Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

156Likes
322Kommentarer
91092Visninger
AA

10. 6

 

6

På vejen hjem fra skole havde jeg fortalt Liam om min seddel på Sophias bord og hendes reaktion på den. Jeg følte, at jeg sagtens kunne fortælle ham om, hvad der stod på sedlen, da jeg vidste, jeg kunne stole på ham. Han kunne aldrig finde på at fortælle om det til nogen andre og specielt ikke til Lizza.

Og som forventet virkede han ikke så overrasket over, hvad jeg havde skrevet til hende. Som nævnt tidligere vidste han nok godt, at jeg stadig havde noget for hende, så han var rimelig afslappet omkring det.

Han sagde ikke rigtig så meget til det, andet end at hun nok bare var chokeret over at få sådan en besked. Hun var jo ikke rigtig sammen med nogen og snakkede heller ikke rigtig med nogen i skolen, så han nævnte, at det måske var derfor, hun virkede ked af det. Altså forstået på den måde, at hun ikke troede på, at der var nogen, der fandt hende smuk.

Men det var der. Hvordan kunne man ikke synes, hun var det?

Lige nu lå jeg inde i min seng på mit værelse og tænkte på hende. Jeg havde vildt meget lyst til at gå over og ringe på hendes hoveddør for at være sikker på, at hun var okay. Men det havde Liam frarådet mig at gøre tidligere, da han mente, at jeg skulle vente på, at hun kontaktede mig. For som han sagde, så havde vi jo ikke rigtigt kontakt med hinanden mere, så det ville være underligt, at jeg pludselig trængte mig på hjemme hos hende.

Men så igen, jeg holdt jo virkelig meget af hende, så det gjorde vel ikke noget, hvis hun fik en fornemmelse af, at jeg bekymrede mig om hende, vel?

Uden nærmere eftertanke rejste jeg mig fra sengen, gik ud af mit værelse og til sidst ned af trappen, så jeg kunne komme over til hende. Jeg tog min jakke på, og skulle lige til at tage mine sko på også, men blev afbrud af en ringen på døren, som fik et sæt til at gå igennem min krop.

Jeg åbnede døren og blev noget overrasket, da jeg så Sophia stå ude foran med en mappe og sin computer i sine hænder. Hun gav mig elevatorblikket og kiggede mig til sidst i øjnene.

"Er du på vej ud af døren?", spurgte hun om med en stille og undrende stemme.

"Ehm nej.. det.. nej", svarede jeg en anelse forvirret og overvejede i et splitsekund at fortælle hende, at jeg var på vej over til hende. Dog skød jeg hurtigt den tanke væk, da det jo var ligemeget nu, når hun stod foran mig.

"Okay.. skulle vil begynde på den rapport så?".

Hendes spørgsmål overraskede mig meget. Hun opførte sig som om, at der slet ikke var sket noget. Som om at hun ikke for to timer siden stormede ud af kemilokalet og gik væk fra mig, selv om hun havde hørt, at jeg havde kaldt på hende.

"Jo.. jo, det.. ja", svarede jeg i forvirring og åbnede døren lidt mere som et tegn på, at hun bare kunne komme ind.

Hun forstod, hvad jeg mente, så hun trådte ind af døren og smed sin jakke og sine sko. Jeg lukkede døren og stod derefter bare og stirrede på hende hænge sin jakke på knagen.

"Skal du ikke have din jakke af?", stillede hun undrende som et spørgsmål, da hun opdagede, at jeg bare stod og kiggede på hende uden at gøre noget.

"Jo.. selvfølgelig", svarede jeg og vågnede op for min korte "trance" over hende. Jeg tog min jakke af og hang den på knagen. "Lad os gå ovenpå".

Det var virkelig mærkeligt, det der skete lige nu. Jeg forstod det egentlig ikke helt, hvis jeg skulle være ærligt. Det var som om at hele dagen i dag bare havde været en drøm.

Vi gik op af trapperne og endte til sidst på mit værelse. Hun standsede midt på gulvet og lod sit blik scanne rummet med en snert af et smil gemt i sin mundvig, hvis jeg ikke tog meget fejl. Jeg lukkede døren og satte mig derefter hen på kanten af min seng.

"Det ligner sig selv".

Hendes kommentar fik mit hjerte til at slå tre hurtige ekstra slag. Jeg følte, at jeg fik en bekræftelse på, at hun godt kunne huske, at vi havde en fortid sammen. Selvfølgelig havde jeg vidst, at hun godt vidste det, men alligvel fik jeg en følelse af, at hun ikke havde glemt mig. Glemt vores tid sammen. Glemt hvordan mit værelse havde set ud.

Hun kiggede hen på mig, der bare nikkede bekræftende til hendes ord med et lille smil på mine læber. Der var ikke rigtig ændret så meget på mit værelse, siden sidst hun var her.

