Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91265Visninger
AA

11. 7

 

7

"Jeg har fået en banan. Seriøst en banan! Og i går fik jeg et æble, hvad sker der", lød det brokkende fra Niall, der sad overfor mig ved siden af Liam, med en banan i hånden.

Både Liam og jeg brød ud i grin, da Niall som forventet brokkede dig over, at han kun havde fået frugt af sin juleven. Jeg mente stadigvæk, at det var en genial idé, Liam havde fået, for det var virkelig underholdende at se Niall være så fornærmet.

"Det er helt sikkert Annabell, der er min juleven! Den irriterende sundhedsfreak".

"Slap nu af, det er jo bare frugt. Det er faktisk ret sundt for dig i forhold til det, du plejer at putte i munden", indskød Liam, hvilket fik Niall til at give ham et irriteret dræberblik.

"Årgh vil du da holde mund", sagde han småirriteret og smed bananen på bordet foran sig.

Han sukkede irriteret og åbnede sin bøtte med pasta, som han derefter begyndte at spise. Hans blik landede på mig, imens han tyggede sin mad.

"Hvordan gik det med Sophia i går? Lizza sagde, at hun var hjemme hos dig", spurgte Niall om, da han havde sunket sin pasta.

"Fint.. det gik helt fint", svarede jeg og lød måske knapt så overbevisende. Men det var egentlig mest af alt fordi, jeg ikke selv helt vidste, hvordan jeg syntes, det var gået. Altså det var jo gået nærmest fejlfrit, indtil jeg lige kvajede mig til sidst, ved at få det til at lyde som om, jeg ikke ville være sammen med hende mere.

Men det var vel gået fint.

Det var også svært at sige, om min lille fejltagelse til sidst med at tage hende i hånden, havde gjort tingene endnu mere underligt mellem os. For jeg havde slet ikke set hende i dag, da vi ingen timer havde sammen. Men jeg vidste, at hun havde mærket et eller andet ved min berøring, ligesom jeg havde mærket noget. Det kunne jeg se på hendes ansigt i går.

"Hey venner", lød det fra Louis, der pludselig stod ved enden af vores bord, så vi alle automatisk kiggede på ham. "Husk, der er fest hos mig i morgen.. Spred lige ordet, hvis ikke I allerede har".

Vi nikkede bare alle tre til ham. Louis var kendt i byen for at holde de største og vildeste fester. Det var som om, at hver gang han holdt en fest, prøvede han at overgå den, han havde holdt før. De blev altid vildere, og der kom altid flere og flere mennesker med.

Han gik derefter væk og fortsatte hen til et af de andre borde, hvor han sikkert også skulle reklamere for sin fest.

"I kommer, ikk?", spurgte Niall os om og kiggede skiftevis på Liam og jeg, hvorefter han proppede munden med mere pasta.

"Det regner jeg med", svarede Liam og kiggede derefter hen på mig. "Gør du?"

"Lizza har ikke rigtig givet mig noget valg.. så ja, det gør jeg".

~

På vejen hjem fra skole lod jeg som altid mit blik falde på det gamle hus. Jeg blev dog noget overrasket i dag, da jeg så noget, jeg ikke havde set i lang tid. Sophia sad på den lave røde murstensmur, som vi før i tiden tit havde siddet på og betragtet det slidte hus sammen.

Jeg stoppede op på fortorvet og havde kort en indre diskusion med mig selv om, hvor vidt det ville være en smart idé at gå hen til hende.

Men nu kendte jeg efterhånden mig selv så fantastisk godt, at jeg vidste, at lige meget hvor mange argumenter jeg havde imod at gøre noget, der havde med Sophia at gøre, ville jeg altid finde dobbelt så mange argumenter, der var for at gøre det.

Så derfor bevægede jeg mig hen til hende og de røde mursten, og stillede mig ved hende.

