Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

156Likes
322Kommentarer
91093Visninger
AA

20. 16

 

16

Et blidt kys, der blev placeret på mine læber, var nok til, at jeg vågnede op fra min søvn. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og så, at Sophia lå på sin ene side og kiggede på mig med et sødt glimt i hendes øjne. Det var et anderledes blik, som jeg ikke havde oplevet at få fra hende før, men det var helt bestemt en skøn følelse, det gav mig inden i kroppen.

"Godmorgen", hviskede hun og sendte mig et smil efterfølgende.

"Godmorgen", svarede jeg med min morgenhæse stemme, og gengældte selvfølgelig hendes smil. "Har du sovet godt?".

Hun nikkede hurtigt til mit spørgsmål, hvilket gjorde mig helt varm indvendig. Dog stoppede hun øjenkontakten med mig et par sekunder efter og bukkede hovedet ned, så hun i stedet kiggede ned mellem os. Hendes smil forsvandt lidt væk af en grund, jeg slet ikke var klar over.

"Er der noget i vejen?", spurgte jeg hende stille om med en stor undring og enormt bekymring i min stemme. Jeg havde jo ekstremt svært ved at læse hende, så jeg håbede ikke, at det var noget mellem hende og jeg, hun grublede så seriøst over.

"Jeg er bare stadig virkelig ked af, at jeg ikke kunne tage til festen med dig i går. Specielt fordi du så gern..""Shh", tyssede jeg stille, imens jeg lagde en finger under hendes hage, så jeg kunne løfte hendes hoved, og hendes ansigt var i retningen mod mit igen.

Jeg smilede beroligende til hende, da det slet ikke betød noget for mig at gå til den fest. Den eneste grund til at jeg egentlig ville have hende med derhen, var for at tilbringe tid sammen med hende. Festen var jeg egenlig i bund og grund ret ligeglad med at gå glip af.

"Det eneste, jeg ville i går, var, at være i dit selskab. Og det var jeg, så det kunne ikke blive bedre", svarede jeg hende og begyndte at nusse hendes kind med min tommelfinger.

I min verden havde aftenen i går samt natten været en af de bedste i hele mit liv. Vi havde bare ligget her i det gamle hus og snakket og nydt hinandens selskab. Eller jeg havde i hvert fald i høj grad nydt hendes, jeg vidste selvfølgelig ikke med sikkerhed, om det var gengældt fra hendes side af. Jeg havde dog en lille idé om det, for hun virkede virkelig afslappet i mit nærvær. Og hun holdt sig heller ikke tilbage med berøringen og kyssene, så lidt måtte det vel være gengældt.

Et smil kom heldigvis frem på hendes læber over min udtalelse, og mit blik låste sig hurtigt fast på hendes fine lyserøde læber. En stor trang og lyst til at kysse hende dukkede op i min krop.

"Harry?", sagde hun stille som et spørgsmål.

"Mmh?", mumlede jeg svagt og kiggede fortsat på hendes læber, som af en eller anden grund tryllebandt mig lige i dette moment.

Og inden hun nåede at sige noget, kunne jeg ikke længere holde mig tilbage. Jeg kunne ikke dy mig for at placere mine læber på hendes bløde læber længere, så det gjorde jeg blidt. Hun gengældte hurtigt mit kys, så vores læber bevægede sig i perfekte bevægelse mod hinandens. Og den sædvanlige gnistrende og kildrende følelse dukkede op i hele mine krop.

Jeg forstod virkelig ikke, at et andet menneske kunne få sådan nogle stærke og voldsomme følelser frem i mig. Det var fantastisk og skræmmende på samme tid, for det var vitterligt kun hende, der kunne få disse skønne følelser frem. Og hun gjorde det helt ubevidst.

Efter noget tid rykkede jeg mig væk fra hendes læber igen, så jeg kunne få luft ned til mine lunger igen. Hver gang hun kyssede mig, sugede hun nærmest luften ud af mig, og selv om det lød virkelig ubehageligt, så var det præcist det modsatte, for det var helt igennem fantastisk.

