Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

157Likes
322Kommentarer
91276Visninger
AA

17. 13

 

13

"Hvad gjorde du så?", spurgte Liam om med en nysgerrig tone i stemmen, efter jeg havde forklaret alt det, der var sket, med Sophia både i går og i morges.

"Jeg gik, som hun bad mig om. Hvad skulle jeg ellers gøre?". Jeg satte mig ned i min kontorstol og kiggede spørgende hen på Liam, der sad på min sengekant.

Klokken var over 19.00, så det var næsten ti timer siden, jeg forlod Sophias hus. Jeg havde ikke kontaktet hende overhovedet siden, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg var stadig i rimelig stor chok over, hvad der skete her i morges. Desuden virkede det heller ikke som om, hun havde specielt meget lyst til, at jeg skulle kontakte hende. Hun bad mig jo klart om at lade hende være.

"Wow", var det eneste ord, han sagde. Han stirrede på mig med opspilede øjne og lignede en, der ikke vidste hvad, han ellers skulle sige. Det var også en rimelig stor mundfuld, jeg lige var kommet med, så det var selvfølgelig forståeligt, at han lige skulle sluge det hele.

"Ja, det må du nok sige", svarede jeg i en opgivende dyb indånding.

"Hvad har du så tænkt dig at gøre nu? Vil du have hende tilbage eller?"

Jeg tog en dyb indånding, imens jeg kiggede seriøst hen på ham.

"Jeg har hele tiden ville have hende tilbage", svarede jeg ærligt. Nu havde jeg ligesom lagt alle kortene på bordet for ham, så jeg kunne lige så godt være ærlig omkring det hele. Det lignede, som forventet heller ikke, at det kom særlig meget bag på ham på nogen måde. "Men efter min opfattelse af det, der skete tidligere, så tror hun, at jeg aldrig har elsket hende".

Mine tanker havde vitterligt kørt de ord på repeat hele dagen. Du elsker mig ikke. Du har aldrig elsket mig. Hvordan hun overhovedet kunne få sig selv til at sige det, forstod jeg virkelig ikke. Hun vidste da, at min kærlighed til hende dengang, vi var sammen, var større end noget andet. Og om hun troede på det eller ej, så var kærligheden til hende lige så stor nu og havde altid været det. Den var aldrig forsvundet.

"Må jeg lige komme med et indskud til det", lød det fra Liam, så jeg hurtigt nikkede overrasket og ivrigt til ham. Det lød som om, han havde en idé om, hvad det kunne dreje sig om, så selvfølgelig ville jeg høre, hvad han tænkte. "Kunne det tænkes, at det har noget at gøre med dit forhold til Lizza?".

Jeg rynkede straks brynene i forvirring over hans ord. Hvordan kunne mit forhold til Lizza have noget at gøre med, at Sophia troede, jeg aldrig havde elsket hende? Godt nok havde de været veninder engang, men at jeg var sammen med Lizza nu, kunne da ikke få Sophia til at tro, at jeg ikke elskede hende.

Eller kunne det? Måske var det rent faktisk det.

"Jeg mindes, at Sophia ikke brød sig særlig meget om, at du var sammen med Lizza, dengang dig og Sophia stadig var kærester. Er det ikke rigtigt?", spurgte Liam yderligere om.

Mit hjerte begyndte at banke en smule hurtigere. Det gav jo egentlig utrolig meget mening, hvis det var derfor. Jeg havde helt glemt, hvor meget Sophia gjorde for, at jeg ikke skulle være alene sammen med Lizza dengang. Dog havde jeg ikke tænkt så meget over det på daværende tidspunkt, da jeg ærligt ikke troede, at det var så slemt. Men det var det måske alligevel.

"Måske var Lizza allerede vild med dig dengang, Harry. Og måske vidste Sophia det, ergo hun er sur over, at du har fundet sammen med hende. Det forklarer også, hvorfor de to ikke snakker sammen mere", fortsatte han seriøst og lød rimelig sikker i sin sag.

Hvorfor havde jeg seriøst aldrig skænkede den idé en tanke? Det var jo egentlig fuldstændig åbentlyst. Men alligevel så var der noget, der ikke gav mening, hvis det var grunden.

"Det hele giver rigtigt god mening. Men det forklarer ikke, hvorfor Sophia stoppede med at snakke med mig, for det stoppede hun med lang tid før, jeg overhovedet begyndte på noget med Lizza", forklarede jeg og sukkede derefter dybt.

"Det er selvfølgelig rigtigt nok.. men jeg tror stadig, det har et eller andet med det at gøre".

