Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91275Visninger
AA

7. 3

 

3

Første december og dagen startede ud med det fag, jeg nok hadede allermest af alle: kemi. Ord kunne virkelig ikke beskrive, hvor stort et had jeg hadede til det fag. Jeg forstod vitterligt intet af det, også selv om jeg prøvede at forstå det. Det eneste positive ved, at jeg havde det fag, var, at Sophia også havde det. Jeg brugte størstedelen af de timer på at sidde og betragte hende diskret, så andre ikke lagde mærke til det. Nu havde jeg ligesom givet et forsøg på at forstå kemi, og da det ikke var lykkes mig specielt godt, så kunne jeg jo lige så godt sidde i mine egne tanker og kigge på hende.

Jeg trådte ind i kemilokalet, hvor stort set alle de andre var kommet. Også Sophia. Hun var godt nok ikke i lokalet lige nu, men hendes taske og jakke lå på det forreste bord til venstre, som hun altid sad ved. Da alle de andre i lokalet var optaget af deres egne ting, så jeg min chance for at lægge Skittlesposen på hendes bord. Så jeg tog hurtigt posen op af min jakkelomme og lagde den på hendes bord - helt uden at blive opdaget af nogen.

Derefter satte jeg mig hen ved et af de midterste borde, som jeg altid sad ved sammen med min gode ven og faste kemipartner, Louis. Han forstod lige så lidt af faget som mig, så vi var det perfekte match, hvad det angik. Dog var han ikke kommet endnu, hvilket højest sandsynlig betød, at han ikke havde tænkt sig at dukke op i dag. For når han kom i skole, var han altid en af de første, der kom.

Sophia trådte pludselig ind af døren, og jeg betragtede meget diskret hendes vej hen til sin stol. Hun satte sig på den og tog derefter forsigtigt slikposen i hånden, men jeg kunne dog ikke se hendes reaktion, da hun sad med ryggen til mig. Jeg håbede selvfølgelig, at hun blev glad for det, da det ligesom var min hensigt.

"Godmorgen, unge mennesker", lød det fra vores kemilærer Mrs. Edwards, da hun kom ind af døren.

Alle fandt straks deres pladser i lokalet og kiggede så op på tavlen, hvor Mr. Edwards stod og kiggede tænkende på os alle sammen skiftevis.

"16.. Okay, i dag skal vi lave det sidste forsøg inden julferien, og som altid skal I skrive en rapport om forsøget.. Jeg kan se, at I er 16 mødt op i dag, hvilket passer helt perfekt, da I skal lave forsøget i par", forklarede hun roligt og tog nogle kopiark op fra sin taske imens. Hun begyndte at gå rundt til hvert bord og gav et stykke papir til hver elev. "Og inden nogen spørger: nej, man kan ikke arbejde alene. Det er obligatorisk, at I skal lave dette forsøg i par", tilføjede hun hurtigt, imens hun fortsatte med at dele papirerne ud.

"Jeg kan se, at din makker ikke er til stede i dag", kommenterede hun, da hun kom til mit bord. Hun scannede hurtigt lokalet, hvorefter hun kiggede på mig igen. "Du arbejder sammen med Miss May i dag".

Hun lagde et kopiark foran mig på bordet og gik derefter væk fra mig, inden jeg havde muligheden for at protestere. Ikke at jeg havde tænkt mig at gøre det.

Jeg lod mit blik blive ført hen til Sophia, så vores øjne mødtes i et millisekund, før hun drejede hovedet væk igen. Det var første gang i flere måneder, at vi havde haft øjenkontakt, og bare det ene millisekund, det varede, gav mig en speciel og varm følelse indvendigt.

"I arbejder sammen med den person i sidder ved siden af", sagde Mrs. Edwards til de andre, samtidig med jeg rejste mig fra min stol og gik over og satte mig på stolen, der stod lige ved siden af Sophias.

Hun sad allerede og skrev noget ned på et stykke papir, som jeg ikke rigtig forstod noget af. Jeg begyndte derfor bare at betragte siden af hendes smukke ansigt, da det efterhånden var lang tid siden, jeg havde set hende så tæt på. Håret sad lidt ind for hendes ansigt, som det altid gjorde, men det skjulte ikke hendes skønhed.

Jeg havde mest af alt lyst til at spørge hende om, hvordan hun havde det. Lægge mine arme om hende. Fortælle hende hvor mange timer af min dag, jeg brugte på at tænke på hende. Og at jeg savnede hende og kun kunne blive nogenlunde hel igen, hvis hun blev en del af min hverdag.

Men jeg gjorde selvfølgelig ingen af delene. I stedet fik jeg bare fremsagt et enkelt og simpelt ord: "Hey".