Jeg kiggede hende ind i hendes brune øjne, imens jeg trak vejret dybt ind og ud et par gange.

"Nu må du ikke blive sur, vel?", sagde jeg lavt i min dybe vejrtrækning.

"Sur over hvad?", spurgte hun uforstående om og rynkede forvirret sine øjenbryn.

"Det jeg siger nu..". Hun kiggede stadig helt forvirret på mig og en snert af bekymring var også at finde i hendes blik. "Jeg elsker dig", sagde jeg med en seriøst stemme og kiggede hende dybt i øjnene. Jeg håbede inderligt, at hun ville tro på mig den her gang, og ikke reagere som hun gjorde sidst.

Og det gjorde hun heller ikke. Hun gjorde faktisk ikke særlig meget andet end at kigge mig dybt ind i øjnene uden at blinke.

"Jeg har aldrig stoppet med at elske dig. Aldrig", fortsatte jeg, imens hun kiggede mig lyttende i øjnene. "Selv da du stoppede med at elske mig, uden at give mig en forklaring på hvorfor, elskede jeg dig alligevel".

Det gjorde ondt at sige de sidste par ord højt, men jeg havde brug for at snakke om det. Hvorfor jeg lige valgte at bringe de her følelser på banen nu, kunne jeg ikke helt selv forklare. Det virkede bare som det rette tidspunkt, og det var ting, jeg ønskede, hun skulle have at vide. Ting som jeg har villet fortælle hende i over et år.

"Alle de gange jeg har siddet og stirret på dig over i skolen, hvor du ikke har skænket mig et eneste blik, har på en eller anden mærkelig måde aldrig fået mig til at glemme den følelse, du gav mig".

"Harry", hviskede hun trist og lukkede sine øjne i. Ved at dømme på den måde hun sagde mit navn på, kunne jeg regne ud, at hun ikke ville snakke om det.

Men hvorfor kunne vi ikke bare få samtalen overstået nu og så starte forfra? Jeg havde brug for at vide, hvad der gik galt den gang. Hvad jeg gjorde siden, hun stoppede med at snakke til mig fra den ene dag til den anden.

"Jeg ved godt, du ikke vil snakke om det. Men jeg har brug for svar". Min stemme var egenligt rimelig rolig, men det havde nok også noget at gøre med, at jeg følte hun rent faktisk lyttede på mig nu.

Hun åbnede øjnene igen og kiggede seriøst ind i mine. Hendes øjne var en smule blanke, og jeg vidste dermed, at det åbenbart var noget, hun havde svært ved at snakke med mig om.

"Hvad vil du vide?", spurgte hun stille om.

Mit hjerte begyndte at banke mærkeligt stærkt imod mit bryst. Havde hun virkelig tænkt sig endelig at svare mig på de ting, jeg havde gået og spekuleret over i halvandet år?

Jeg rømmede mig svagt. "Hvad.. hvad skete der dengang?", spurgte jeg roligt om.

Hun snøftede svagt og droppede øjenkontakten med mig. Derefter satte hun sig op på madrassen, og placerede den ene hånd foran begge sine øjne, imens hun placerede sin anden hånd og arm om sin mave.

Undrende satte jeg mig selv op lige ved siden af hende og kiggede på siden af hendes ansigt. Hun græd, og det var ikke bare stille, men rimelig voldsomt. Var det virkelig så slemt, det jeg havde gjort? Jeg forstod ikke selv, hvad det kunne være, for jeg mindes ikke at have gjort noget mod hende overhovedet.

"Undskyld. Selv om jeg ikke ved, hvad jeg gjorde den gang, så er jeg virkelig ked af, at det gør dig så ked af det", sagde jeg undskyldende, for det gjorde skrækkelig ondt på mig, at se hende sådan der. Jeg brød mig slet ikke om at se hende græde.