"Du kan bare sætte dig", sagde jeg til hende og pegede på sengen, da hun bare blev ved med at stå på midten af gulvet.

En smule akavet rømmede hun sig, hvorefter hun med forsigtige skridt gik hen og satte sig i sengen på en lidt usikker måde. Jeg rejste mig og gik hen til mit skrivebord, hvor min MacBook lå. Den tog jeg i hånden, derefter tog jeg min kemibog fra min taske og gik så til sidst hen og satte mig på sengen igen.

~

Omkring to timer inde i vores arbejde med at få opgaven skrevet, bankede det pludselig på min værelsesdør. Den blev hurtigt åbnet og min mor trådte smilende frem i døren.

"Harr.. oh hej Sophia", sagde hun og kiggede overrasket hen på Sophia, da det jo efterhånden var et godt stykke tid siden, hun havde set os sammen.

"Hej", svarede Sophia stille men venligt tilbage.

"Det er lang tid siden, vi har set dig her""Mor! Var der noget, du ville?", sagde jeg hurtigt efter hendes konstaterering, da jeg ikke ønskede at sætte hverken mig eller Sophia i en ubehagelig situation, som min mor helt sikkert ville skabe.

Min mor kiggede hurtigt hen på mig og nikkede til mit spørgsmål.

"Ja.. Lizza står nede i døren".

Jeg sukkede svagt og skuede hurtigt over til Sophia, der nu kiggede ned i sit skød. Derefter rejste jeg mig fra sengen, gik ud af værelset og fortsatte ned af trappen og ud i gangen.

"Hej flotte", lød det smilende fra Lizza, da hun fik øje på mig, der trådte ud i gangen.

"Hey", svarede jeg lavt og gik helt hen til døren, så vi stod lige over for hinanden.

Hun lænede sig frem og gav mig et kort kys på munden, hvorefter jeg bare kiggede afventende på hende, da jeg egentlig forventede et svar på, hvorfor hun var her.

"Niall, Louis, Stephanie og jeg tager ned på skøjtebanen.. vil du med?", spurgte hun mig smilende om.

"Ehm..", startede jeg ud med at sig og kløede mig derefter en smule akavet i nakken. "Det kan jeg ikke. Jeg sidder lige og laver kemirapport".

"Med Sophia!?".

Hendes spørgsmål kom hurtigt og hårdt ud, og hendes smil forsvandt væk på et splitsekund. Jeg kunne sagtens regne ud, at enten Liam, Louis eller Niall havde fortalt hende, at vi arbejde sammen i kemi, for jeg havde ikke selv fortalt hende det. Og det var fuldt ud et bevidst valg, da jeg jo vidste, at Lizza ikke ligefrem var stor fan af Sophia.

Jeg nikkede til hendes spørgsmål og fjernede min hånd fra min nakke.

"Er hun her lige nu?", spurgte hun om med en fornærmet og sur stemme og lagde sine arme over kors.

"Ja".

"Så du vil hellere være sammen med hende?", småvrissede hun og sendte mig et koldt blik. Hun var virkelig ikke tilfreds med situationen, lad mig bare lige slå det fast.

Et ærligt svar til hendes spørgsmål ville være et ja, men det kunne jeg ikke få mig selv til at sige til hende. Specielt ikke nu når hun var i dårligt humør i forvejen.

"Nej", svarede jeg i stedet og lød på ingen måde særlig overbevisende, hvis jeg selv skulle bedømme det. "Men den opgave skal ligesom laves, ikk?".

"Fint. Gør hvad du har lyst til", fnyste hun og rullede derefter sine øjne af mig på hendes helt egen typiske måde.

"Vi ses i morgen, okay?", sagde jeg til hende.

"Ja, ja", svarede hun, som om hun var ligeglad, hvilket jeg tydeligt kunne mærke på hende, at hun ikke var. Hun var bare irriteret.

Jeg lukkede sukkende døren i efter hende og gik derefter op til mit værelse igen, hvor min mor stadig stod i døren og snakkede med Sophia, der sad i sengen, ligesom da jeg forlod rummet.

"Står du her stadig?", sagde jeg med en småirriteret stemme, som en hentydning til min mor om, at hun godt måtte gå nu. Jeg gik forbi hende og ind på værelset, hvor jeg satte mig på sengen.

"Undskyld, jeg skal da ikke forstyrre jer mere. Det er dejligt at se dig her igen, Sophia. Vi har savnet dig herhjemme", svarede min mor og en akavet stemning overtog hurtigt luften efterfølgende, hvilket egentlig bare var typisk min mor. Hun var virkelig en af de bedste til at få en okay normal situation til at føles som det mest akavet i hele verden bare ved en enkelt udtalelse.

