Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

156Likes
322Kommentarer
91146Visninger
AA

8. 4

 

4

Her lå jeg i min seng, som så mange gange før, og kiggede ind i et par brune øjne, som jeg inderligt ønskede tilhørte en anden, end de gjorde. De skinnede og strålede ikke nær så meget som hendes. De gav mig ikke den følelse, som jeg længtes så voldsomt efter. Den følelse kun hun og hendes øjne kunne give mig.

"Det var virkelig dejligt".

Lizza afbrød den stilhed, der havde været i rummet, siden vi var blevet færdige med vores intime seance for et par minutter siden. Hun smilede sødt til mig og bed sig derefter i underlæben.

"Mhm..", mumlede jeg bare som svar og sendte hende et lille smil, der langt fra var ægte.

Jeg fik nærmest altid en utrolig dårlig smag i munden, når jeg havde været i seng med hende, da jeg jo vidste, at hun lagde langt flere følelser og mere kærlighed i det, end jeg gjorde. Og den dårlige smag kunne jeg desværre ikke afslå, også var der nu.

Men hvorfor gjorde jeg det så, når jeg fik det så dårligt over det? Det var et meget simpelt spørgsmål, som havde et meget kompliceret og indviklet svar. Faktisk kunne jeg ikke rigtig svare på det selv, så det ville give nogenlunde mening. For det gav ingen mening.

"Hvad tænker du på?", spurgte hun mig om med en forsigtig og nysgerrig stemme.

"Ikke noget specielt", svarede jeg fortsatte med at beholde mit falske smil på læben.

Hun gengældte hurtigt smilet og lænede sig derefter helt hen til mig, så vores læber mødtes.

"Vi må nok hellere se at få noget tøj på.. mine forældre kommer snart hjem", sagde jeg, da hun havde rykket sig væk fra mine læber igen.

Hun nikkede bare til mig, hvorefter vi begge rejste os fra sengen og tog vores tøj på igen. Da hun var iført alt igen, satte hun sig på sengekanten og betragtede mig, der stod nogle meter fra hende og var i færd med at rette på mit tøj.

"Vil du gerne have, at jeg går nu?", stillede hun lavt som et spørgsmål.

"Det er ikke, fordi jeg gerne vil have det", startede jeg ud med at sige, og hvis jeg skulle være ærlig for mig selv, så var mine ord en direkte løgn. Jeg ville gerne have, at hun gik hjem nu. Det lød lidt hårdt og ondt det her, men nu havde jeg fået det, jeg gerne ville have ud af, at hun var her. Og jeg følte ikke rigtig for at være sammen med hende længere i dag. "Jeg har bare en del lektier, jeg skal have lavet færdig til i morgen".

Og de ord var faktisk ikke løgn. Jeg havde rimelig mange lektier, men jeg brugte den bare som undskyldning, for så vigtige var de heller ikke for mig at lave lige præcis nu.

"Jeg forstår", sagde hun med et smil og rejste sig fra sengen, hvorefter hun gik hen og stillede sig foran mig. Hun lagde sine arme om min nakke og gav mig et kys på læberne. "Vi ses bare i morgen".

Jeg nikkede til hendes ord for derefter at lægge mine arme om hendes talje, så vi krammede hinanden.

Et sidste kys blev placeret på mine læber, før hun forlod mig på værelset alene. Så snart hun ikke var i rummet længere, mærkede jeg den dårlige samvittighed og følelse, blusse frem i min krop. Jeg følte mig virkelig som verdens dårligste menneske, det var virkelig slemt.

Sukkende gik jeg hen til mit skrivebord, der stod foran det store vindue her på mit værelse, og satte mig opgivende på min kontorstol. Et øjeblik sad jeg og kiggede ud af vinduet hen på Sophias vindue. Hendes gardiner var trukket for, som de stort set altid var.

Da vi var kærester, havde hun dem aldrig trukket for - tværtimod. Der havde hun dem altid trukket fra, så vi kunne se over til hinanden en gang i mellem.

Jeg havde selvfølgelig en ret stor idé om, at grunden til hun ofte havde sine gardiner trukket for nu, var på grund af mig. Det var nærmest hundred procent sikkert, at det var derfor. Hun prøvede jo at undgå mig alle steder, så hvorfor skulle det her ikke være en måde at undgå mig på?

