Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91276Visninger
AA

19. 15

(Ikke rettet, sorry)

15

Gemma: skal jeg hente dig på skolen?

Stod der i den besked jeg lige havde modtaget fra min søster. Jeg stod lige pt ude foran skolen sammen med Liam og Niall, og ventede på, at Sophia kom ud, da hende og jeg havde aftalte i går, at vi skulle følges hjem fra skole i dag.

Mig: nej, det behøver du ikke. Jeg finder selv hjem :)

Svarede jeg hende og lagde efterfølgende min telefon i jakkelommen. Jeg løftede blikket op og opdagede hurtigt at både Niall og Liam stod og stirrede stift på mig uden at sige en lyd, hvilket fik mig til at se forvirret på dem begge.

"Hvad er der?", spurgte jeg undrende om, så de begge fik et skævt smil på læben.

"Hvaaa.. er det Sophia, du skriver med eller?", lød det fra Niall med en flabet stemme, imens han løftede sine øjenbryn to gange i træk hurtigt efter hinanden.

Jeg vidste udemærket godt, at han kun opførte sig sådan, fordi han kendte til mit og Sophias kys på gangen i går. Han var åbenbart gået forbi os midt i akten, ligesom halvdelen af de andre elever på skolen.

Stort set alle vidste i hvert fald, hvad der var sket mellem Sophia og jeg, for jeg havde tydeligt hørt folks snakken i krogene om os i dag. Det var de da også meget velkommen til at gøre, jeg forstod bare ikke hvorfor, at de gik så meget op i det. Mange kendte selvfølgelig godt til vores tidligere forhold, så det var nok derfor, at de var overrasket over at se os sammen på den måde igen, men jeg forstod stadig ikke deres interesse i det.

"Det er bare min søster", svarede jeg afslappet.

"Mmh.. det er jo det, du kalder hende, ikke?", udbrød han i et flabet grin, så Liam heller ikke kunne holde masken. Niall hentydede naturligvis til den dag, hvor jeg havde sagt til dem, at jeg skulle være sammen med min søster, og hvor de så mødte mig i byen med Sophia.

"Ej, seriøst, hvad er der mellem jer? Er I ved at finde sammen igen eller?", spurgte Liam om, da han havde grinet færdig.

Jeg trak på skuldrene med et smil på læben, da jeg ikke havde et endeligt svar på hans spørgsmål. Sophia og jeg havde ikke rigtig snakket om det, men det virkede i hvert fald som om, hun var interesseret i at give os endnu en chance. Vi snakkede i telefon sammen stort set hele eftermiddagen og aftnen i går, da hun var hjemme hos sin farmor, så vi ikke kunne være i selskab med hinanden. Og alt virkede til at være godt mellem os. Vi kunne snakke om stort set alt og tiden var bare fløjet afsted. Desuden var det også hende, der kyssede mig i går, så der måtte vel være en vis interesse fra hendes side af. Hun måtte da føle et eller andet, ikke?

"Vi tager det stille og roligt", svarede jeg bare, så han hurtigt nikkede i forståelse.

"Det er også cool nok", sagde han med et smil på læben. "Har du tænkt dig at tage hende med til festen i aften?".

"Harry". Jeg nåede ikke at svare på Liams spørgsmål, da jeg blev afbrudt af Sophias søde stemme bag mig.

Jeg vendte mig om og et smil dukkede straks op på mine læber, da jeg så hende. Hendes hår var fyldigere, end det plejede, og det klædte hende utrolig godt. Hun gengældte hurtigt mit smil og bed sig efterfølgende svagt i underlæben.

"Hey", svarede jeg smilende og mærkede en krillerende fornemmelse i maven over hendes underlæbebid. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var virkelig en af mine største svagheder, når det galt hende.

"Nå, men Niall og jeg smutter nu, Harry. Louis holder ovre ved parkeringspladsen og venter", lød det fra Liam, som jeg nu stod med ryggen til.

Jeg vendte mig rundt, så jeg kunne se dem begge igen. "Vi ses så".

