Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91272Visninger
AA

18. 14

 

14

"Godmorgen lillebror, rart at se dig igen", lød det smilende fra min søster, Gemma, der trådte ind i køkkenet, hvor jeg var i færd med at spise morgenmad.

"Hej.. Undskyld jeg var så kortfattet i går". Jeg måtte indrømme, at jeg faktisk havde en rimelig dårlig samvittighed over, at jeg bare gik op på mit værelse uden at snakke med hende først. Det var trods alt så sjældent, vi så hinanden, fordi hun boede så langt væk, som hun gjorde. Og jeg havde ikke ligefrem virket specielt glad for at se hende i går, selv om jeg virkelig var utrolig glad for, hun var hjemme igen.

"Apropos det, hvad handlede det så om?", spurgte hun undrende om og satte sig ned på stolen over for mig med et interreseret ansigtsudtryk.

"Ikke noget specielt. Jeg var bare træt", løj jeg, da jeg ikke havde lyst til at snakke om det med Sophia nu. Ikke fordi jeg ikke kunne snakke med min storesøster om det, men mere fordi jeg gerne ville prøve at glemme det, som skete i går.

Jeg havde det helt af helvedes til i dag på grund af alt det, der var foregået i går. Det var som om, at jeg for alvor havde mistet hende. Og jeg kunne slet ikke se nogen mulig for, hvordan jeg skulle kunne få hende tilbage mere, for ligemeget hvad jeg gjorde, så hjalp det tilsyneladende ikke. Hun ville ikke have mig tilbage, og sådan var det. Så man måtte sig jeg havde opgivet fuldstændig. Jeg havde smidt håndklædet i ringen og måtte nu bare acceptere, at hun ikke havde lyst til at være en del af mit liv. Også selv om jeg allerede nu vidste, at det ville blive svært for mig, når jeg jo stadig elskede hende og altid havde gjort det.

"Du ved, du kan snakke med mig om alting, ikke?", spurgte hun om, så jeg hurtigt nikkede til hende. Hun havde altid været den person, jeg gik til, hvis jeg havde problemer. Men lige denne her gang, havde jeg ikke lyst til at blande hende ind i det. Det var noget, jeg selv måtte klare at komme over. "Godt. Skal jeg køre dig i skole?".

"Hvis du gider?".

Godt nok, så havde jeg stadig en aftale med Louis om, at han skulle køre mig i skole resten af ugen. Men nu når min søster var hjemme og tilbød at køre mig, så ville jeg hellere køre med hende, da vi havde en masse at snakke om, nu når vi ikke havde set hinanden i flere måneder.

"Selvfølgelig", svarede hun smilende.

"Hvor er Simon?", spurgte jeg om.

Simon var min søsters kæreste igennem mange år. Jeg havde ikke engang styr på, hvor lang tid de havde været sammen, men det var i hvert fald utrolig længe. Og det vildeste ved det var, at de stadig var lige så glade for hinanden, som de var lige da de blev kærester. Man kunne bare mærke på dem, når de var sammen, at intet kunne skille dem ad. Noget jeg ville ønske også galt Sophia og jeg. Men sådan skulle det desværre ikke være.

"Han sover stadig", grinede hun og kørte en hånd igennem sit lange mørke hår. "Men jeg går lige op og får noget tøj på, så kan vi køre bagefter, okay?".

Hun rejste sig op fra sin stol, imens hun kiggede på mig.

"Okay".

~

"Tak miss Jones, bare sæt dig ned igen..", lød det fra Mr. Fieldt, der stod oppe ved tavlen. "Den næste er miss May. Kom du herop".

Tiden var kommet til, at vi skulle afsløre vores julevenner for alle de andre, da det var den sidste normale skoledag i dag. Næsten halvdelen af klassen var allerede blevet afsløret, og nu var det som nævnt Sophias tur til at gå op til tavlen og gætte på, hvem der var for hende.

På en måde blev det utrolig rart at blive afsløret, så jeg ikke behøvede at give hende ting hemmeligt længere. Men samtidig så var der også en del af mig, der ønskede at holde det hemmeligt for evigt, da jeg var skrækslagen for, om hun måske bare ville være ligeglad med, at det var mig. Og for at være ærlig, var jeg meget sikker på, at det var tilfældet. For hvad skulle det, at jeg var hendes juleven, ændre på, alt det der var sket mellem os på det sidste?

Sophia rejste sig fra sin sædvanlige plads i hjørnet og gik op til kateteret. Mit hjerte hamrede derudad på en måde, der langt fra var særlig behagelig. For nu fandt hun ud af, at det var mig, der stod bag alle gaverne til hende.

"Okay, miss May. Hvem gætter du på?", spurgte Mr. Fieldt hende om og kiggede afventende på hende med et spændt smil på læben. Det havde han gjort ved alle, der havde været deroppe indtil videre. Lad mig bare lige slå fast, at han så ud til at gå utrolig meget op i det. Som om det var vildt spændende for ham at se, hvem der var for hvem.

