Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91272Visninger
AA

6. 2

 

2

"Nu har jeg været hele butikken igennem, og de har ikke nogen juleting, overhovedet", lød det fra Liam, der kom gående hen mod mig, som stod ved slikhylden, da jeg skulle finde noget, jeg kunne give til Sophia i morgen. Jeg besluttede mig hurtigt for at tage en pose Skittles, da jeg vidste hun kunne lide dem, for da vi var kærester, spiste vi dem hele tiden sammen.

"Det kan da ikke være rigtigt", sagde jeg med en undring i stemmen og vendte mit blik mod ham. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg fandt det mærkeligt, at en foretning ingen juleting havde, når vi var en dag fra at være i december måned.

"It is", svarede han i et opgivende suk. "Fedt, at det december imorgen men der ingen julepynt er i butikken", fortsatte han ironisk.

"Hvorfor er det også så vigtigt?", stillede jeg nysgerrigt som et spørgsmål.

"Har du mødt mine forældre?", svarede han som et ledende spørgsmål, der indikerede, at det var et åndssvagt spørgsmål at stille. For ja, jeg kunne jo have sagt mig selv, at det havde noget med dem at gøre. Hvert år til jul blev hele deres hus pyntet ekstremt op med julepynt både indenfor og udenfor. Selv haven havde julelys, julemænd lavet af lys og en masse andre ting. Det var virkelig som at træde ind i et julelandskab. Så man kunne vidst roligt sige, at de gik meget op i jul.

"Har de ikke pyntet op endnu?", spurgte jeg undrende om, da de plejede at være rimelig tidlig ude med at begynde at pynte op, da der var så meget, de skulle have gjort.

"Jo, det har de. Det er til mit værelse", svarede han og lød ret irriteret i stemmen, som om han ikke selv var interesseret i, at der skulle pyntes op derinde. Og hvis jeg kendte ham godt - hvilket man vidst sagtens kunne sige, at jeg gjorde, da jeg havde kendt ham størstedelen af mit liv - så var det også tilfældet. "Min mor har den sidste måned sagt, at jeg skulle købe julepynt til mit værelse og pynte op. Jeg har ligesom bare udskudt det, så længe jeg kunne.. og nu kan det jo ikke udskydes længere, vel?".

Hans ord fik mig til at bryde ud i grin, da hans måde at sige det på, virkelig skreg af, at han ikke gad.

"Hvorfor siger du ikke bare til dine forældre, at du ikke har lyst til at pynte dit værelse op?".

"Ser du, det kan jeg med lethed svare dig på, min ven. Første og sidste gang jeg sagde det til dem for to år siden, fik jeg at vide igennem hele december måned, at jeg skabte dårlig stemning ved ikke at bidrage til fællesskabet", svarede han, så jeg igen begyndte at grine, imens han forblev rimelig seriøs. "Så jeg tror bare, jeg holder min mund lukket og pynter mit værelse op".

"Fair nok", svarede jeg i et grin.

"Har du fundet, hvad du skal have?", spurgte han om og skiftede dermed emnet væk fra julepynt. Jeg nikkede og rystede med den lille pose i min hånd, så han kiggede på den. "Skittles.. selvfølgelig", sagde han med et skævt smil på læben, for han kendte jo godt til min og Sophias fortid.

Han var også den eneste person, der nok godt vidste, at jeg stadig havde et svagt punkt over for hende. Det var ikke, fordi jeg direkte havde sagt til ham, at jeg savnede hende og tænkte på hende hele tiden, men han kendte mig bare så godt, at jeg var sikker på, han vidste det. Han var en af de eneste personer, der forstod mig og hvad jeg ville, ud fra mine handlinger.

"Skal vi finde kassen?".

Jeg nikkede hurtigt til hans spørgsmål, hvorefter vi gik side om side op til kassen, hvor jeg betalte for slikposen.

"Hvordan har du det egentlig med, at du har trukket hende?", spurgte Liam mig om, som vi gik ud af butikken og fortsatte hen ad fortorvet. "Jeg mener.. I har en fortid sammen, men I har ikke snakket sammen i evigheder. Er det ikke lidt mærkeligt, for dig, at du skal give hende gaver i løbet af december?".

Ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme, at han kiggede på mig. I et suk trak jeg på mine skuldre, da jeg egentlig ikke selv vidste, hvordan jeg havde det med det. På den ene side så var det vel utrolig mærkeligt at skulle give ting til hende, som jeg engang kendte ud og ind men nu ikke anede hvordan var. Men på den anden side så var jeg faktisk glad for, at jeg havde trukket hende. Det var jo min chance for at "forkæle" hende i al hemmelighed, da hun jo ikke ville vide, hvem der gjorde det. Altså lige indtil vi selvfølgelig skulle afsløre for alle, hvem vi havde trukket.

"Det ved jeg ikke. Det er måske lidt underligt, men der er jo ikke så meget, jeg kan gøre ved det", svarede jeg ham og drejede samtidig mit blik mod ham. Han nikkede i forståelse og vendte blikket frem for sig. "Hvem er du egentlig trukket?".

Mit spørgsmål fik ham til at trække på smilebåndet, og en grinelyd blev udbrudt.

"Niall", svarede han, "og jeg overvejer seriøst, at give ham frugt og intet andet hele december".

Vi begyndte begge at grine svagt, da det var en ret komisk idé, han havde fået. Det ville i hvert fald blive underholdende for os andre, da Niall bestemt ikke ville blive glad for kun at få frugt. Han spiste normalt rimelig meget og lad mig da bare slå fast, at det ikke altid ligefrem var det mest sunde, han puttede i munden.

"Gør det", opfordrede jeg ham til, så han hurtigt i sit grin nikkede sig enig i mine ord.

"Det tror jeg også, at jeg gør".

Vi stoppede begge op ved en skillevej, da Liam skulle dreje og jeg skulle fortsætte lige ud.

"Men vi ses i morgen", sagde han.

"Ja, vi ses".

Vi fortsatte begge med at gå i hver vores retning. Jeg puttede slikposen i min jakkelomme og lagde begge mine hænder i jakkelommerne. Der var ikke faldet noget sne endnu, men der var utrolig koldt.

Imens jeg gik forbi det det gamle og faldefærdige hus, lod jeg mit blik betragte det. Det hus som Sophia og jeg havde opholdt os i stort set hele vores barndom og starten af vores teenageår. Det var efterhånden et år siden, jeg sidst havde bevæget mig ind på grunden, for det føltes forkert at være der uden hende. Da hun endte vores forhold, havde jeg brugt en del tid derinde for mig selv. Men da det gik op for mig, at jeg bare begyndte at føle mig ensom og alene af at være i huset uden hende, stoppede jeg med at komme der.

Men jeg betragtede det altid grundigt og med et lille smil på læben, hver gang jeg gik forbi det både på vej til skole og også på vej hjem. For det hus var fyldt med så mange fantastiske minder med hende, som varmede mig i kroppen at tænke tilbage på.

 

"Harry?". Lyden af hendes stemme, da hun trådte ind af døren til det gamle hus, fik et skævt smil til at dukke frem på mine læber, da min plan om at forskrække hende nu endelig kunne gå i gang. Jeg havde gemt mig bag et af de gamle skabe, der stod her i huset. "Harry? Er du her?".

Hendes skridt kom tættere på rummet, jeg befandt mig i, hvilket bare fik mig til at smile større, da jeg så snart kunne gøre som planlagt.

"Hvis du gemmer dig for mig lige nu, fordi du vil forskrække mig, så har du ingen kæreste længere, efter du har gjort det", advarede hun mig om med en stemme, der klart indikerede, at hun ikke mente sine ord alvorligt, men bare ikke ville have, jeg skulle forskække hende. Hun kendte mig også så godt efterhånden, så hun vidste, at det her var noget jeg sagtens kunne finde på.

Jeg begyndte at grine lydløst over hendes "trussel" og hørte samtidig, at hun trådte ind i rummet, jeg var i. Jeg kunne svagt se, at hun bevægede sig rundt i rummet og kiggede bag diverse ting, for at se om jeg var der.

"Og jeg mener det seriøst, Harry!", sagde hun med en bestemt stemme, men det var stadig tydeligt for mig, at hun ikke mente det.

Hun kom til det skab, jeg stod bag siden ved. Forsigtig tog hun fat i skabsdørene og åbnede dem men blev hurtigt skuffet, da hun så, jeg ikke var derinde. Hun lukkede skabsdørene igen og sukkede svagt med lukkede øjne, hvilket jeg så som mit tegn. Jeg sprang frem fra siden af skabet og klemte hendes hofter, imens jeg råbte en tilfældig lyd. Et skrig forlod hendes læber og et stort sæt gik igennem hendes krop.