"Hey", sagde jeg stille for ikke at give hende et chok, da hun jo sad med ryggen til mig og derfor ikke havde set mig. Alligevel gik der et lille sæt igennem hendes krop. Hun drejede sit hoved til siden, så vi begge kiggede på hinanden.

"Hej", svarede hun og drejede hovedet mod huset igen. Jeg lod selv mit blik lande på huset, som gemte på så mange minder med hende.

Der opstod en stilhed i blandt os, imens vi begge betragtede det store gamle hus. Det var egentlig ikke, fordi jeg ville beskrive stilheden som specielt akavet, den virkede faktisk overraskende nok helt normal.

"Kommer du her tit?".

Jeg afbrød stilheden efter et stykke tid, da det var et af de spørgsmål, jeg tit havde tænkt over. Og lige nu virkede det bare som det rette tidspunkt at stille det på. Jeg drejede mit hoved mod hende, så jeg så på siden af hendes ansigt. Hun rystede stille på hovedet.

"Jeg fik bare lyst til at tage herhen", svarede hun med en lav stemme uden at fjernede blikket fra huset. Hun vendte igen hovedet mod mig og kiggede mig i øjnene. "Hvad med dig?".

"Nej.. det er lang tid siden, jeg har været her. Jeg så bare, at du sad her så.. så ja..".

Jeg vidste egentlig ikke, hvor jeg ville hen med den sidste del af min sætning, for jeg kunne jo ikke stå og sige til hende, at jeg kun var herhenne, fordi jeg gerne ville være sammen med hende, så meget jeg havde mulighed for. Det var jo ikke, fordi jeg havde lyst til at skræmme hende ved at være alt for nærgående og påtrængende på den irriterende måde.

"Det har virkelig stået tomt længe", sagde hun yderligere med den samme lave stemme og kiggede på huset igen. "Gad vide om det nogensinde bliver solgt".

Jeg fik en lidt mærkelig følelse i kroppen af at høre de ord forlade hendes mund. Mest fordi dengang vi stadig var kærester, havde jeg sagt til hende et par gange, at jeg en dag ville købe huset til os og sætte det i stand. Det var egenlig stadig en af mine største drømme, der aldrig helt var forsvundet fra mine tanker. Også selv om jeg godt vidste, at det nok ikke ville ske.

"Det tror jeg ikke", svarede jeg bare med en lidt nedtrykt stemme, der matchede den følelse, jeg havde indvendigt.

Der opstod igen en stilhed. Denne gang varede den i et par lange sekunder.

"Har du nogle planer nu?", afbrød hun stilheden med og kiggede på mig.

"Nej", svarede jeg og rynkede brynene lidt, da det undrede mig, at hun spurgt om det.

"Skal vi så få lavet den rapport færdig?".

Jeg nikkede bare som svar til hende spørgsmål.

"Vi kan tage hjem til mig, hvis det er?", sagde hun og løftede benene om på den anden side af murstenen, og hoppede til sidst ned på jorden.

Igen nikkede jeg bare til hende og fulgte efter hende hjem til hendes hus, der jo lå lige ovre på den anden side af vejen.

Det var helt underligt at træde ind i hendes hus igen, da det jo var så lang tiden siden, jeg havde været her. Duften var stadig den samme og den gav mig en følelse af en genkendelig varme indvendigt. Før i tiden havde hendes hjem jo nærmest været mit andet hjem, så det var som om, at en lille del af den tomme plads, jeg havde indvendigt, blev fyldt ud.

Vi tog vores overtøj og sko af, hvorefter vi gik op på hendes værelse. Og lige som hun havde sagt om mit værelse i går, så lignede hendes værelse også sig selv. Der var kun nogle få detaljer ændret, men ellers var alt ved det samme.

Hendes værelse havde den specielle dejlige duft af hende, som jeg havde savnet. Et hav af minder om vores kærlighed og vores minder sammen på det her værelse, dukkede op inden i mig, så et smil blussede frem på mine læber.

