Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91279Visninger
AA

22. 18

 

18

Sophia: Jeg er hjemme omkring klokken 16, så du kan bare kommer over 16.30, hvis du vil? x

Et stort smil dukkede straks frem på mine læber, da jeg læste den besked, jeg lige havde modtaget fra Sophia. Hun var til sin kusines fødselsdag hele dagen, så vi havde slet ikke haft mulighed for at se hinanden i dag.

Det lød måske heller ikke ligefrem så slemt, men nu havde vi de sidste mange dage været sammen hver dag, så jeg savnede hende faktisk lidt. Bare kald mig patetisk, når nu jeg så hende i går, men det gjorde jeg virkelig. For jeg kunne uden tvivl tilbringe hvert minut af min tid med hende, og gjorde det bestemt også gerne, hvis det var muligt.

"Hvad smiler du sådan af?", spurgte Gemma om, som sad i sofaen omkring en meter væk fra mig.

Jeg løftede mit hoved og så, at hun sad og kiggede på mig med et nysgerrigt blik samt et skævt smil på læben.

"Ikke noget", svarede jeg bare og vendte blikket mod min telefonen igen, så jeg kunne svare på Sophias besked.

Mig: Selvfølgelig vil jeg det, smukke. Vi ses klokken 16.30

"Er det Sophia, der skriver?". Jeg kunne nærmest høre det store smil i hendes stemme, da hun stillede mig det spørgsmål. Og jeg nikkede bare sukkende med et lille smil på læben til det. "Og I er stadig bare venner?".

Som svar trak jeg på mine skuldre, for jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Vi var vel ikke "bare" venner, men vi havde heller ikke snakket om, at vi skulle gøre det, vi havde, officielt endnu. Vi tog det jo bare i et stille og roligt tempo, for der var jo stadig en masse uklare spørgsmål, jeg først kunne få besvaret, når Sophia var klar til at gøre det. I først dér kunne vi rigtigt starte forfra og finde rigtigt sammen igen.

"Du har ikke tænkt over at spørge hende, om hun ikke er frisk på at give jer to en chance til? Det er jo tydeligt, at det er det, du gerne vil", spurgte hun om, så jeg kiggede på hende igen.

"Vi tager det bare stille og roligt", svarede jeg med et afslappet smil.

"Det må I da også godt", sagde min søster med et smil på læben, hvorefter hun blinkede med det ene øje. "Men jeg håber, at du en dag kommer og fortæller mig, at I er sammen igen".

Jeg kunne ikke lade være med at smile over det, hun sagde, for jeg var utrolig glad for, at min søster var så støttende omkring det. Det betød meget for mig, at hun var så glad for Sophia.

"Det håber jeg også".

~

Klokken var blevet 16.30, og jeg var på vej over til Sophia. Men jeg fik dog et stort chok, da jeg så, at Lizza kom gående ud fra hendes hus. Mit hjerte bankede stærkt derudaf, for det gav absolut ingen mening.

Jeg skyndte mig at løbe hen til Sophias dør og bankede straks på, da jeg stoppede op foran døren. Den blev åbnet et par sekunder efter af Sophia, og jeg så kun lige kort, at hun kiggede såret på mig, før hun lukkede døren igen.

Hendes handling gjorde mig vildt forvirret, og jeg begyndte igen at banke på døren.

"Sophia?!", kaldte jeg, imens jeg bankede løs på hendes dør.

Nogle lange sekunder efter blev døren åbnet igen og hun stod foran min med make-up løbende ned af sine kinder, fordi hun græd. Hun lagde sine arme over kors og kiggede enormt trist på mig, og jeg havde ingen idé om hvorfor.

"Hvad sker der?", spurgte jeg totalt uforstående om med en klump i halsen, da jeg for det første ikke brød mig om at se hende græde, og for det andet frygtede jeg, at Lizza havde sagt en eller anden slem løgn til hende.

"Du skal lade mig være", sagde hun stille og snøftede svagt efterfølgende.

Hendes ord fik mit hjerte til at slå et hårdt slag, for det hun sagde gjorde mig endnu mere nervøs.

Hun trådte et skridt tilbage og tog fat i døren, som hun skulle lige til at lukke i. Dog nåede jeg heldigvis at stoppe hende, ved hurtigt at træde et skridt frem og lægge min hånd hårdt på døren.