"Hey", svarede hun fjernt og fortsatte bare med at skrive på papiret uden at løfte blikket fra det.

De første to ord vi havde udvekslet med hinanden i flere måneder.

Indvendigt ledte jeg ivrigt efter flere ord eller spørgsmål, som jeg kunne sige og stille hende. For jeg havde brug for at tale med hende. Brug for at høre hendes stemme tale til mig igen, og så var jeg næsten ligeglad med, hvad vi skulle snakke om. Men ingen ord syntes, at ville finde vej ud af min mund. For hvad hvis jeg sagde noget forkert? Hvad hvis hun slet ikke ville svare på mine spørgsmål? Før i tiden kunne jeg snakke med hende om alt, men nu... nu var vi som fremmede for hinanden, så jeg følte ikke, at jeg kunne spørge hende om hvad som helst.

Mit blik landede på slikposen, jeg havde lagt på hendes bord tidligere. Og uden helt at tænke over de ord jeg sagde, røg disse ord ud af min mund: "Du har Skittles?".

Med det samme fortrød jeg, at det var det, jeg havde sagt. Hvor underligt lød det ikke lige?

Hun stoppede med at skrive på papiret og kiggede derefter på mig med et undrende ansigtsudtryk. For at prøve gøre den her situation mindre akavet - for tro mig, min udtalelse gjorde hele stemningen mellem os utrolig akavet - smilede jeg svagt til hende, imens jeg betragtede de brune øjne, der kiggede ind i mine.

Hun afbrød øjenkontakten og kiggede på posen.

"Du må godt få dem, hvis du vil?", svarede hun med en stille og lidt mørk stemme, hvorefter hun vendte sit blik mod papiret igen. Hendes ord fik mig til at rynke brynene.

"Du skal da selv have dem, det er jo dine", kommenterede jeg med et uforstående tone i stemmen, da jeg ikke kunne forstå, hvorfor hun ville give dem væk. Hun elskede Skittles. Det gjorde vi begge.

Hun lod sit blik møde mit igen, og jeg kunne slet ikke læse på hendes ansigt, hvad hun tænkte.

"Jeg har ikke spist Skittles sid...", begyndte hun med en stille stemme men afbrød hurtigt sig selv midt i sin sætning. Hun rømmede sig svagt, samtidig med at hendes ansigtsudtryk blev helt alvorligt. ".. i lang tid. Jeg kan ikke lide dem mere", afsluttede hun med en kold og bestemt stemme, der sendte en ubehagelig kulde igennem min krop.

Hun fjernede sit blik fra mig og begyndte i stedet at skrive på papiret foran sig igen.

Selv om hendes ord på ingen måde burde ramme mig hårdt, så gjorde de det alligvel. Jeg fik en følelse af, at hun indirekte hentydede til, at det var mig, hun ikke kunne lide mere, for Skittles var ligesom vores ting. Det var det slik, vi altid havde spist sammen, og som vi havde gjort siden, vi var helt små. Oh nu havde jeg også en fornemmelse af, at det var på grund af mig, hun var stoppet med at spise dem.

"Hvorf.."

"Kan vi ikke bare lave forsøget, Harry", afbrød hun mig med en stille og bestemt. Hendes stemme lød langt fra glædedelig i tonelejet overhovedet. Faktisk lød hun mest af alt frustreret og en smule irriteret på mig.

Jeg havde ikke før vidst, hvor meget jeg havde manglet at høre hende sige mit navn, før jeg hørte hende sige det nu. Det var lige før, jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden få sekunder tilbage, så jeg kunne høre hende sige det igen. Den måde hun sagde mit navn på, fik mig virkelig til at savne hende endnu mere.

"Jo.. selvfølgelig. Undskyld", svarede jeg med en stille og undskyldende stemme.

Hun rejste sig op fra sin stol med forsøgsvejledningen i hånden, hvorefter hun begyndte at samle de ting, vi skulle bruge for at lave forsøget.

~

I et dybt suk satte jeg mig ned ved vores sædvanlige bord i kantinen, hvor Niall og Liam allerede sad og spiste.

"Hvad så?", spurgte Liam mig undrende om og kiggede på mig med et lidt bekymret ansigtsudtryk.

"Ikke så meget. Jeg har bare lige haft kemi, hvor min kemipartner var Sophia", svarede jeg med en opgivende stemme og skruede derefter låget af min vand, jeg efterfølgende tog en tår af .

"Hvordan gik det?", spurgte Liam om med en nysgerrig stemme.

"Det kunne være gået bedre. Vi snakkede slet ikke sammen.. hver gang jeg prøvede at få en samtale igang med hende, svarede hun bare kortfattet eller undgik helt at svare".

