Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

158Likes
322Kommentarer
91312Visninger
AA

24. 20

 

20

Hun stod bare og kiggede på mig med opspilede øjne og med sin hånd foran sin mund uden at sige et ord. Det var som om, hun var gået i stå. Som om tiden var stoppet fuldstændig for hende, og derfor var hun frosset fast i sin position. Blikket i hendes øjne var både skræmt, men det var samtidig også trist, for jeg kunne tydeligt se, at de begyndte at blive mere og mere blanke.

"Sophia?", sagde jeg med en stor nervøsitet i stemmen, da hendes stilhed langsomt ætsede mig op indvendigt. Jeg måtte vide det hele nu, for det her var ikke til at holde ud.

Hun fjernede langsomt sin hånd fra sin mund og blinkede for første gang i flere sekunder, så den første tårer stille løb ned af hendes højre kind.

"Hvor meget har du læst?", spurgte hun om, og det var nemt at se, at hun virkelig kæmpede for ikke at græde.

"Nok til at jeg har endnu flere ubesvarede spørgsmål inde i mit hoved, end jeg havde før", svarede jeg hende og kiggede på hende med et fortvivlet blik. Jeg var så forvirret og så ked af det over alt det, jeg lige havde siddet og læst. Og hvis ikke hun ville forklare mig, hvad der helt præcist var sket den gang, vidste jeg ikke, hvad jeg ville gøre af mig selv. "Please, Sophia. Fortæl mig alt. Jeg har brug for at vide det, for ikke at blive fuldstændig vanvittig".

I et par sekunder kiggede hun bare på mig med sit triste blik, men valgte så heldigvis at nikke. Jeg mærkede, at jeg blev en smule lettet i kroppen, for jeg havde ventet på det her øjeblik i så ufattelig lang tid.

Hun trådte tættere på sengen og satte sig ned ved siden af mig. Hun kiggede ned i gulvet i noget tid uden at sige et eneste ord. Kun snøft lød fra hende, så det hurtigt gik op for mig, at hun græd. Langsomt løftede hun hovedet og tørrede sine kinder fra tårer med sin hånd for til sidst at dreje hovedet mod mig, så vi så hinanden i øjnene.

"Jeg skal nok svare på alt.. du vil vide".

Nervøst tog jeg en dyb indånding og mærkede stille, at min hjerterytme blev fordoblet. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg gruede lidt for at vide hele sandheden, efter jeg havde læst hendes dagbøger. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg blev nødt til at vide det.

"Var du.. var du gravid?", startede jeg ud med at spørge om, imens en klump samlede sig i min hals. Spørgsmålet var egenligt bare for at få det bekræftet med ord fra hende, for dagbogen gav mig jo et klart indtryk af, at hun havde været det.

Hun snøftede svagt og nikkede. "Ja".

Jeg sank klumpen i min hals og nikkede svagt i forståelse. Det var helt mærkeligt at vide, at hun havde været det, uden jeg havde vidst det eller lagt mærke til det. Jeg fik det helt underligt i kroppen over det.

"Hvorfor fortalte du det ikke til mig?", valgte jeg dernæst at spørge om, da det var en af de ting, jeg ikke forstod. Hun burde have vidst, at hun kunne komme til mig med sådan noget. Jeg ville altid have være der for hende ligemeget hvad.

"Jeg var bange.. virkelig virkelig bange", svarede hun og endnu en tåre løb ned af hendes ene kind.

"Bange for hvad?", stillede jeg lavt og uforstående som et spørgsmål.

"Alt", svarede hun snøftende. "Bange for at du ville se anderledes på mig. Og bange for at miste dig".

Hendes ord gjorde ondt på mig at høre. Mest fordi jeg fik en mærkelig fornemmelse af, at hun troede, at jeg ikke ville være sammen med hende, fordi hun var blevet gravid. Det gjorde ondt at vide, at hun ikke havde kendt mig bedre.

Jeg gav slip på dagbogen i min hånd og lagde den ned ved siden af mig. Derefter tog jeg fat om hendes ene hånd med begge mine hænder, imens jeg kiggede ind i hendes halvrøde øjne.

"Du ville aldrig have mistet mig, hvis du havde fortalt mig det. Jeg ville have været der for dig hele vejen igennem", forklarede jeg hende stille og seriøst, i håb om hun forstod alvoren og ærligheden i mine ord.

"Det ved jeg godt nu. Men det gjorde jeg ikke til at starte med den gang.. Jeg var så langt nede. Jeg tvivlede på alle og følte ikke, jeg havde nogen at stole på. Mine tanker skræmte mig, så jeg valgte bare at holde dem for mig selv", sagde hun grædende.

"I dagenbogen for 2014, der.. der skriver du til sidst, at du ville fortælle mig det hele?", spurgte jeg uforstående om, for det var også en af de ring, der ikke gav mening for mig.

"Det ville jeg også. Jeg var så opsat og ivrig efter at fortælle dig det, at jeg besluttede mig for at gøre det idet, jeg skrev ordene ned i bogen. Så jeg smed min kuglepen fra mig og stormede ud af min værelse. Jeg ville bare over til dig så hurtigt som muligt, inden jeg kunne nå at ombestemme mig", forklarede hun grædende og tårerne løb konstant ned af hendes kinder uden hun på nogen måde kunne kontrollere det. "Men det gik alt for hurtigt. Jeg var så sikker på, at det hele kunne blive godt for mig igen, hvis jeg fortalt dig det hele, for jeg kendte dig jo. Det var fået op for mig, at det var en fejl ikke at fortælle dig det fra start af. Men da jeg løb ned af trapperne, trådte jeg forkert, så jeg faldt..".