Jeg stod lidt og betragtede værelset, da det var virkelig skønt at være her igen. En hylde, der stod i hjørnet af værelset, med et par bøger på, fik pludselig min fulde opmærksomhed. Der var fire bøger, hvorpå der stod henholdsvis 2012, 2013, 2014 og den sidste 2015. Jeg fik en idé om, at det måske var dagbøger af en eller anden art, som hun havde skrevet i i løbet af hver af de fire år.

En stor trang til at kaste mig over bogen, der stod 2014 på overmanede min krop. Det var jo i midten af det år, tingene gik galt, så det kunne jo godt være, der stod noget om det deri. Jeg havde jo ikke fået en forklaring på, hvad der var sket og fik det nok heller ikke fra hende.

Men jeg tog selvfølgelig ikke bogen. I stedet blev jeg afbrudt af Sophias stemme: "Du kan bare sætte dig".

Jeg kiggede hen på hende, der havde sat sig i sengen og gjort sin computer og papirer klar. Jeg gik derefter hen og satte mig i hendes seng også, så vi kunne blive færdig med opgaven.

~

"Og vi er endelig færdige", lød det fra Sophias stemme efter to timer, hvor vi havde arbejdet intenst med opgaven.

Et smil kom frem på mine læber, imens jeg betragtede hende, der kiggede på sin computerskærm. Det var virkelig rart at være færdig, og jeg følte faktisk, at jeg forstod det, vi havde skrevet i rapporten. Tit når det galt kemirapporter, skrev jeg dem bare, uden at forstå hvad jeg skrev om. Men Sophia var faktisk overraskende god til kemi og havde forklaret mig tingene på en forståelig måde, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Misforstå mig ikke, hun var klog og sådan, men før i tiden havde hun heller ikke forstået en brik af det fag.

"Skønt!", udbrød jeg med et glædeligt smil på læben.

Sophia kiggede hen på mig, og for første gang i evigheder, så jeg et oprigtigt smil på hendes læber. Hun smilede til mig. Hun smilede med mig. Det sendte en form for elektrisk stød igennem min krop, så jeg efter blev helt varm inden i og smilede endnu større til hende.

Hendes smil var noget af det smukkeste i hele denne verden, og jeg ville ønske, hun smilede dagen lang.

Hun kiggede igen på computeren og skrev et eller andet ned, som jeg ikke kunne se herfra og som nok også var ligegyldigt. Imens kiggede jeg bare helt tryllebundet på hende. Hvis bare hun vidste, hvad hun gjorde ved mig, bare ved at være i det samme rum som mig. Hun behøvede jo slet ikke at sige nogle ord før, jeg blev helt betaget af hende.

"Sophia?", sagde jeg stille og havde stadig mit smil fastklistret på læberne.

"Harry". Den måde hun sagde mit navn på, kunne jeg virkelig ikke få nok af. Hun kiggede på mig igen med et afventende blik.

"Kunne du tænke dig at tage med til en fest i morgen?", spurgte jeg hende om. Måske virkede det lidt underlig bare sådan at spørge hende ud i det blå. Men stemningen mellem os havde været så god i går og i dag, så jeg tænkte, at jeg stille ville prøve at få hende tilbage ind i mit liv.

Hun kiggede overrasket på mig og sagde til at starte med ingenting.

"Nej, det..""Det kunne være virkelig fedt, hvis du gad", afbrød jeg hendes lidt usikre ord med.

"Hvem skulle jeg snakke med?", spurgte hun afslappet om og kiggede mig samtidig seriøst i øjnene.

"Mig".

Et lille grin, der på ingen måde var ægte, forlod hende læber, imens hun rystede på hovedet. Det føltes lidt som om, at hun troede, jeg mente mit ord i sjov. Men det gjorde jeg langt fra.

