Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91269Visninger
AA

9. 5

 

5

Selv om jeg i går selv mente, at det med at efterlade en papirlap på Sophias bord, var en god idé, så følte jeg alligvel en ubehag i kroppen over rent faktisk at gøre det nu. Jeg havde virkelig svært ved at lægge sedlen, for hvad hvis hun med det samme kunne gætte, at det var mig? Var jeg klar til at blive afsløret nu? Jeg vidste jo, at hun ville finde ud af, at de ord kom fra mig på et tidspunkt, da julevennerne jo skulle afsløres. Men var jeg klar til, at hun måske afslørede mig nu?

Det var i hvert fald for sent at fortryde det, for uden yderligere tanker omkring det, lagde jeg papirlappen ved hendes ting, da jeg gik forbi hendes kemibord. Med en hjertebanken, som var utrolig stærkt, gik jeg hen til bordet, jeg plejede at sidde ved, og hvor Louis allerede sad.

"Hey", sagde jeg idet, jeg satte mig ned ved siden af ham. Jeg lagde min taske på det store bord og kiggede derefter på ham.. "Fik du givet Sophia, det jeg bad dig om tidligere?".

Jeg havde bedt ham om at lægge en peppermyntestang hos Sophia i hans geografitime, da han havde haft det fag sammen med hende tidligere i dag. Og for at hun ikke skulle opdage, at det var mig, ville jeg også give hende ting i de timer, vi ikke havde sammen.

Han nikkede med et lille smil til mit spørgsmål og kiggede derefter hen på hendes bord.

"Hvad var det for et papir, du lige lagde på hendes bord?", spurgte han undrende om og førte sit blik tilbage på mig.

"Bare.. bare en lille julehilsen, ikke andet", løj jeg, da jeg selvfølgelig ikke ville fortælle, hvad der i virkeligheden stod. Louis var en af Lizzas gode venner, så ham ønskede jeg slet ikke, at fortælle om mine gemte følelser for Sophia.

"Hvorfor var du her egentlig ikke i går?", spurgte jeg ham om, så jeg fik skiftet emnet væk fra hende.

"Jeg var bare syg. Why?", stillede han som et spørgsmål og sendte mig et undrende ansigtsudtryk.

"Ikke for noget".

Meningen med mit spørgsmål var jo bare for at skifte emne, så der var ikke en bagtanke med at stille det.

Jeg kiggede hen på Sophias bord og så, at hun havde sat sig ved det. Det lignede dog ikke, at hun havde set sedlen, for den lå stadig bare foldet sammen tæt ved bordkanten.

På en måde ønskede jeg inderligt, at hun ville læse sedlen nu, så jeg måske kunne få hendes smukke smil at se igen. Men på den anden side så ønskede jeg, at hun ville ignorere sedlen totalt, da jeg var lidt ræd for at se hendes reaktion. Hvad hvis hun var ligeglad med det? Jeg begyndte stille at fortryde, at jeg havde lagt sedlen på bordet, for det virkede ikke som om, at jeg selv var klar til at se hendes reaktion.

~

"Hvad gør vi med opgaven?", spurgte jeg Sophia om, da der kun var ti minutter tilbage af timen, og vi havde ikke talt om, hvordan og hvornår vi skulle skrive rapporten om forsøget.

Hun så uforstående på mig over spørgsmålet, jeg stillede hende, så jeg uddybede: "Altså.. vi skal jo skrive den.. sammen.. ikke?"

Mine ord kom ud på en lidt usikker måde, som jeg virkelig håbede, at hun ikke lagde mærke til. Hendes uforstående blik ændrede sig hurtigt og hun nikkede derefter til mig.

"Vi bliver nok nødt til at skrive den hjemme.. jeg ved ikke altså.. har du planer efter skole?".

Ordene der forlod hendes yndige læber, fik min krop til at fryse sig fast. Hørte jeg hende stille det spørgsmål? Hørte jeg hende indirekte spørge, om vi skulle tilbringe tid sammen efter skole? Godt nok i forbindelse med skolen, men alligevel.. hørte jeg rigtigt, eller var det bare noget, jeg troede, jeg hørte?

"Selvfølgelig har du planer", hviskede hun lavt, imens hun drejede hovedet, så hun så ned på papiret foran sig. Jeg kunne regne ud, at jeg nok ikke skulle have hørt, det hun sagde, siden hun sagde det så lavt.

"Nej!", udbrød jeg nok en smule for højt og en smule for hårdt, for hun kiggede straks på mig igen med et lidt forskrækket blik. Det var slet ikke meningen, det skulle komme sådan ud af min mund, men jeg følte lidt for at forsikre hende om, at jeg ikke havde planer. Og hvis jeg så havde haft planer, ville jeg aflyse dem på stedet for at være sammen med hende. Også selv om det "bare" omhandlede en skoleopgave. "Jeg øh.. undskyld.. jeg mener nej", stammede jeg på en undskyldende måde grundet mit udbryd før.

Et øjeblik lignede det, at et smil skulle til at dukke frem på hendes læber. Men det var som om, at der ligepludselig var noget inden i hende, der sagde, at hun ikke skulle smile. Som om hun ikke ville tillade sig selv at have det sjovt samme med mig. Så den lille snert af et smil forsvandt hurtigt og hendes seriøse udtryk dominerede hendes ansigt igen.

"Hvis du heller ikke skal noget, kan vi følges hjem og lave lidt på opgaven hjemme hos mig?", sagde jeg stille med et stort håb i min stemme, da jeg bad til, at hun ikke ville sige nej.