"Det gør vi. Skriv lige til mig med hensyn til, hvad du gør i aften, okay?", lød det fra ham, så jeg hurtigt nikkede bekræftende til ham. "Hey, Sophia", sagde han som det sidste med et smil, før både ham og Niall begyndte at gå.

Endnu engang drejede jeg mig mod hende, så vi fik øjenkontakt og begge begyndte at smile. Jeg havde vitterligt en fornemmelse i kroppen af at være fuldstændig nyforelsket i hende. Som om jeg var lidt nervøs og bange for at gøre noget forkert. Det var jo vildt mærkeligt, for vi plejede jo at kende hinanden nærmest ud og ind, så der havde aldrig rigtig været sådan en følelse fra min side af før. Men det gjorde mig bestemt ikke noget at falde for hende igen på den måde.

"Skal vi gå?", fik jeg sagt med mit ukontrollerede smil på læben. Hun nikkede forsigtigt til mit spørgsmål og vi begyndte derefter at gå.

Mine tanker faldt hurtigt på det spørgsmål, som Liam stillede mig lige inden Sophia kom hen til os. Jeg havde faktisk overvejet i dag, om jeg skulle spørge om hun ville tage med mig, for jeg ville vildt gerne afsted med hende.

"Sååå.. det var sidste skole dag", startede jeg derfor med at sige for at laven en flydende overgang over til festen. Det var måske en lidt mærkelig måde at gøre det på, men jeg vidste ellers ikke, hvordan jeg skulle starte samtalen.

"Mmh?", mumlede hun og kiggede derefter spørgende på mig, nok for at få mig til at uddybe meningen med min udtalelse.

Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg var vildt nervøs for at spørge hende om det lige nu. Det havde nok noget at gøre med, at jeg var bange for at få et afslag.

"Og det er fredag", fortsatte jeg ledende i håb om, at hun forstod bare lidt af hvor jeg ville hen med den her samtale.

Det så dog langt fra sådan ud, da hun straks sendte mg et uforstående blik og efterfølgende undrende sagde: "Ja?".

"Hvilket betyder afslutningsbal på skolen i aften", sagde jeg stille.

"Nååå". Det lød egentlig lidt som om, hun stadig ikke helt forstod, hvor jeg ville hen. Hun lød faktisk utrolig ligeglad med det.

Svagt rømmede jeg mig og tog efterfølgende et dyb indånding. Nu måtte jeg da tage mig sammen og bare spørge hende lige ud i stedet for det her underlige forsøg på at få hende til at indse det selv.

"Jeg tænkte på om du.. altså om du har.. du ved lyst til at tage med sammen med mig?", spurgte jeg hende en smule usikkert om. Hun kiggede hurtigt undrende på mig, og jeg følte allerede dér, at jeg havde mit svar. "Okay, det har du så ikke".

Jeg vendte blikket væk fra hende og kiggede i stedet fremfor mig. Det burde egentlig have været nemt for mig at regne svaret ud, for den nye Sophia var ikke specielt glad for at gå til fester.

"Nej.. eller..", startede hun ud med at sige, så jeg bestemt ikke fik det bedre med at spørge hende. "Jeg havde egentlig ikke en plan om at tage derhen, så jeg har jo intet fint tøj at tage på".

Lige da hun havde sagt den sidste sætning vendte jeg overrasket mit blik mod hende. Så hun ville gerne med, hvis hun havde they til det?

Et stort smil dukkede op på mine læber.

"Og hvad så? Du ser jo smuk ud i alt, så det er da ligemeget", svarede jeg, da jeg var ligeglad med, hvad tøj hun tog på. Om hun så kun var iført en sæk, ville jeg stadig gerne følges med hende. Bare der at være sammen med ende gjorde mig glad.

"Harry", udbrød hun lavt og vendte smilende blikket ned i jorden. Jeg kunne godt skimte, at hendes kinder blev en smule røde over mine ord, hvilket jeg bare var glad for.

Det var dejligt for mig at have sådan en effekt på hende. Jeg syntes, det var enormt sødt, når hun blev flov på den måden over mht jeg gjorde eller sagde til hende. Det gjorde hun også nogle gange, dengang vi var kærester, og jeg fik den skønneste varme følelse i kroppen over det.