"Hvad har hun sagt til dig?!", udbrød jeg med en stor frustration i stemmen. Hendes triste blik mødte mit, og jeg vidste der, at Lizza havde sagt et eller andet sårende til hende. Jeg kunne se det i hendes øjne.

"Gå, Harry", svarede hun bare, og det gjorde mig egentlig bare mere frustreret. Hun kunne da ikke bare bede mig om at gå uden at give mig en forklaring på, hvad grunden var. Jeg fortjente da at vide, hvad Lizza havde sagt, som helt sikkert omhandlede mig.

Sophia prøvede at lukke døren igen, men min hånd blokerede den fortsat, så den ikke kom nogen vegne.

"Siden hvornår er du begyndt at lytte og tro på alt det, Lizza fortæller dig igen? I har ikke snakket sammen i næsten to år!", råbte jeg nok en smule for højt og for hårdt, men jeg var så uforstående overfor det. Jeg havde så meget frustration og irritation i min krop, som jeg ikke helt kunne styre. Og det gav absolut ingen mening for mig, hvorfor hun på nogen måde ville tro på noget, som Lizza havde fortalt hende.

"Kan du ikke bare gå!", sagde hun bestemt med sin triste stemme.

"Lizza er bare jaloux på det vi to har, okay? Ligegyldigt hvad hun har sagt, så..""Du ved udemærket godt, hvad hun har fortalt mig! Gør du ikk?", afbrød hun mig med en grædende stemme, samtidig med at tårer løb ned af hendes kinder. Mit hjerte skippede et slag, da jeg blev rimelig overrasket over hendes hårde måde at afbryde mig på.

"Overhovedet ikke!", udbrød jeg bestemt og samtidig ærligt, for hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde absolut ingen idé om, hvad det kunne være.

Hun lagde en hånd op foran sin mund, nok for at prøve at holde de små hulk inde, som undslap hendes læber ind i mellem. Jeg sukkede svagt, imens jeg betragtede hende.

"Fortæl mig hvad hun har sagt, så jeg kan fortælle dig, om det er sandheden eller ikke", bad jeg hende roligt om og kiggede hende bedende i øjnene. "Please, Sophia..".

Hun stoppede vores øjenkontakt og kiggede ned i jorden i stedet for. Derefter fjernede hun sin hånd og snøftede igen svagt.

"Var det hele bare en joke?", spurgte hun lavt om, og et lille ryk gik igennem min krop, over det spørgsmål.

"En joke?", stillede jeg forvirret som et spørgsmål.

"Alt det her.. det hele var bare for sjovt, ikke? Et væddemål". Hun løftede hovedet op igen og hendes triste blik mødte mit. Det var tydeligt, at hun var meget såret lige nu, men det havde ingen grund til at være.

"Selvfølgelig er det ikke det", svarede jeg roligt og prøvede virkelig så godt jeg kunne at virke overbevisende, for det var jo sandheden. Hvordan skulle det her overhovedet kunne være en joke? Det gav ingen mening.

I et par sekunder kiggede hun bare på mig, imens hun græd stille, og hendes tavshed dræbte mig stille indvendigt.

"Jeg vil gerne have, at du går nu", sagde hun endelig efter med en meget stille stemme.

"Soph..""Stop!", afbrød hun mig brat med, idet jeg skulle til at tage et skridt frem mod hende. Jeg så hadet i hendes øjne, men det sårede mig lidt, at hun ikke kunne se ærligheden i mine. "Jeg vil aldrig snakke med dig igen".

Det gjorde ondt på hende at sige de ord, det var tydeligt for mig at se. Hun trådte efterfølgende et skridt bag ud og lukkede døren i lige foran mig.

"Sophia!", kaldte jeg, imens jeg begyndte at banke på døren igen. Men hun åbnede ikke.

Til sidst opgav jeg og gik hjem til mig selv, for at give hende noget tid til at falde til ro. Men selvfølgelig opgav jeg ikke. Jeg skulle nok overbevise hende om, at det, Lizza havde sagt, var løgn. Også selv om jeg i realiteten ikke vidste, hvad hun helt præcist havde sagt til Sophia.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...