"Harry!", udbrød hun hårdt og slog mig svagt på brystet, samtidig med, jeg ikke kunne lade være med at grine. Jeg lagde mine arme om hendes talje og pressede hendes krop tættere på mig, så jeg kunne mærke hendes voldsomme hjertebanken.

"Blev du bange?", spurgte jeg om med et skævt smil, så hun himlede med øjnene af mig og derefter slog mig på brystet igen.

"Jeg hader dig", sagde hun lavt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke var ord, hun mente alvorligt.

"Det var da godt nok synd for mig, hva?", svarede jeg med et skævt smil på læben og rykkede langsomt mit ansigt tættere på hendes.

"Du er så latterlig", hviskede hun seriøst men fik hurtigt et lille smil på læben, da jeg blev ved med at rykke mit ansigt tæt på hendes. Til sidst blev vores læber forenet i et blidt og skønt kys, der kun varede et par sekunder.

"Er jeg så single nu?", mumlede jeg hviskende tæt på hendes bløde læber.

"Mm.. du er så meget single nu".

Hun lagde sine arme om min nakke og genforenede vores læber.

"Så jeg må ikke gøre det her længere?", hviskede jeg drillende mod hendes fine læber og begyndte derefter at kysse små pirrende kys ned ad hendes hals, da jeg vidste, at det var hendes ømme punkt. Jeg kiggede op på hendes ansigt imens, for at læse hendes reaktion på min handling.

"Mhm.. nej", hviskede hun med et skævt smil på læben og bed sig selv i underlæben. Hun lukkede øjnene og placerede sine hænder i mit hår, så jeg vidste, at hun nød, det jeg gjorde.

Jeg fortsatte med at kysse op af hendes hals, indtil jeg til sidst nåede til hendes øre.

"Men.. hvis vi ikke er kærester længere, så betyder det vel, at jeg ikke behøver at dele de Skittles med dig, jeg har købt", hviskede jeg med et skævt smil på læben og rykkede derefter langsomt mit hoved tilbage og så på hendes ansigt for igen at se hendes reaktion.

Hun åbnede straks øjnene, så de kiggede direkte ind i mine med en stor o-mund.

"Snedigt træk, Styles", sagde hun overrasket med et løftet øjenbryn. "Okay. Du slipper med en advarsel", fortsatte hun drillende med et skævt smil.

"Det tænkte jeg nok", svarede jeg med et selvsikkert og flabet ansigtsudtryk, hvorefter jeg rykkede mit hoved tættere på hendes igen.

"Ehrm.. hvor er mine Skittles?".

Hun afbrød mig i at lægge mine læber over hendes få centimeter før og sendte mig et flabet smil, som jeg hurtigt gengældte.

"Kys først.. skittles efter", svarede jeg hende.

Hun sagde ikke noget til mine ord men valgte i stedet bare at føre sine læber sammen med mine. Vi bevægede langsomt læberne i takt med hinandens i et stykke tid, så sommerfuglene i min mave begyndte at flyve rundt.

Jeg trak mig efter, der var gået noget tid.

"Hvorfor er du så dejlig?", hviskede jeg i min dybe vejrtrækning på grund af hendes kys og kiggede hende forelsket i øjnene. Jeg lagde min pande til hendes, så et smil fandt vej til hendes læber.

"Du er nu heller ikke selv helt værst", svarede hun og begyndte at nusse mig i nakken. Hendes ord fik mig til at smile stort . "Men nu vil jeg gerne have de Skittles der".

Et grin forlod mine læber og jeg rystede svagt på hovedet af hende. "Ja, ja"

 

Med et trist smil på læben på grund af savnet til hende, fjernede jeg mit blik fra huset og gik over på den anden side af vejen, da jeg boede skråt over for det gamle hus.

Jeg kiggede kort på Sophias hus, der var overfor det gamle hus og ved siden af mit. Jeg hadede virkelig det faktum, at jeg ikke kunne komme helt over hende, når hun tydeligvis var videre. Der var bare så meget, der mindede mig om hende hele tiden, lige meget hvor jeg gik hen.

Et suk forlod mine læber i takt med, at jeg vendte hoved fremad igen, så jeg ikke længere kiggede på hendes hus. Derefter gik jeg ind i mit eget.

___________________________________________________

Glædelig 1. december :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...