"Du vil da ikke have mig hængende op ad dig hele aftnen", sagde hun stille og lod blikket finde computerskærmen foran sig igen. Hendes ansigtsudtryk blev hurtigt rimelig seriøst.

"Det ville jeg ikke have noget i mod", svarede jeg hurtigt og ordene var så ærlige, som de overhovedet kunne blive. Faktisk lød det at være sammen med hende en hel aften, som noget jeg virkelig havde lyst til.

Dog vidste jeg ikke helt, om jeg fortrød de ord, der kom ud af min mund. Ikke fordi, jeg ikke mente dem, men mere fordi jeg kunne se på hende, at ordene overraskede hende. Hun kiggede på mig med et seriøst og uforstående blik, hvilket fik mig til at smile svagt til hende, så hun kunne se, at jeg mente det.

"Tænk over det".

Hun nikkede til mig og smilede svagt igen. For fanden hvor kunne hun sætte gang i en masse ting inden i mig stadigvæk bare ved at smile til mig. Hun gjorde mig nærmest helt skør i kroppen.

"Okay", svarede hun stille og kiggede på skærmen foran sig igen. "Jeg sender lige den færdige rapport til dig over mail".

"Fedt", udbrød jeg bare. "Ved du hvad klokken er?".

"17.57", svarede hun hurtigt og fjernt, nok fordi hun var koncentreret om at sende opgaven til mig.

"Så må jeg nok også hellere til at smutte hjem. Min mor laver altid mad til klokken 18.00", sagde jeg, imens jeg rejste mig fra sengen.

Sophia kiggede væk fra skærmen og op på mig med et meget svagt smil, imens hun nikkede forstående.

"Du kan bare skrive til mig i morgen, om du vil med til festen eller ej, så vi eventuelt kan følges derhen. Har du stadig mit nummer?", fortsatte jeg og igen nikkede hun bare til mig.

Jeg blev faktisk utrolig lettet over at finde ud af, at hun ikke havde slettet mit nummer fra sin telefon. Hvorfor, kunne jeg ikke helt forklare. Måske fordi hun så ikke havde slettet mig helt fra hendes liv.

"Super. Vi ses måske i morgen så".

"Vi ses", sagde hun, hvorefter jeg vendte om og gik mod døren til hendes værelse. Jeg tog fat i håndtaget, åbnede døren og skulle lige til at gå ud, da jeg kom i tanke om en ting, jeg gerne lige ville sige til hende. Brat stoppede jeg op og drejede mig mod hende, der kiggede ned på sin computerskærm igen.

"For resten", startede jeg stille, så jeg fik hendes opmærksomhed, og hendes øjne mødte mine. "Det der i går.. det var altså ikke, fordi jeg ikke ville have, du skulle spise med. For min skyld må du spise med, lige når du vil".

Et lille sødt smil dukkede op på hendes læber, og hvis ikke jeg tog meget fejl, blev hendes kinder også en anelse røde. Om det var virkelighed, eller om det bare var noget, jeg så, fordi jeg ønskede det, vidste jeg ikke. Men det gjorde mig helt glad indvendigt at opleve det igen. At vide, at jeg muligvis stadig kunne have den effekt på hende, var enormt rart. Jeg smilede selv svagt til hende, hvorefter jeg vendte mig rundt igen og trådte ud af hendes værelse med en god mavefornemmelse.

Det her havde vitterligt været en af de bedste eftermiddage, jeg længe havde haft.

___________________________________________________

Note: heeeey søde jer, der læser med. Hvis I gerne vil have et ekstra kapitel i dag, så må I meget jeg skrive en kommentar om, hvad I synes om historien ind til videre. Også gerne noget kritik, hvis I synes, der er noget, der kan gøres bedre? Jeg kunne nemlig virkelig godt tænke mig at høre jeres mening om historien :)

Ellers så kommer næste kapitel i løbet af de næste dage. Hav en god aften <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...