Hun stoppede op i sine forklaring og snøftede svagt, hvorefter hun bukkede hovedet og trak sin hånd væk fra mine hænder, så hun lagde begge sine hænder foran sit ansigt. Det var virkelig tydeligt at se, at det var hårdt for hende at fortælle det her til mig. Og jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at det ikke påvirkede mig, for det gjorde det. Jeg kunne mærke hendes smerte.

Efter et par sekunder fjernede hun hænderne igen og kiggede hen på mig.

"Mine bukser var helt indsivet i blod", hulkede hun på en smertefuld måde, så jeg selv kunne mærke en smerte blive opbygget ved mit bryst. "Min mor fandt mig og.. ringede efter en ambulance, som kørte mig på hospitalet. Og der fik jeg hurtigt at vide, at jeg.. jeg havde mistet babyen".

En masse stik ramte både min mave og mit hjerte over det, hun sagde, og den måde hun sagde det på. Det var forfærdeligt at vide, at jeg ikke havde været der for hende, da det skete. Det var forfærdeligt at vide, at hun var få sekunder fra at fortælle mig om det, og så mistede hun barnet. Jeg havde den mest skrækkelige følelse indvendigt over, at hun skulle gennemgå det uden mig.

"Jeg græd i flere uger efter, for jeg følte, at jeg havde været så tæt på at få styr på det hele. Men det fik jeg langt fra. Det hele blev mere og mere trist for mig, og til sidst, havde jeg lukket dig helt ud mit liv. Du fandt sammen med Lizza, og der mærkede jeg virkelig, at hele min verden faldt sammen".

"Forhelvede", udbrød jeg med en mega dårlig samvittighed i kroppen, imens jeg kørte en hånd igennem mit hår. "Undskyld".

Hun rystede svagt på hovedet til mig og snøftede. "Du skal ikke undskylde. Det var min egen skyld. Jeg skubbede dig væk, og jeg bebrejder dig ikke for at forelske dig i hende, Harry".

"Jeg forelskede mig ikke i hende. Jeg har aldrig være forelsket i hende!", fastslog jeg hurtigt, for jeg ville have hun skulle vide, hvorfor jeg overhovedet var begyndt at ses med Lizza. Sophia kiggede lidt undrende på mig samtidig med, at hun tørrede sine kinder for tårer. Jeg forstod selvfølgelig godt hendes forvirring, for jeg havde jo været sammen med Lizza i et stykke tid. "Den eneste grund til, at jeg overhovedet var sammen end hende, var, fordi jeg ville prøve at komme over dig".

Hun kiggede på mig uden at sige noget, som om hun ikke helt vidste, hvad hun skulle svare. Ordene så ud til at komme meget bag på hende, og jeg forstod hende godt.

"Men det lykkedes aldrig. Hver gang jeg har kysset hende, har jeg forestillet mig, at det var dig. Hver gang jeg har set ind i hendes øjne, har jeg inderst inde altid ønsket, at det var dine, jeg så ind i. Hver eneste gang jeg har været sammen med hende, er jeg blevet mindet om, hvor meget jeg savner dig", forklarede jeg helt oprigtigt og seriøst.

Det så også ud til, at hun slugte hvert et ord, jeg sagde. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun troede på mig.

"Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har ønsket dig ved min side i stedet for hende. Og det er jeg sikker på, at hun altid også har vidst", indskød jeg, imens jeg kiggede hende dybt ind i hendes smukke øjne. "Så ligegyldigt hvad hun har sagt til dig om mig, så er jeg sikker på, at det er en løgn".

Hun svarede stadig ikke men kiggede mig bare i øjnene med et lyttende blik. Efter noget tids stilhed med intet andet end øjenkontakt, valgte hun at rykke sig lidt tættere på mig og placere sin hånd på min kind. Hun lænede derefter sit ansigt hen til mit og kyssede mig blidt på læberne i to sekunder, hvorefter hun lagde sin pande til min og kiggede mig i øjnene endnu en gang.

Smerten og sorgen i hendes blik var stadig tydelig fra før, og det fik min mave til at vende sig. Jeg lagde selv min egen hånd på hendes kind, som jeg begyndte at nusse svagt med min tommelfinger.

"Undskyld, jeg ikke kunne være der for dig den gang. Det gør så ondt på mig, at du har skulle gå igennem det helt alene", hviskede jeg stille med en trist stemme, da det var dét, der påvirkede mig allermest.

"Det er ikke din skyld", svarede hun hviskende og snøftede igen. "Jeg elsker dig".

De sidste tre ord hun sagde, gjorde mig helt varm i kroppen. Jeg havde savnet at høre de ord fra hendes mund i uendelig lang tid.

"Jeg elsker også dig".

Hun nikkede, som om hun godt var klar over det i forvejen, hvilket bare gjorde mig glad. Det var det vigtigste for mig. Hun lagde efterfølgende sine læber over mine igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...