Hun fjernede hånden fra sine øjne og placerede også den arm over sin mave, imens hun rystede på hovedet. "Du gjorde ikke noget, Harry. Det hele var min skyld".

Hendes ord overraskede mig ekstremt meget, for det gav slet ingen mening for mig.

"Hvad var din skyld?", spurgte jeg hurtigt og ivrigt om, da jeg stadig ikke rigtig forstod noget. Hendes vejrtækning blev endnu tungere og hun græd endnu voldsommere end før. "Smukke, kig på mig", bad jeg hende stille om, da jeg ville se hendes øjne.

Forsigtigt lagde jeg min ene hånd på hendes ryg, som jeg begyndte at nusse, for at gøre hende mere afslappet. Jeg ville vise hende, at hun kunne fortælle mig, hvad der var sket, lige meget hvor slemt det var. Det ville med garanti ikke ændre noget for mig.

Hun vendte sit ansigt mod mig, så hendes røde forgrædte øjne kiggede ind i mine. "Hvad var din skyld?".

"Jeg kan ikke". Hun begyndte at ryste på hovedet samtidig med at tårerne væltede ned af hendes kinder. Det begyndte faktisk at bekymre mig, at det var så svært for hende at sige, for så måtte det virkelig være noget virkelig slemt.

"Jeg har enormt meget brug for at vide det", sagde jeg stille og kørte min hånd fra hendes ryg, op til hendes våde kind som jeg kærtegnede blidt. "Jeg har brug for at vide, hvad der fik dig til at stoppe med at elske mig".

Hun snøftede svagt og tørrede den anden kind med sin ene hånd, hvorefter hun placerede armen foran sin mave igen. Hun tog en meget dyb indånding, som hun efterfølgende pustede ud igen.

"Der.. der var ikke noget, der fik mig til at.. at stoppe med at elske dig..", svarede hun imens hun stammede og hulkede svagt. Hendes udtalelse gjorde mig bare endnu mere forvirret. Man kunne da ikke bare stoppe med at elske en person uden grund, kunne man? "For.. Jeg er heller aldrig stoppet.. med at elske dig, Harry".

Hendes ord fik alt omkring mig til at gå i stå, fordi det kom som det største chok for mig. Var hun aldrig stoppet med at elske mig? Sagde hun lige det? Det gav på ingen måde nogen mening for mig.

"Hvad?", stillede jeg chokeret som et spørgsmål, imens jeg stirrede på hende med store øjne. "Jamen.. jeg.. jeg forstår ikke.. hvad?".

Igen rystede hun på hovedet samtidig med, hun græd. Hun fjernede begge sine arme fra sin mave og lagde sine hænder foran sine øjne, idet hun drejede hovedet fremad. Hendes gråd var meget værre end før, og jeg brød mig bestemt ikke om at se eller høre det.

Jeg rykkede mig tættere på hende og lagde mine arme om hende for at trøste hende. Måske skulle jeg give hende lidt tid, til hun var faldet mere til ro og var klar til at fortælle mig, hvad der var sket? Det virkede i hvert fald ikke som om, hun kunne fortælle mig det nu.

Hun vendte sin overkrop mod mig og græd stille mod mit bryst. Jeg havde aldrig set hende sådan her før og det var heller ikke rart på nogen måde.

___________________________________________________

Note: hey til dig der læser dette. Jeg beklager virkelig, at der er gået så lang tid siden sidste kapitel, men jeg har virkelig haft meget at se til. Sorry :/

Jeg håber, at du stadig har lyst til at læse med, for historien er jo ikke færdig endnu. Men det kunne faktisk virkelig være rart at høre, om der overhovedet er nogen, der stadig læser med på historien. For hvis der ikke er nogen, så er der jo ikke rigtig nogen mening med at skrive den færdig :)

Sååå: læser du stadig med? Hvis ja, kunne det være super fedt, hvis du gad smide en kommentar om det <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...