 

Med et håndklæde viklet rundt om mit liv og et andet håndklæde i min hånd, trådte jeg ud af badeværelset og gik ind på mit eget værelse og lukkede døren i efter mig. Jeg stillede mig foran mit spejlet og begyndte at tørre mit våde hår med det håndklæde, jeg havde i hånden.

Lyden af en sms fik mig dog til at stoppe min handling, og jeg gik hurtigt hen til mit skrivebord, hvor min mobil lå.

Sophia <3: damn ;)

Først forstod jeg ikke helt beskeden, jeg havde modtaget fra hende. Men da jeg valgte at løfte mit blik og kigge ud af vinduet foran mig, fik jeg øje på hende, der sad på sin kontorstol og kiggede ud af sit eget vindue og hen på mig med et smørret smil på læben.

Et skævt smil fandt frem til mine læber, og jeg førte mit blik tilbage til min mobilskærm og skrev en besked tilbage til hende.

Mig: nyder du udsigten?

Det skæve smil forsvandt langt fra fra mit ansigt, faktisk blev det endnu større. Jeg løftede mit blik fra skærmen og kiggede over på hende og så, at hun læste min besked, der fik et smil til at dukke op på hendes fine læber.

Og kun et par sekunder efter fik jeg en besked tilbage fra hende.

Sophia <3: u know i do

Jeg udbrød et lille grin og gik derefter så tæt på vinduet, jeg kunne, så hun kunne se mig bedre. Derefter sendte jeg endnu en besked tilbage til hende.

Mig: ærgerligt at showet er slut nu så, hva? :*

Hun kiggede undrende op fra sin skærm, og jeg sendte hende et flabet smil, hvorefter jeg rullede mit rullegardin ned, så hun ikke længere kunne se mig. Derefter gik jeg hen til mit skab, og smed på vejen derhen min mobil i sengen.

Jeg tog et par boxers ud, fjernede håndklædet fra min krop, så det faldt til jorden, og tog til sidst mine boxers på.

Da det var klaret, bevægede jeg mig over til sengen, som jeg satte mig til rette på op ad væggen, hvorefter jeg kiggede på min mobil igen.

Sophia <3: tarveligt

Sophia <3: rul det op igen!

Endnu engang måtte et grin forlade mine læber, da jeg syntes, det var ret sjovt at drille hende lidt.

Mig: desværre, smukke. Showet et slut

Sophia <3: nej!

Sophia <3: rul op igen

Sophia <3: please skat :(

Mig: hvis du har brug for et ekstranummer, må du jo komme herhen :)

Sophia <3: det kan jeg ikke :(. Sidder og laver lektier. Jeg har en test i bio i morgen, og jeg mangler at læse sååå meget

Mig: ærgerligt

Sophia <3: sååå.. derfor skal du rulle op igen, så jeg har noget godt at se på imens :D

Mig: desværre

Sophia <3: hvad er du for en kæreste, altså. Jeg sidder og lider

Mig: jeg har tilbudt, at du kunne komme herover

Sophia <3: du ved lige så godt som mig, at jeg ikke får læst op til den test, hvis jeg er i selskab med dig :/

Mig: haha

Sophia <3: :(

Sophia <3: jeg hader, at du skal være så sød :(

Sophia <3: og uimodståelig

Mig: du har det hårdt, hva baby?

Sophia <3: don't you dare call me that!

Mig: hvad? haha

Selvom jeg udemærket godt vidste, at hun havde en svaghed for, når jeg kaldte hende "baby", valgte jeg alligevel at spille lidt dum, bare for at få hende til at sige det. Det var selvfølgelig fuldt ud bevidst, at jeg kaldte hende det lige nu, da jeg brugte alle kneb for at få hende til at komme herover. Og jeg vidste, at jeg var på nippet til at få hende overtalt.

Sophia <3: du ved udemærket godt, hvad jeg snakker om, "baby" :(

Mig: ahh

Sophia <3: du ved hvad det gør ved mig, når du kalder mig det

Mig: jep :)

Sophia <3: og du gør det så meget med vilje lige nu!