"Jeg ved det ikke", svarede Sophia lavt med en ligegyldighed i stemmen og kiggede derefter ned i gulvet.

"Kom nu. Bare skyd løs", lød det entusiastisk fra Mr. Fieldt, imens han fortsat ventede spændt på hendes gæt. Ja, det var lige før han var ved at begynde at trippe.

Hun løftede blikket fra gulvet og kiggede på ham.

"Jamen, jeg har ingen idé", svarede hun med en opgivende stemme, der samtidig lød småirriteret.

Ingen idé.

Jeg følte, at mit hjerte skippede et slag. Det skuffede mig lidt, at hun ikke engang havde en lille idé om, at det var mig. For jeg syntes selv, at jeg havde prøvet at give hentydninger til, det var ved at give hende alle hendes yndlingsting, samt ting der mindede om vores tid sammen. Men det viste jo selvfølgelig meget godt, hvor ligeglad hun var med vores tid sammen. Hun havde hele tiden været ligeglad, mens jeg havde rent rundt og været fuldstændig besat af hende.

"Jamen okay så.. Så må personen, der er juleven for Sophia, gerne række hånden op".

Mr. Fieldt kiggede smilende ud på klassen. Jeg tog en meget dyb indånding og talte til tre indvendigt før, at jeg rakte min hånd i vejret. Alle i klassens blikke landede hurtigt på mig, da de opdagede min hånd. Alles blikke udentagen Sophia, der igen kiggede ned i jorden. Om hun overhovedet havde set, at det var mig, vidste jeg ikke. Men hvis hun havde, var det i hvert fald ikke en specielt fed reaktion. Men hvad havde jeg også regnet med?

"Harry Styles", udbrød Mr. Fieldt og klappede sine hænder sammen.

Først da han havde sagt mit navn, kiggede Sophia med lynets hastighed op fra gulvet og hen på mig. Hun så mildt sagt overrasket ud og lignede mest af alt én, der ikke helt vidste, hvad der foregik. Hun var som frosset fast til gulvet i den position, hun stod i, og hendes blik var stirrende på mig. Ikke en eneste gang blinkede hun.

"Så har vi det på plads. Du kan bare sætte dig igen, Miss May".

Hun så ikke ud til at høre Mr. Fieldts ord til at starte med, da hun bare forblev stående samme sted og stirrede på mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med, at hun stirrede sådan på mig. Det føltes bestemt ikke specielt behageligt.

"Miss May!". Denne gang reagerede hun, så hun "vågnede" op og så helt forvirret hen på Mr. Fieldt. Derefter gik hun med langsomme skridt tilbage til sin plads og satte sig.

Hun vendte hurtigt blikket mod mig igen og stirrede, så vores øjne mødtes i et par sekunder, indtil jeg selv valgte at dreje blikket væk fra hende. Det plejede egentlig at være hende, der droppede vores øjenkontakt hurtigt, men jeg kunne bare ikke holde ud at se ind i hendes øjne. Det gjorde alt for ondt.

~

Efter engelsktimen gik jeg hen til mit skab i gangen for at ligge mine engelskbøger ind, og i stedet tage min biologibog og notesblok ud derfra.

"Harry".

Et sæt gik igennem min krop og sommerfuglene dukkede stille frem i maven over at høre Sophias stemme sige mit navn bag mig. Hun prikkede mig en enkelt gang på skulderen, hvilket fik mig til at vende mig om, så vi nu stod med fronten mod hinanden.

I noget tid stod vi bare og kiggede hinanden dybt i øjnene uden at sige et eneste ord. Det lignede, at hun gerne ville sige noget til mig, men bare ikke kunne finde de rette ord at sige.

"Det var dig.. det hele?", fik hun dog fremsagt med en lav stemme efter noget tid, hvorefter hun kiggede lidt chokeret på mig.

Som svar nikkede jeg bare til hendes spørgsmål, da hun jo lige havde fået svaret inde i klassen. Det overraskede mig egentligt, at hun stod foran mig lige nu, for sidst vi havde en samtale, syntes hun, at vi skulle stoppe med at snakke sammen.

"Slikket, sedlen..", hun stoppede op midt i sin sætning, og lignede en der tænkte sig rigtig godt om i et par korte sekunder. "..din mors småkager".

Det var som om, at det stille og rolig gik op for hende i dette moment, hvor åbentlyst det havde været, at jeg havde været hendes juleven. Man kunne tydeligt se på hendes ansigt, at hun var overrasket over, at hun ikke selv kunne se det før nu.

"Jeg troede, at nogen prøvede at gøre grin med mig", mumlede hun svagt, så jeg ikke vidste, om det var ord, jeg skulle høre. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, så hentydede hun til den seddel, jeg havde lagt på hendes bord tidligere i december. For jeg huskede tydeligt den måde, hun reagerede på. "Undskyld".

Hvorfor hun undskyldte og lød til at være oprigtigt ked over det, vidste jeg virkelig ikke.