"Okay", svarede hun bare, men det var nok til at få mit hjerte til at banke en smule stærkere på grund af den glæde, der langsomt dukkede op i min krop.

"Du har ikke flere timer efter kemi, vel?"

Hun rystede på hovedet som svar.

"Cool", svarede jeg og prøvede at virke afslappet, hvorimod jeg indvendigt var fuld af en enorm glæde.

Hun skulle hjem til mig igen.

"Nå alle sammen, vi er færdige for i dag. Husk at rapporten skal afleveres i næste uge", lød det fra Mrs. Edwards, hvilket fik mig til at rejse mig op fra stolen og gå hende til bordet, hvor mine ting lå.

Jeg tog min jakke på og tog min taske på ryggen. Derefter bevægede jeg mig hurtigt over til Sophia igen, der stadig var i gang med at pakke sine ting sammen.

Mit blik landede pludselig på det hvide foldede papir, som hun endnu ikke havde kigget på. Faktisk var jeg ret sikker på, at hun slet ikke havde lagt mærke til, at det lå der. En lille del af mig overvejede at tage papiret igen, men jeg vidste også bare, at det var en stor risiko at tage.

Hun rejste sig fra sin stol og fjernede sin jakke fra bordet, hvor den havde ligget hele tiden. Og straks fik hendes blik øje på det foldede papir, hvilket fik mit hjerte til at banke stærkt på grund af nervøsitet. Hun tog sin jakke på og førte sin taske over sin skulder, hvorefter hun tog fat i papiret og foldede det ud.

Hendes ansigtsudtryk var fuldstændig ulæseligt og det bekymrede mig. Hun så bestemt ikke glad ud, faktisk stirrede hun bare på papiret med store øjne.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, for det var ulideligt at stå og se på hende læse min note, når jeg ikke kunne se, hvordan hun havde det med det, der stod. Måske skulle jeg prøve at spørge ind til det, som om jeg ikke anede, hvad der var skrevet på papiret. Men hvad nu hvis hun vidste, at det var mig, der havde skrevet det?

"Hvad er det?", valgte jeg at spørge hende lidt usikkert om efter noget tid, hvor hun bare havde kigget på papiret.

"Det er.. det..". Hun løftede sit blik fra papiret og kiggede på mig med at blik, der faktisk så utrolig trist ud - noget der på ingen måde var rart at se. "Det er bare en langt ude joke".

Hun foldede papiret sammen igen og rev det over et par gange. Derefter smed hun de små stykker på bordet, hvilket fik en klump til at samle sig i min hals.

Straks fortrød jeg inderligt, at jeg havde lagt den seddel på hendes bord. Hun troede, at ordene var ment i sjov, hvilket de jo på ingen måde var. Jeg havde lyst til at stå frem og fortælle hende det hele. Fortælle hende at det var mig, der var hendes juleven, og at det var mig, der havde skrevet det. Jeg havde lyst til at fortælle hende dét, jeg ærligt og oprigtigt mente med de ord.

Men det gjorde jeg ikke. Ordene ville ikke forlade min mund.

"Hvad stod der?", spurgte jeg i stedet om, også selv om jeg jo udemærket godt vidste, hvad der stod.

"Ikke noget... det..", startede hun med at sige med et knæk i stemmen, imens hun stadig kiggede trist ned på papiret, hun havde revet i stykker. "Undskyld".

Hun stormede ud af lokalet, hvilket fik et hårdt slag til at ramme mig midt i maven. Det var jo tydeligt for mig at læse på hendes ansigtsudtryk, at hun var blevet ked af det over sedlen. Men det var jo på ingen måde for at såre hende, det var faktisk præcis det modsatte. Jeg ønskede at glæde hende. Og jeg forstod ikke hvorfor, hun troede, det var en joke.

Jeg fik det virkelig dårligt indvendigt over hendes reaktion. Det var i hvert fald slet ikke sådan, jeg havde håbet og slet ikke forventet, hun ville reagere.

Hurtigt, gik jeg ud af kemilokalet og prøvede at indhente hende på gangen, da jeg ikke brød mig om at se hende have det sådan.

"Sophia!", råbte jeg højt og fortsatte med at gå i et hurtigt tempo efter hende, men hun reagerede ikke på mit kald. I stedet fortsatte hun bare med at gå, som om hun ikke havde hørt mig.

Jeg skulle lige til at begynde at løbe efter hende, men min handling blev stoppet af, at en hånd lagde sig på min skulder, så jeg stoppede op midt i skolens gang.

Forvirret og en smule chokeret kiggede jeg til siden og så, at Liam stod der.

"Hvad sker der? Du ligner en, der er helt rundt på gulvet", sagde han med en afslappet stemme, der havde en snert af bekymring i sig.

Jeg tog en dyb indånding igennem næsen og åndede langsomt ud derefter.

"Jeg tror måske, at jeg har dummet mig".

___________________________________________________

Note: okay, eftersom at den her julekalender-idé er gået lidt i vasken, på grund af noget det skete i sidste uge, så har jeg valgt at droppe den. I stedet udgiver jeg bare kapitlerne hen ad vejen og fortsætter også med at udgive efter d. 24 december, indtil historien er slut. Nu har jeg brugt noget tid på at skrive kapitlerne, så jeg tænker, at jeg stadig gerne vil dele historien med jer.

Btw der kommer ikke kapitler hver dag, hvilket ellers var meningen, for jeg er en smule bag ud med kapitlerne, eftersom jeg ikke har skrevet videre den seneste uge.

Jeg håber stadig, at I har lyst til at læse med på historien, selv om der har været en lille pause.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...