Mig: jep :)

Sophia <3: irriterende kæreste, du er

Sophia <3: rul så det gardin op! :(

Mig: nej :)

Mig: men jeg må for resten smutte nu. Jeg har en masse slik, jeg skal have spist. God læselyst :*

Jeg vidste, at jeg knækkede hende med den sidste besked jeg sendte til hende. Hun havde en utrolig sød tand, og heldigvis for mig, havde jeg købt noget slik for nogen dage siden. Jeg elskede at bruge så meget af min tid sammen med hende, som jeg kunne, så hver gang jeg havde muligheden, så tilbragte jeg tiden med hende. Det var derfor, jeg var så ivrig for at få hende over nu.

Sophia <3: :o

Sophia <3: er der chokolade og skittles blandt det slik???????

Mig: det er der :)

Sophia <3: jeg hader dig for at have den her effekt på mig!!!!

Sophia <3: er der om 2 min

Endnu et grin forlod mine læber, da min plan om at få hende herhen nu var gennemført. Jeg kendte hende alt for godt.

 

Jeg fjernede i et dybt suk mit blik fra vinduet og så i stedet ned på min matematikaflevering, der lå på skrivebordet foran mig. Det var virkelig svært for mig at koncentrere mig om at lave lektier, når jeg ikke kunne stoppe med at tænke på Sophia. Og efter episoden i kemi tidligere, havde mit humør været helt nede og mine tanker havde bare fløjet rundt inde i mit hovede.

Opgivende lukkede jeg øjnene i og tog en dyb indånding igennem min næse, for at se om det ville hjælpe mig med at slappe af i kroppen.

Efter et par sekunder åbnede jeg øjnene og så hurtigt ud af vinduet igen, hvorefter jeg kiggede ned på opgavearket foran mig endnu en gang. Dog flyttede jeg hurtigt mit blik tilbage til vinduet, da jeg opdagede at hendes gardiner pludselig var trukket fra. Jeg fik nærmest et halvt hjertestop, da jeg så det, for det var flere uger siden, jeg sidst oplevede det.

Jeg kunne lige akkurat se hende fra siden, og jeg kunne nærmest gætte mig frem til, at hun også sad ved sit skrivebord. Det så i hvert fald ud til, at det stod nogenlunde det samme sted, som da vi stadig var sammen.

Hun havde sat sit hår op i en løs knold, hvilket var et sjældent syn at se. Jeg havde ikke set hende med opsat hår i meget lang tid, men jeg klagede bestemt ikke nu, da jeg så kunne se hendes ansigt tydligere.

Hun havde et par høretelefoner i ørerne, og jeg kunne svagt se hendes mund bevæge sig, så jeg næsten kunne gætte mig frem til, at hun sang med på en sang, hun hørte.

Et lille smil, jeg ikke selv havde kontrol over, kom frem på mine læber. Hvordan var det seriøst muligt at være så smuk som hende? Jeg følte mig nærmest paralyseret, hver gang jeg så på hende. Jeg var helt fascineret af den måde, hun bevægede sig på.

Jeg ville inderligt ønske, at hun stadig vidste, hvor unik og smuk hun var i mine øjne. Hvis bare jeg kunne sige det til hende, uden hun ville se på mig, som om jeg var langt ude. Men jeg havde bare svært ved at se en måde det kunne gøres på. For hvis jeg sagde det til hende face-to-face, ville hun med sikkerhed se mig som værende underlig. Og taget vores nuværende situation i betragtning, ville det nok ikke bringe os tættere sammen, hvis jeg sagde det.

Igen vendte jeg mit blik ned på mit eget skrivebord, imens jeg tænkte lidt. Pludselig slog det mig, at det var en måde, jeg kunne fortælle det på.

Jeg tog straks fat i et papir, der lå i den anden ende af skrivebordet og rev papiret midt over. Derefter tog jeg en blyant fra mit penalhus og skrev dette på papiret:

Du er virkelig smuk

- din juleven

Selv om det måske var lidt random og risikabelt at aflevere sådan en seddel til hende, da hun jo måske kunne genkende min håndskrift, så var der en del af mig, der jo faktisk gerne ville have, at hun vidste, at ordene kom fra mig. Måske bare ikke lige nu men senere hen i december. Jeg ønskede, at hun skulle gætte på, at jeg var hendes juleven. Jeg ønskede, at hun skulle se, at alle de ting, jeg havde tænkt mig at gøre for hende her i december måned, var ting, jeg havde tænkt over. Ting som betød noget.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...