"Det er okay", svarede jeg undrende i et suk og kløede mig i nakken. Jeg drejede mig derefter halvt rundt igen og lukkede skabsdøren i, hvorefter jeg drejede mig tilbage, så jeg fandt hendes smukke brune øjne igen. "Men jeg lavede altså ikke grin med dig med noget af det".

Mine sidste ord blev sagt med en meget seriøs stemme, da det jo var hundred procent sandheden. Hun så på mig med et blik jeg ikke helt kunne tyde. Det var en blanding af overraskelse, chok og en trejde ting, jeg ikke helt kunne sætte min finger på.

Jeg sendte hende et svagt smil, som jeg vidste ikke så specielt ægte ud, og begyndte derefter at gå hen af gangen for mig selv. Det gjorde for ondt at stå og snakke med hende velvidende, hun ikke ønskede det samme som mig.

"Harry!".

Hvor fik jeg bare aldrig nok af den lyd.

Hun små løb efter mig og stillede sig foran mig, så jeg stoppede op og kiggede forvirret på hende.

"Undskyld", gentog hun og lagde sin ene hånd i min. Bare den kropskontakt med hende, fik en kriblende fornemmelse til at gå igennem min mave. Det fik mig til at føle ting, kun hendes berøring kunne fået mig til. "Undskyld for den måde jeg har opført mig på her de sidste dage. Alt det, du har gjort for mig her i december, har været fuldstændig fantastisk og jeg.. jeg har bare opført mig som den største.."

"Sophia", jeg valgte at afbryde hende, da jeg ikke ville have, hun skulle omtale sig selv på en negativ måde. Hun var ikke det, hun troede om sig selv. Hun var perfekt, ligemeget hvad hun havde gjort, og hvordan hun havde opført sig. "Det er helt okay... Okay?".

Igen sendte jeg hende er falsk smil, ikke fordi, jeg ikke mente ordene, men fordi jeg havde en ubehagelig følelse i kroppen af at stå foran en person, jeg var fuldstændig forelsket i, men som ikke gengældte mine følelser. Og desto længere tid jeg stod og snakkede med hende, desto større smerte fremkom i mit bryst over det.

"Nej, det er ikke okay, Harry. Jeg har virkelig vær..""Lad det nu ligge!", afbrød jeg hende småfrustreret. "Du har ikke været andet end fantastisk, okay!?".

Ordene væltede bare hårdt ud af min mund, inden jeg nåede at tænke over dem. Hun så overrasket på mig og sank en klump i sin hals.

I noget tid blev der intet sagt, da mine ord havde gjort os begge mundlamme. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, for jeg kunne jo ikke tage ordene tilbage nu. Ikke fordi jeg havde lyst til det, for jeg mente dem. Det var mere den underlige følelse og stilhed, der var mellem os, der gav mig en lille lyst til det.

Hun gav pludselig slip på min hånd og en følelse af savn til hendes berøring blussede allerede hurtigt frem i min krop. Dog varede savnet ikke så længe, som jeg havde forventet, for få sekunder efter havde hun placeret sine hænder blidt på hver af mine kinder, imens hun kiggede mig dybt i øjnene. En form for chok tilstand overtog min krop, da jeg ikke forstod, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Jeg kiggede stift og undrende ind i hende øjne, men blev hurtigt så paralyseret af hendes blik, at jeg ikke opfangede, hvad der ellers skete omkring mig. Og pludselig lukkede mine øjne sig i og jeg mærkede følelsen af hendes fine bløde læber mod mine.

Hun kyssede mig lige midt i skolens gang, hvor en masse folk gik forbi os. Jeg blev både overrasket og chokeret over hendes handling, men skubbede hurtigt de to følelser væk og nød i stedet, at mine læber var i kontakt med hendes. Den mest fantastiske følelse jeg kendte til.

Og sådan stod vi i, jeg ved ikke hvor lang tid. Lige indtil jeg mærkede, at noget hårdt ramte mine fødder, så jeg stoppede kysset og kiggede ned. Min biologibog lå oven på begge vores tæer, hvilket betød, at jeg måtte have sluppet grebet om den uden selv at ligge mærke til det.

Jeg kiggede op igen og mødte Sophias øjne. Hun smilede svagt til mig, og jeg smilede selvfølgelig igen. Forsigtig lagde hun sin pande til min og begyndte at nusse mig i håret med sin ene hånd, så jeg helt glemte, at vi faktisk stod et sted, som var fyldt med andre folk. Og selv om jeg var ufattelig forvirret over det, der skete nu, så overgik den her følelse alt andet. Jeg følte, at vi var de eneste to mennesker i hele verden, og jeg havde det mere end fantastisk med det.

"Har du virkelig slået op med Lizza?", hviskede hun seriøst som et spørgsmål, imens hun fortsatte sit kærlige nusseri i min nakke.

Jeg nikkede straks til hende. "Det har altid været dig, Sophia".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...