Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91310Visninger
AA

21. 17

 

17

Med et smil på læben bevægede jeg mig i retningen af Sophias værelse. Det var efterhånden nogle dage siden, vi sidst så hinanden, da hun havde haft travlt med at læse op til nogle prøver i skolen. Vi havde selvfølgelig skrevet og ringet lidt sammen men slet ikke så meget, som vi plejede. Så jeg glædede mig til at se hende og ikke mindst holde om hende igen.

Jeg kom til værelsesdøren, og jeg trådte bare ind uden at banke på. Mit blik faldt som det første på hendes seng, da det var der hun plejede at sidde, næsten hver gang jeg trådte ind på værelset. Men i dag var det en lille smule anderledes, for der sad hun ikke.

Hurtigt fjernede jeg blikket fra sengen og kiggede i stedet nogle meter til siden, hvor jeg så, at hun stod foran sit store spejl og kiggede på sig selv. Det så ikke ud som om, at hun havde registreret, at jeg kom ind af døren, for hendes blik var nærmest frosset fast på spejlet stadigvæk.

Jeg trådte ordentligt ind på værelset og lukkede døren efter mig. Med forsigtige skridt bevægede jeg mig hen til hende, imens jeg betragtede hendes blik, som kiggede en smule nedtryk på sit eget spejlbillede. Jeg vidste ikke, hvorfor hun kiggede sådan på sig selv, for hun havde da i hvert fald ingen grund til, ikke at kunne lide sin egen krop, hvis det var det. Den var smuk, som den var.

"Smukke?", sagde jeg undrende med en lav stemme for ikke at forskrække hende, men det lykkedes dog ikke helt, for et sæt gik hurtigt igennem hendes krop, idet hun vendte fronten mod mig, der stod ved siden af hende. "Undskyld. Det var ikke for at forskrække dig".

Jeg smilede svagt til hende og trådte et skridt frem mod hende.

"Hvorfor kiggede du sådan på dig selv?", spurgte jeg hende om med en uforstående stemme og lagde min ene hånd på siden af hendes talje.

Hun sukkede svagt over mit spørgsmål og valgte derefter at kigge ned mellem os. Jeg forstod ikke helt, hvorfor hun opførte sig sådan der lige nu. Hun plejede aldrig at være så stille. Og jeg måtte da ærligt indrømme, at jeg lidt havde forventet, at hun ville blive glad for at se mig, hvilket ikke ligefrem syntes at være tilfældet lige nu.

Efter et par sekunder løftede hun blikket og drejede sig efterfølgende mod spejlet igen. Da jeg ikke helt vidste, hvad jeg egenligt skulle gøre eller sige, valgte jeg at stille mig lige bag ved hende, med mine arme om hendes talje. Jeg hvilede mit hoved på hendes skulder og betragtede hendes smukke øjne, der endnu en gang kiggede mærkeligt på sin krop.

"Du er ikke begyndt at hade din krop, vel?", spurgte jeg hende stille om, så hendes blik straks mødte mit i spejlet. Hun svarede ikke rigtig noget, men kiggede bare på mine øjne med et rimelig trist blik. "For det må du ikke. Din krop er dejlig og perfekt, som den er", fortsatte jeg med et lille smil på læben, da der efter et par lange sekunder stadig ingen ord kom ud af hendes mund.

"Synes du?". De første ord hun sagde til mig lød enormt triste, som om jeg lige havde sagt noget, der havde såret hende. Men det havde jeg jo slet ikke. Tværtimod.

"Mmh", mumlede jeg nikkende og kyssede efterfølgende hendes bløde kind en enkelt gang. "Jeg ville ikke ændre den mindste detalje".

Jeg sendte hende endnu et kærligt smil i håb om, at hun ville smile tilbage. Men det gjorde hun ikke, og jeg forstod ikke hvorfor.

"Slet ingenting?", spurgte hun stille om, så jeg rynkede brynene lidt. Hun var slet ikke sig selv lige nu. Sådan her havde jeg aldrig rigtig oplevet hende før. Hun sagde næsten intet og hendes stemme var uden nogen former for glæde.

"Nej?", svarede jeg lavt og forvirret. Jeg kørte blidt mine hænder rundt på hendes mave, men blev hurtigt stoppet af Sophia, der lagde sine hænder om hvert af mine håndled.

Hendes handling forvirrede mig lidt og jeg sendte hende et undrende blik igennem spejlbilledet. Dog sukkede hun bare svagt imens hun gav slip på mine håndled, og hun droppede øjenkontakten med mig efterfølgende, så hun i stedet kiggede ned i jorden. Og nu kunne jeg altså ikke holde min mund lukket mere, for der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være.

"Er der noget galt?", spurgte jeg seriøst om og gav helt slip på hendes krop. Jeg gik i stedet om på den anden side af hende, så vi havde fronten mod hinanden igen. Med to fingre placerede under hendes hage, løftede jeg hendes hoved, så vi endnu en gang fik øjenkontakt. Og hendes øjne fortalte mig, at der var noget der gik hende på. Jeg kendte hende så godt, at jeg vidste, hvornår hun var ked af det. "Hvad er der galt?".