Hun lukkede stille døren, og lige som døren næsten var lukket, åbnede hun den hurtigt igen.

"Vil du egentligt spise med til aften?", spurgte hun om, imens hun kiggede venligt på Sophia.

Okay, kunne hun gøre det endnu mere akavet nu? Nej. Svaret måtte være nej.

"Nej, mor!".

Mine ord blev sagt en smule vrissende i munden på Sophias ord, så jeg ikke nåede at høre, hvad hun svarede. De kiggede begge to overrasket på mig over mit udbrud og faktisk lignede det, at Sophias mundvige trækkede sig en smule nedad over min udtalelse.

Jeg svarede vel bare det, hun selv svarede? Jeg ville selvfølgelig selv gerne have, at hun skulle blive her så længe så muligt, men jeg tænkte, at hun nok ikke havde det på samme måde. Hun havde jo ikke ligefrem vist særlig meget interesse for at være sammen med mig og min familie det seneste halvandet år.

"Det kan også være, at det måske ikke er en særlig god idé alligvel", sagde Sophia lavt og kiggede hen på min mor igen og sendte hende et lille smil, som på ingen måde så ægte ud.

Mit hjerte begyndte at banke hårdt og hurtigt mod mit bryst over hendes ord. Sig mig, havde det, hun sagde i munden på mig, været et ja? Det lød jo næsten sådan. Jeg måtte da også indrømme, at de sidste to timer hun havde været her, faktisk var fungeret rimelig godt. Hun havde virket meget afslappet i mit selskab, selv om jeg godt kunne mærke, at hun satte en mur op nogen gange.

Men at hun ligefrem gerne ville spise med, havde jeg godt nok ikke forestillet mig. Og nu havde jeg vidst også lige ødelagt den mulighed med mit rimelig aggressive svar. Smukt. Indvendigt gav jeg mig selv den største lussing.

Med et stramt og akavet smil lukkede min mor døren til værelset. Sophia sad og stirrede tomt og stift hen på døren, imens jeg prøvede at finde ord, jeg kunne sige til hende. Men jeg kunne virkelig ikke finde nogle ord, så der opstod en tung stilhed i mit værelse, samtidig med at ingen af os rørte på os. Først efter et par meget lange sekunder rømmede hun sig og klappede sin computer sammen.

"Jeg øh.. Jeg må vidst også hellere se at komme hjem", sagde hun stille, tog sine ting i hånden og rejste sig derefter op fra sengen. Derefter gik hun bare ud af mit værelse uden at sige noget mere eller kigge på mig en sidste gang.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg nok burde følge efter hende. Jeg var vidst stadig en lille smule i chok over, at jeg lige havde været skyld i, at Sophia nok troede, at jeg ikke ville have, at hun blev her længere.

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud af mit værelse og fortsatte nedenunder.

Sophia stod og tog sine sko på, da jeg trådte ind i gangen. Indvendigt følte jeg, at jeg blev nødt til at sige et eller andet til hende. Måske et eller andet med, at hun ikke skulle tro, at jeg ikke ville have, at hun skulle spise med. I hvert fald bare et eller andet.

Da hun havde taget sin jakke på og havde vendt sig mod døren for at gå ud, vidste jeg, at det var nu, jeg skulle reagere, hvis jeg skulle sige noget til hende, inden hun var væk.

"Sophia".

Jeg rakte min hånd frem mod hende for at gribe fat om hendes underarm. Men i stedet kom jeg ved et tilfælde til at gribe fat om hendes hånd, så hun straks vendte sin krop mod mig med et chokeret ansigtsudtryk. Et sæt gik igennem hendes krop og et gisp forlod hendes fine læber over min berøring.

Vores hud var i kontakt med hinandens. Noget jeg havde manglet så meget og noget det gav mig en kriblende varm følelse indvendigt.

Hun så ned på vores hænder, der stadig var i kontakt med hinandens, med store øjne. Dog gjorde hun intet for at prøve at få sin hånd fri, så jeg blev også bare ved med at holde om den. Det føltes helt igennem dejligt at holde om hendes hånd igen, samtidig med at den kriblende følelse bredte sig langsomt ud til alle andre dele af min krop. Det føltes så rigtigt.

Først da hendes øjne mødte mine, tog hun chokeret sin hånd til sig. Hun kiggede forvirret på mig med en vejrtrækning, der var tungere end normalt, lige som min egen var lige nu. Måske fik hun den samme følelse i kroppen, som jeg fik?

Efter et kort stykke tid vendte hun sig om og greb fat i dørhåndtaget for til sidst at forsvinde hurtigt ud af døren. Ingen ord blev sagt. Hun gik bare, og jeg stod tilbage med en blandet følelse af glæde og forvirring i min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...