Jeg nikkede mig hurtigt enig i hans ord, for det gav virkelig utrolig god mening. Det måtte have noget at gøre med det, og jeg var så ufattelig vred på mig selv over, at jeg ikke kunne se det selv før nu. Hvor blind kunne man lige have lov til at være?

 

"Hvordan skal jeg kunne undvære dig i hele to uger?", spurgte jeg Sophia om, som gik hurtigt rundt på sit værelse for at samle alle de ting, hun skulle have pakket ned i sin kuffert. Selv lå jeg bare i hendes seng og betragtede hende fare rundt.

"Godt spørgsmål", svarede hun med et skævt smil på læben, idet hun stoppede op ved kufferten, som også lå på sengen.

Sophia og hendes familie skulle fjorten dage til Frankrig på ferie, og det var første gang, vi skulle være væk fra hinanden så længe, siden vi var helt små. Så det blev helt klart mærkeligt for mig, at hun ikke ville være her i så lang tid. Vi så jo hinanden stort set hver dag.

Hun kiggede smilende ned på mig, og jeg gengældte det hurtigt.

"Det bliver helt underligt at kigge hen på et tomt værelse i så lang tid", sagde jeg stille, så hun begyndte at grine.

"Stalker", udbrød hun i sit grin, samtidig med hun lukkede kufferten sammen og lynede den, hvilket nok betød, at hun var færdig med at pakke.

Derefter rykkede hun kufferten lidt bag ud og satte sig på sengekanten med fronten mod mig.

"Men du kan lide det", indskød jeg, så hun endnu engang udbrød et sødt lille grin, der selvfølgelig smittede af på mig, som altid. Hun nikkede svagt til mine ord og bed sig selv i underlæben på en utrolig uskyldig måde.

"Hvad skal du så lave, mens jeg er væk?".

Jeg trak på skuldrene i et suk, da jeg ikke havde de helt store planer endnu. Sophia og jeg plejede jo at lave noget sammen i hvert fald hver anden dag, så det var alligevel en del dage, jeg skulle have fyldt ud med noget andet.

"Louis holder i hvert fald fest på lørdag, så der regner jeg med at tage hen", svarede jeg helt afslappet med et smil.

Hendes smil forsvandt dog hurtigt fra hendes læber, da jeg havde sagt de ord. Hun stoppede øjenkontakten med mig og kiggede i stedet ned i skødet på sig selv på en måde, jeg ikke helt kunne forstå.

"Lizza skal også til den fest", mumlede hun utrolig lavt, og faktisk vidste jeg ikke, om det var meningen, at jeg skulle høre det. Men det gjorde jeg, og udtalelsen gjorde mig en smule forvirret, for ja, Lizza plejede stort set altid at komme til Louis' fester. Så hvorfor skulle denne gang være anderledes?

"Okay?", stillede jeg undrende som et spørgsmål, i håb om at hun ville forklare, hvorfor hun nævnte det.

Men det gjorde hun ikke. I stedet rejste hun sig op og hev kufferten frem for sig og lynede den op igen. Hendes handling gjorde mig utrolig forvirret, for hun var da færdig med at pakke? Og da hun begyndte at tage tingene op af kufferten igen og lægge den på sengen, blev forvirringen bare endnu større.

"Hvad laver du?", spurgte jeg fuldstændig blankt om, imens jeg satte mig op i sengen og kiggede på hende med rynkede bryn.

"Jeg tager ikke afsted alligevel. Jeg bliver hjemme", sagde hun hurtigt uden at kigge på mig og fortsatte bare med at pakke ud.

"Hvad snakker du om? Selvfølgelig tager du afsted!", udbrød jeg bestemt, da jeg slet ikke kunne forstå, hvad der foregik lige nu.

Hun rystede bare på hovedet uden så meget som et skænke mig et eneste blik. Jeg rykkede mig lidt i sengen, så mine ben kom til at sidde ud over sengekanten.

"Soph?", sagde jeg og tog fat om hendes ene håndled og trak hende hen foran mig, så hun kom til at stå mellem mine spredte ben. Jeg placerede begge mine hænder på hendes hofter og kiggede op på hendes smukke ansigt. Hun undgik dog fuldstændig øjenkontakt med mig ved at kigge til siden med et trist ansigtsudtryk. "Smukke, kig lige på mig".

Svagt sukkede hun og vendte så sit ansigt med fronten mod mig, så vi fik øjenkontakt. Hun så langt fra specielt glad ud, og jeg forstod slet ikke hvorfor.