Hun stod i noget tid uden at svare mig, indtil hun endelig åbnede munden. "Der er ikke noget galt".

Hendes ord var på ingen måde overbevisende. Faktisk bekræftede de mig bare i, at noget trykkede hende. Og det irriterede mig egentligt en smule, at hun valgte at stikke mig en løgn, for hun burde da vide, at jeg kendte hende bedre end det.

"Er du ikke sød, at lade være med at lyve for mig?". Jeg prøvede at lyde så afslappet som jeg nu kunne, selv om det var lidt svært. Det var utrolig frusterende, at hun ikke kunne fortælle mig, hvad det var, hun tænkte sådan over. "Jeg kan jo se på dig, at der er noget galt".

Bekymringen i min stemme var tydelig, og jeg vidste, at hun med garanti kunne ane den. Hun sukkede svagt og kørte derefter en hånd igennem sin fyldige, brune hår, og overraskende nok så smilede hun efterfølgende svagt til mig. Et smil som så utrolig påtvunget og falskt ud i mine øjne.

"Jeg er bare træt.. det er.. alle de tests og.. jeg er bare lidt stresset", svarede hun stille.

Selv om jeg var hundred procent sikker på, at det hun stod og sagde til mig nu, var endnu en løgn, så valgte jeg at lade være med at kommentere på det. Hun havde tydeligvis ikke lyst til at fortælle mig, hvad der nagede hende nu, så jeg lod det bare ligge, for jeg fik det nok at vide snart alligevel. Vi havde aldrig nogle hemmeligheder for hinanden i specielt lang tid af gangen, så det var vel bare et spørgsmål om tid.

"Men de er jo overstået nu, ikk?", sagde jeg med en opmuntrende stemme og lagde mine arme om hendes talje igen og pressede hendes krop tættere på min.

Hun nikkede til mine ord og lagde sine arme om min hals, imens hun kiggede mig ret alvorligt i øjnene. Det var virkelig ikke rart at se hende sådan her, men hvis hun ikke havde lyst til at snakke om det lige nu, måtte jeg jo bare respektere det og vente på, hun ville.

Jeg bukkede mit hoved lidt ned, så min pande lagde sig blidt mod hendes. Hendes ene hånd begyndte at kærtegne mig i nakken, og hendes berøring var virkelig noget, jeg havde manglet de sidste dage. Der måtte i hvert fald helst ikke gå så lang tid igen før vi så hinanden en anden gang, hvis det stod til mig.

"Jeg har virkelig savnet dig", hviskede jeg stille, imens vi kiggede hinanden intenst og afslappet i øjnene.

Hun lukkede øjnene i og bed sig i underlæben, som om hun prøvede at holde noget inde. Jeg kunne ikke forklare, hvad det var, men det virkede lidt som om, at det gjorde ondt på hende at høre, at jeg havde savnet hende. Det lød måske lidt mærkeligt, men det var bare en følelse, jeg fik i kroppen.

Efter et par sekunder åbnede hun øjnene igen, og de var så triste at kigge ind i. Der var ikke den samme glød, som der ellers altid plejede at være.

"Jeg har virkelig.. virkelig også savnet dig", hviskede hun med en rystende stemme.

Hendes ord lød egentlig dybt oprigtige, men alligevel var der et eller andet, der gjorde, at jeg ikke brød mig om den måde, hun sagde det på.

Hun lagde derefter sine fine læber på mine.

 

Den sidste gang, Sophia og jeg så hinanden som kærester, havde kørt rundt og rundt i mit hoved siden i for fem dage siden, hvor Sophia var brudt sammen foran mig i det gamle hus. Jeg havde egenligt altid undret mig over, hvad der var galt med hende den dag for over halvandet år siden, men det var egentligt først gået op for mig i løbet af de sidste fire dage, at det der gik hende på den gang, måske var hele grunden til, at hun stoppede kontakten med mig.

For det var efter den eftermiddag for halvandet år siden, vi ikke snakkede sammen mere. Hun havde ikke svaret på mine opkald, når jeg havde ringet til hende. Og når jeg var taget over til hende, fik jeg altid at vide, at hun ikke var hjemme af hendes forældre, også selv om jeg vidste, at hun var.

Og selv om jeg var ved at sprænge indvendigt over ikke at vide, hvad der helt præcist og konkret skete den gang, så havde jeg ikke lyst til at presse hende til at sige det. Jeg skulle ikke allerede ødelægge det, vi var ved at opbygge igen. Jeg kunne ikke miste hende igen, og det ville jeg virkelig gøre alt for ikke skete. Så jeg gav hende alt den tid hun havde brug for.

Vi havde heller ikke rigtig snakket om hendes sammenbrud i lørdags, selv om vi havde været sammen næsten hver dag siden. Men igen så havde jeg ikke lyst til at presse hende. Hun skulle have lov til at tage det i sit eget tempo, også selv om det gik mig ufatteligt meget på ikke at vide, hvad grunden var.