Jeg rakte min hånd hen mod hendes og flettede mine fingre ind i hendes for til sidst at kysse hende på kinden, så hun derefter kiggede smilende på mig.

"Kom nu, det vil gøre mig virkelig glad, hvis du tog med", lød det nærmest bedende fra mig, men hvad kunne jeg sige? Jeg ville så gerne følges med hende til den afslutningsfest.

Hun bed sig sødt i underlæben, imens et lille smil gemte sig i hendes ene mundvig.

"Okay.. men kun for din skyld så", svarede hun endelig og jeg mærkede hurtigt en glæde forme sig i min krop.

Vi kom til vores huse et stykke tid senere, og vi stoppede op foran hendes. Jeg gav slip på hendes hånd og vidste ikke helt, hvordan vi skulle sige farvel. Selv havde jeg lyst til at give hende et kys, men jeg vidste ikke, om hun syntes, det var for tidligt.

Så vi stod bare og kiggede på hinanden i et par sekunder, før hun valgte at træde et skridt frem mod mig. Hun lagde sine hænder om i min nakke og stillede sig en smule på tæer, for derefter smelte hendes bløde læber sammen med mine. Det overraskede mig virkelig, at det var hende der tog det første skridt, men det gjorde mig bestemt ingenting. Det bekræftede mig bare i, at hun gerne ville os.

Hvor lang tid vi bevægede vores læber mod hinandens, havde jeg ikke tal på. Det stoppede bare, da hun valgte at trække sit hoved langsomt væk fra mit. Jeg åbnede mine øjne og bemærkede straks det dejlige smil, der var på hendes læber. Krilleren i min mave forøgede sig over det, og jeg kunne heller ikke selv lade være med at smile.

"Vi ses senere", sagde jeg lavt og placerede et lille kys på hendes læber.

Hun nikkede til mig og fjernede sine hænder fra min nakke. Derefter begyndte hun at gå forsigtigt bagud, imens vi stadig havde øjenkontakt, indtil hun et par sekunder efter, vendte sig

Med et stort smil på læben gik jeg hen mod mit eget hus, og så hurtigt at min søster stod ved vinduet med et smørret smil på læben. Hun havde helt sikket set mit kys med Sophia.

Jeg trådte ind i huset, smed mit overtøj og sko, og gik så ud til min søster i køkkenet.

"Hvad øh er der noget, jeg er gået glip af.. er du og Sophia sammen igen?", spurgte min søster undrende om og kiggede en smile forvirret på mig med et skævt smil på læben. Hun havde altid godt kunne lide Sophia, og syntes også det var ærgerligt, at vi stoppede med at være kærester.

Jeg satte mig ned på en køkkenstol og min søster satte sig hurtigt på stolen over for mig med et nysgerrig glimt i sine øjne.

"Nej, vi er ikke sammen igen... Endnu", svarede jeg hende med et lille smil på læben, da jeg selvfølgelig håbede på, at det Sophia og jeg havde sammen nu, førte videre til at vi ville finde sammen igen. Altså stod det til mig tøvede jeg ikke et eneste sekund med at kalde hende min igen med det samme, men det kunne jeg jo desværre ikke være ene om at bestemme.

"Men du er forelsket i hende?".

Jeg nikkede hurtigt til min søsters spørgsmål med et stort smil på læben. Jeg kunne lige så godt være ærlig over for hende, for hun kunne næsten altid se på mig, hvad jeg holdt noget hemmeligt.

"Hvad med hende der Lizza? Er det ikke det, hun hedder?", fortsatte hun spørgende, så et enkelt suk forlod mine læber. Jeg havde ikke rigtig skænket Lizza en eneste tanke siden jeg slog op med hende, men hun ville helt sikkert ikke blive glad, når hun fandt ud af det med Sophia og jeg.

"Jo.. Hun var ikke noget seriøst", svarede jeg ærligt, da det jo for mit vedkommende aldrig havde været rigtig kærlighed.