Jeg prøvede virkelig på at lyde mindre trist, end jeg virkelig var indvendigt. Men det var virkelig svært, for det tog faktisk ret hårdt på mig, at hun opførte sig så indelukket og koldt over for mig. Jeg ville jo selv helt vildt gerne snakke med hende. Men det virkede slet ikke som om, at hun havde det på samme måde, hvilket selvfølgelig ikke føltes specielt fedt. Det var i hvert fald ikke sådan, jeg havde forestillet mig, det ville være at snakke med hende igen. Det virkede som om, hun var ligeglad med mig, og at jeg aldrig rigtig havde betydet noget for hende.

"Nedtur", udbrød Niall og tog en bid af sin mad.

"Det er jeg ked af at høre". Liam sendte mig et blik der udstrålede medlidenhed, da han nok kunne se på mig, at jeg var ret nede over det.

"Jeg forstår bare ikke, hvad jeg har gjort hende", udbrød jeg uforstående med en lille frustration i stemmen, jeg prøvede at beherske, så det ikke lød så vigtigt for mig - men indvendigt gik det mig ufattelig meget på.

"Tror du ikke bare, at hun har ændret sig?", svarede Liam som et spørgsmål. "Det har I jo begge. I har ikke snakket sammen i lang tid".

Jeg trak på skuldrene, for jeg vidste det ærlig talt ikke. Selv følte jeg, at hun var sur på mig over et eller andet, men det kunne selvfølgelig også bare være ren og skær indbildning fra min side af.

"Måske".

"Hey, handsome". Jeg mærkede et kys blive placeret på min kind og så, at Lizza derefter satte sig ned på stolen ved siden af mig med et stort smil på læben. "Hvad snakker I om?".

"So..""Ikke noget", sagde jeg hurtigt og afbrød Niall i at fortælle, at vi snakkede om Sophia, da jeg vidste, at Lizza ikke ville bryde sig specielt meget om at høre det.

Lizza og Sophia havde tidligere været rigtig gode veninder, men det ændrede sig for halvandet år siden, et par måneder før, at det også gik galt mellem Sophia og jeg. Hvad der var sket mellem de to, vidste jeg ikke, og hvis jeg prøvede at få en forklaring fra Lizza, talte hun altid uden om. De havde i hvert fald ikke haft et specielt godt forhold til hinanden, siden det gik galt. Så Lizza brød sig bestemt ikke om at snakke om Sophia. Og derfor ønskede jeg ikke, at Lizza skulle vide, at det var hende vi talte om nu.

"Det lyder interessant", svarede Lizza med en stor sarkasme i stemmen, hvorefter hun placerede sine læber over mine.

Modsat alle de andre gange hun plejede at kysse mig offentligt, afbrød jeg det ikke hurtigt denne gang. Faktisk udviklede jeg det, egenlig ikke fordi jeg havde lyst til at kysse hende, men mere fordi jeg ønskede at få mine tanker hen på noget andet end Sophia.

Min handling overraskede tydeligvis også Lizza, fo hun udbrød et grin mod mine læber, da jeg gjorde kysset dybere. Hun var jo ikke vant til, at jeg kyssede hende så intenst, når vi var sammen med andre.

"Eyy.. get a room, guys", lød det pludselig fra Liam, så Lizza igen grinede mod mine læber og derefter trak sig lidt væk fra mig. Jeg selv følte ikke rigtig, at der var noget at grine eller smile af lige nu, så jeg forblev bare seriøs.

Jeg åbnede mine øjne og så direkte ind i Lizzas brune øjne, der smilede til mig.

"Mine forældre er ikke hjemme før klokken 17", sagde jeg med en lav stemme, så et skævt smil gled indover hendes læber.

"Er det en invitation til efter skole?", spurgte hun om med en stor glæde i stemmen.

"Mmh", mumlede jeg som svar, imens jeg nikkede stille.

Hun lænede sig få centimeter frem mod mig, så vores læber mødtes i et kys.

"Det siger jeg ikke nej til", svarede hun smilende og kyssede mig igen, hvorefter hun lænede sig tilbage og begyndte at spise sin pastasalat.

Jeg vendte selv mit blik væk fra hende og så i stedet frem for mig, så jeg helt tilfældigt fik øjenkontakt med Sophia, der sad ved sit sædvanlige bord. Øjenkontakten varede kun et enkelt sekund, før hun med et ansigtsudtryk, jeg ville tolke som nedtrykt, kiggede væk igen. En form for skyldfølelse, som jeg egentlig slet ikke burde have, skyllede igennem min krop på grund af hendes blik. Måske havde hun set mit kys med Lizza? Eller også så var det bare rent tilfældigt, at vi kiggede på hinanden i det samme sekund. Inderste inde vidste jeg godt, at jeg ikke burde bekymre mig om det.

Men jeg kunne ikke lade være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...