I dag var Sophia og jeg taget ind til byen for at tilbringe nogle timer sammen. Vi lavede egentligt noget specielt, vi gik bare rundt og kiggede i de forskellige butikker og så på den kreative udsmykning, der var.

Vi besluttede os pludselig for at tage hen til skøjtebanen for at skøjte lidt rundt. Det var ikke fordi, jeg var specielt god til det, men Sophia ville gerne, så jeg gjorde det selvfølgelig for hendes skyld.

"Er du bange for, at du falder?", spurgte hun smågrinende om, imens vi stod i køen til der, hvor mange kunne leje skøjter.

"Næ.. for det gør jeg helt sikkert", svarede jeg hende i et svagt grin, og hendes latter blev endnu større over min udtalelse.

"Så du er ikke blevet bedre til at skøjte siden sidst?", grinede hun spørgende, og jeg rystede staks på hovedet. Jeg havde aldrig rigtig lært at skøjte ordentligt, så jeg havde altid været elendig til det.

"Beklager", svarede jeg med et skævt smil på læben, og lagde imens mine ene arm om hendes ryg, så min hånd kom til at hvile på siden af hendes talje, der var længst væk fra mig.

Hun fnes svagt og førte efterfølgende begge sine arme om min talje, og kiggede til sidst op på mit ansigt.

"Bare rolig, jeg skal nok gribe dig". Hendes ord fik mig til at smile ned til hende, og hun gengældte det hurtigt. Hun stillede sig derefter på tæer og placerede et blidt kys på min kind, så en glødende følelse blev efterladt dér efterfølgende.

Vi stod efterfølgende i et kort stykke tid og kiggede hinanden smilende i øjnene, indtil en genkendelig stemme pludselig lød fra min ene side: "Harry. Hey".

Jeg vendte blikket til siden og så, at Liam stod der med et lille smil på læben.

"Og hej Sophia", sagde han venligt henvendt til hende.

"Hej", svarede hun lavt, uden at fjernede sine arme om min talje, hvilket jeg egentligt fandt utrolig dejligt. At hun ikke var bange for at vise min bedste ven, at der var ved at udvikle sig ting imellem hende og jeg igen, gjorde mig utrolig glad. Det betød vel, at hun mente det her seriøst.

"Er du her alene?", spurgte jeg ham undrende om.

"Nej. Stephanie, Niall og... Lizza er her også". Lige da han nævnte Lizzas navn, stod de alle tre pludselig ved siden af Liam, og kiggede på Sophia og jeg.

Sophia gav straks slip på min talje og trådte et kort skridt væk fra mig. Jeg kiggede kort ned på hende og så, at hun stod og kiggede på Lizza med store øjne. Undrende kiggede jeg hen på Lizza, som stod og kiggede skiftevis på Sophia og jeg med et blik, der tydeligt var trist.

Ingen sagde eller gjorde noget, i hvad der føltes som flere minutter, og det var utrolig akavet.

Sophia var den første til at forlade os, og jeg fulgte straks efter hende. Jeg forstod udemærket godt, hvis den her situation var ubehagelig for hende, men den skulle slet ikke ødelægge vores dag.

"Sophia, vent!", råbte jeg efter hende, så hun stoppede op og vendte sig rundt. Jeg stillede mig lige foran hende og kiggede forvirret på hendes smukke ansigt. "Hvad skal du?".

Hendes brystkasse løftede sig hurtigt op og ned, og det fik mig til at indse, hvor ubehageligt det her var for hende.

"Jeg skal hjem.. jeg har glemt, jeg skal.." "Lad vær", afbrød jeg hende stille med, da vi begge godt vidste, at det hun skulle til at sige, ikke var sandt. Hun skulle ikke noget, hun ville bare gerne væk fra den her situation, hvilket også var forståeligt. "Bare fordi Lizza er her, betyder det ikke, at det skal ødelægge vores hyggelige dag, vel?".

Hun sukkede svagt og tog en dyb indånding for til sidste at ryste stille på hovedet. Jeg lagde begge mine hænder på hendes kølige kinder og kiggede hende samtidig seriøst i øjnene.

"Hun er ligegyldig for os, okay?", fortsatte jeg stille, og heldigvis nikkede hun sig enig. Jeg åndede lettet op og lagde forsigtigt min pande til hendes. "Det er bare os to. Du skal ingen steder".

Igen rystede hun svagt på hovedet, imens jeg nussede hendes bløde kinder med mine tommelfingre. Jeg bukkede mig derefter ned og gav hendes læber et kort kys, der kun varede et enkelt sekund.

"Kom".

Jeg tog fat i hendes hånd og begyndte at gå hen til der, hvor man lejede skøjter igen. De fire andre stod der stadig, og de kiggede alle sammen på Sophia og jeg, hvilket jeg ikke tog mig så meget af. Og heldigvis så det også ud til at Sophia prøvede at ignorere det.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...