"Men det er Sophia helt bestemt", konstaterede hun, som om hun bare kunne læse mine tanker og vidste, hvordan jeg havde det med hende.

"Der er faktisk noget, jeg gerne vil bede dig om", begyndte jeg og blev pludselig lidt mere seriøs i mit toneleje.

"Sig frem", sagde hun hurtigt og kiggede lyttende på mig.

"Der er den her skolefest i aften, som jeg tager Sophia med til", startede jeg ud med at sige og tog en dyb indånding igennem næsen. "Og jeg kunne godt tænke mig at overraske hende lidt. Tror du, at du har lyst til at hjælpe mig lidt med det?", fortsatte jeg og kiggede på hende med et bedende blik, da det her var noget, jeg vildt gerne ville gøre for Sophia.

"Selvfølgelig. Fortæl mig hvad du har i dine tanker", svarede hun med et stort smil, så jeg heller ikke kunne lade være med at smile. Nu håbede jeg bare, at Sophia ville blive glad for overraskelsen.

~

Klokken var blevet 18.40, og jeg gik nu på vej over til Sophia for at hente hende. Min søster havde været så sød at tilbyde at køre os, så det sagde vi selvfølgelig ikke nej til.

Jeg bankede på den store dør og ventede efterfølgende i er par sekunder før døren blev åbnet, og jordens smukkeste syn blev vist for mig. Mit ansigt på have set helt forkert ud, for hold nu op hvor var hun smuk. Hun havde glattet sin lange krøllede hår og hun var iført en lang hvid kjole, som nærmest var skabt for hende. Rent ud sagt så lignede hun en smuk gudinde.

"Wow", udbrød jeg med opspilede øjne, så hendes kinder blev helt røde og hun kiggede ned i jorden. Jeg trådte hurtigt et skridt frem mod hende og lagde min pegefinger under hendes hage, så jeg løftede hende hoved op, og hendes gudesmukke ansigt blev vist for mig igen. "Du er så smuk".

Mine ord var sagt lavt og så inderligt, som jeg overhovedet kunne og jeg kiggede hende dybt i øjnene imens, så hun kunne se, at det var noget jeg virkelig mente. Hun begyndte hurtigt at smile og det lyserøde i hendes kinder blev en smule forstærket.

Med en dyb øjenkontakt med hende bukkede jeg mit hoved ned og placerede mine læber på hendes i to sekunder.

"Er du klar til at køre?", spurgte jeg hende efterfølgende og tog hende i hånden med min ene hånd.

Hun nikkede og vi gik derefter hånd i hånd hen til min søsters bil, hvor min søster allerede sad inde. Og vi kørte så aftes til skolen, hvor afslutningsballet skulle foregå.

Da vi ankom, gik Sophia og jeg hånd i hånd ind igennem indgangen til hallen, hvor festen blev holdt. Musikken spillede allerede på fuld skrue, og mange stod allerede i deres fine tøj og dansede ude på dansegulvet.

Sophia og jeg fik nogle blikke fra en del mennesker, på vores vej igennem hallen og hen til et frit bord, der stod et stykke væk. Jeg kunne tydeligt mærke, at Sophias hånd blev en anelse svedig og den begyndte at ryste lidt, hvilket undrede mig lidt.

En smule bekymret vendte jeg mit blik ned på hende, imens jeg klemte hendes hånd lidt, så jeg kunne få hendes opmærksomhed. Og vendte da også hurtigt sit blik op mod mig, imens vi fortsat gik, og jeg kunne se på hendes ansigt, at der var et eller andet galt.

"Er du okay?", spurgte jeg hende seriøst om. Hun kiggede rundt omkring sig uden at svare mig, hvilket fik mig til at stoppe op, så hun også stoppede. I et suk vendte hun sig om og kiggede på mig. "Er der noget galt?".

Jeg stillede mig lige foran hende, så der ikke var mange centimeter imellem os. Jeg lagde blidt en hånd på hendes ene kind og nussede den med min tommelfinger, imens jeg kiggede hende seriøst i øjnene.

"Alle kigger på os", sagde hun stille og nervøst med et blik i øjnene, der viste, at hun var meget utilpas ved det.

