu mere bekymret.

"Er du okay, Harry?".

Ja, når du er her, er jeg, havde jeg lyst til at svare, men gjorde det dog ikke. Den dunkende fornemmelse i mit hoved var langt fra så slem, som den tidligere, så jeg havde det egentlig fint nok.

"Ja", blev det blot til.

"Er der noget du har lyst til? Noget at drikke?".

"Nej tak", svarede jeg venligt til hendes ellers søde tilbud. Jeg vendte derefter mit hoved til siden, så mit blik landede på fjernsynet, der stadig kørte uden lyd i baggrunden. "Hvad ser du?".

Igen kiggede jeg hen på hende, der hurtigt kiggede på fjernsynet, da jeg havde stillet spørgmålet.

"Bare en film, der er i tv'et, den er ikke så spændende", sagde hun med en lav stemme og lod sit blik finde mit igen.

Der opstod derefter en stilhed i blandt os, imens vi kiggede på hinanden. Jeg overvejede, om det var nu, jeg skulle gå. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at være her mere, men måske sad hun og ønskede, at jeg bare ville tage hjem nu, så hun kunne komme videre med sin dag.

"Vil du gerne have, jeg går nu?", stillede jeg derfor som et spørgsmål, da jeg lige så godt kunne spørge hende direkte.

"Nej", svarede hun hurtigt, ja nærmest millisekundet efter, jeg havde afsluttet mit spørgsmål. Jeg blev rimelig overrasket over, hendes hurtige svar, og det så også ud som om, hun selv blev ret overrasket over det. Hendes kinder blev en anelse røde, og hun kiggede ned i sit skød. "Eller altså jeg mener, der er jo ikke nogen hjemme hos dig til at hjælpe dig, hvis nu du skulle besvime igen".

Hendes ord blev sagt på en lidt usikker måde, hvorefter hun igen kiggede hen på mig. Jeg følte en varme i min krop over hendes svar, for jeg havde faktisk en lille fornemmelse af, at hun godt ville være i mit selskab. Og at høre hun stadig kunne bekymre sig om mig gjorde mig utrolig glad.

"Det har du vel ret i".

Jeg fjernede tæppet fra min krop og rejste mig forsigtigt op fra sofaen, da det stadig dunkede lidt i mit hoved. Min handling fik hende til at se en smule forvirret op på mig.

"Jeg skal lige på toilettet", sagde jeg med et smil, så det forvirrede udtryk i hendes ansigt, blev erstattet af et afslappet et.

"Okay, toilettet li..""Jeg ved godt, hvor toilettet er", afbrød jeg hende med en stille stemme og sendte hende et lille smil. Derefter vendte jeg rundt og gik i retningen af toilettet.

For at være ærlig, så vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle have det med, at hun ville fortælle mig vejen til toilettet. Enten var det fordi, hun troede, at jeg måske havde glemt, hvor det lå, eller også var det fordi, hun fastholdt den der facade med at "lege", at vi ikke havde en fortid sammen. Og jeg troede ærligt, at det var det sidste, for jeg havde været herhjemme tusindvis af gange, så hvorfor skulle jeg glemme det?

Da jeg var færdig på toilettet, gik jeg tilbage til stuen og satte mig i sofaen igen og denne gang bevidst en del tættere på hende. Hun havde også selv rykket sig lidt væk fra det hjørne, hun havde siddet op ad hele tiden. Igen havde hun sit blik på fjernsynet og så ud til at følge med i det, der foregik på skærmen.

Jeg tog tæppet over mine ben og lagde bevidst også lidt af tæppet over hendes ene ben, på en måde der fik det ud til at ligne et uheld. Hun lagde hurtigt mærke til stoffet over sit ben, for hun kiggede ned nærmest med det samme. Dog fjernede hun ikke tæppet, men lod det bare være og kiggede op på skærmen igen.

I et stykke tid, sad jeg og betragtede hendes ansigt, imens jeg beundrede den måde hun kiggede så intenst på skærmen på. Hun opfangede slet ikke mit blik på hende, så optaget af skærmen var hun. Mit blik kørte jeg langsomt længere ned af hendes krop, indtil det låste sig fast på hendes hånd, der lå med siden mod sofastykket i mellem os.

Helt afslappet førte jeg min egen hånd hen mod hendes, og tog til sidst blidt fat i hendes hånd og flettede mine fingre ind i hendes. Et form for stød gik i gennem hendes krop, og hun vendte straks sit blik mod mig, og derefter ned på vores hænder. Hun sank en klump i sin hals og kiggede fortsat på dem.

"Tak for hjælpen", sagde jeg med en stille stemme.

Hun løftede sit hoved, så hendes blik mødte mit. Jeg sendte hende et smil og hun gengældte det meget usikkert og svagt.

"Det var så lidt", svarede hun med en lidt rystende stemme, hvorefter hun vendte sit blik mod fjernsynet igen, helt uden at fjerne sine hånd fra mit greb. Tvært i mod bukkede hun lidt efter sine fingre, så vores hænder var låst fast sammen.

Jeg fik den skønneste følelse i kroppen over hendes handling. Det føltes næsten som før i tiden, når vi sad sammen og holdt hinanden i hånden. En varme, der var enorm kraftfuld, spredte sig ud til alle dele min krop, og den følelse var fantastisk. Det var lang tid siden, jeg havde haft sådan en dejligt følelse i kroppen. Det her moment virkede som noget af det mest rigtige, jeg havde oplevet i meget lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...