Jeg kiggede diskret ud til siden og skimtede at mange kiggede vores vej. Med en indånding igennem næsen vendte jeg mit blik mod hendes igen, da jeg godt kunne forstå, at hun syntes det var ubehageligt. Hvorfor var det også så underligt for dem at se os sammen igen? Kunne de ikke bare passe sig selv?

"Vil du gerne hjem igen?", spurgte jeg hende roligt om, da jeg godt forstod, hvis hun ikke havde lyst til at være her med alt den opmærksomhed.

"Du vil gerne være her, så jeg bli..""Det var ikke svaret på mit spørgsmål", afbrød jeg hende stille med og smilede til hende, så hun kunne se, at det var helt okay med mig, hvis hun ikke ville være her. Det ville jo ikke være særlig sjovt for os at være her, hvis folk blev ved med at glo. "Hvis du gerne vil hjem, så er det helt okay med mig".

Hun kiggede mig dybt i øjnene, og det lignede lidt, at hun prøvede på at læse på mit blik, om jeg virkelig mente det. Jeg kunne se på hende, at hun ikke brød sig om at være her, så jeg viste allerede, hvad svaret var.

"Kom". Jeg fjernede min hånd fra hendes kind og hev lidt i den hånd, jeg endnu ikke havde sluppet. Vi begyndte derefter at gå mod udgangen igen, og jeg kunne stadig fornemme folks blikke på os.

På vejen ud tog jeg diskret min mobil op af min bukselomme, der var længst væk fra Sophia. Jeg gik ind under mine og min søsters beskeder og skrev en besked til hende.

Mig: Hey. Vi har ombestemt os og går derfor hjem igen. Du må gerne gøre det klart nu :)

Jeg lagde telefonen tilbage i lommen, og Sophia og jeg fortsatte med at gå hjem.

~

"Undskyld, for at spilde din tid", sagde hun med en lidt trist og stille stemme. Vi stod lige nu ude på fortorvet foran hendes hus.

"Hey.. du har ikke spildt min tid overhovedet", forsikrede jeg hende om med et smil på læben. "Hvert minut jeg kan få med dig, tager jeg uden at tøve".

Et lille smil dukkede op på hendes fine læber over min ord.

"Jeg har faktisk en lille overraskelse til dig", fortsatte jeg, så hendes ansigtsudtryk forandrede sig til et forvirret.

Jeg førte hende over vejen, hen til det gamle hus, og jeg kiggede på hendes ansigt hele tiden, da jeg ville se hendes reaktion. Hun så virkelig overrasket ud over, at jeg førte hende derhen. Men det var jo vores sted, så jeg syntes, at vi skulle besøge det nu, når vi endelig snakkede sammen igen.

Vi gik ind igennem indgangen til haven og fortsatte videre ind i selve huset. Jeg førte hende ind i det rum, som vi altid havde brugt det meste af vores tid i i dette hus. Og i rummet var der blevet lagt to madrasser med en masse puder og et par dyner og tæpper. Rundt om var der tændte stearinlys.

Det var det, jeg havde bedt min søster om hjælp til. For jeg kunne jo ikke selv gøre det, når jeg vidste, at Sophia havde været hjemme hele dagen. Og jeg ville jo ikke opdages.

"Harry!", udbrød hun overrasket og gav slip på min hånd for at tage begge hænder op foran sin mund. Hendes øjne var helt opspilede og hun så mildt sagt vildt overrasket ud.

"Jeg tænkte på, om du havde lyst til at overnatte her igen sammen med mig?".

Hun fjernede sine hænder og bed sig i læben og nikkede så til mit spørgsmål. Jeg gav hende et kys på kinden, da jeg virkelig var glad for, at hun så ud til at blive glad for min overraskelse.

Med et smil gik hun hen til madrasserne, smed skoene og satte sig så ned. Jeg smilede over til hende og efterfulgte derefter hendes eksempel og lagde mig ved siden af hende.

"Du er fantastisk", sagde hun lavt og lagde en hånd om i mit hår. Derefter kyssede hun mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...