"Hvad er der galt?", spurgte jeg om med en stille og seriøs stemme, imens jeg begyndte at nusse hendes hofter blidt.

I et lille stykke tid kiggede hun mig bare trist i øjnene uden at svare på spørgsmålet, jeg havde stillet hende. Hun sukkede svagt og lukkede kort øjnene i, hvilket ikke gjorde mig specielt godt tilpas. Det hun skulle til at sige, så virkelig ud til at gå hende på, og jeg havde absolut ingen idé om, hvad det handlede om. Og jeg havde slet ikke lyst til at se hende være trist eller ked af det.

"Det er bare..", begyndte hun stille, men afbrød sig selv for at åbne sine øjne og se ind i mine. "Jeg bryder mig ikke om, at du skal til en fest uden mig, hvor Lizza er der".

Selv om det måske ikke lige var det rette tidspunkt, så kunne jeg ikke lade være med at bryde ud i grin, for det lød helt åndssvagt i mine øre. Grinet så dog heller ikke ud til at gøre Sophia specielt glad, for sekundet efter prøvede hun at gå væk fra mig. Men jeg fik hurtigt strammet mit greb om hendes hofter, så hun ikke nåede at komme væk.

Hun kiggede ud til siden igen og lagde sine arme over kors. Det var tydeligt at se, at hun var rimelig irriteret og en smule trist over mit grin, så jeg stoppede det hurtigt.

"Hey!", udbrød jeg for at få hendes opmærksomhed, men hun fjernede slet ikke sit blik.

Og efter at jeg havde prøvet at få hendes opmærksomhed i et godt stykke tid, så jeg ingen anden udvej end at vælte hende ned i sengen. Så det gjorde jeg, ved at lægge mine arme om hendes talje og vælte mig selv bag over, så hun landede oven på mig. Et lille skrig forlod hendes læber, nok fordi hun blev ret forskrækket over mit træk.

Jeg fik hurtigt vendt os rundt i sengen, så hun kom til at ligge nederst med mig halvt oven på hende. Og heldigvis kiggede hun mig i øjnene nu, dog med det samme irriterede blik som før

Hun puffede mig på skulderen med sin ene hånd, så jeg ikke kunne lade være med at smile skævt ned til hende. Og der gik også kun et par sekunder før, at et lille smil kunne skimtes i hendes mundvig, selv om det var tydeligt, hun prøvede at holde facaden.

Jeg tog en dyb indånding og lagde mig helt oven på hende, med en underarm på hver side af hendes hoved.

"Selv om jeg kommer til at savne dig ekstremt meget, og tusind gange hellere vil have, at du bliver hjemme, så er det slet ikke en valgmulighed. Du har glædet dig til den her ferie i så lang tid, så du skal afsted!", sagde jeg bestemt og kiggede hende i øjnene med et seriøst blik, så hun kunne se, at jeg mente det.

Hun sukkede svagt, men nikkede sig hurtigt enig i min udtalelse.

"Og hvis du virkelig ikke vil have, at jeg tager til den fest.. så bliver jeg selvfølgelig hjemme", fortsatte jeg, selv om jeg stadig ikke kunne se noget problem ved at tage derhen. Men hvis hun ikke brød sig om det og følte sig utryg omkring det, så lod jeg være med at tage med for hendes skyld. For det sidste, jeg ville i verden, var at gøre hende ked af det.

"Jeg elsker dig", hviskede hun efterfølgende og fik endelig et af hendes vidunderlige smukke smil på læben.

"Og jeg elsker dig, smukke". Jeg bukkede smilende mit hoved ned til hendes, så vores læber til sidst mødtes i et blidt kys. "Jeg kommer til at savne dig helt sindssygt", mumlede jeg sukke de mod hendes bløde læber.

Mine ord fik hende til at smile i vores kys. "Jeg kommer også til at savne dig".

 

Hurtigt tog jeg min mobil op af min lomme, da jeg vidste, hvad jeg blev nødt til at gøre nu for at vise Sophia, at jeg inderligt og ærligt elskede hende.

"Hvad laver du?", spurgte Liam undrende om.

Jeg gik ind under Lizzas navn og trykkede på ring op - knappen, hvorefter jeg placerede telefonen ved mit øre helt uden at svare på spørgsmålet, der kom fra Liam.

"Hej skat", lød det pludselig fra Lizzas stemme i den anden ende af røret.

"Hey. Har du travlt lige nu?".

Et undrende ansigtsudtryk blev sendt min vej fra Liam af, der helt klart ikke så ud til at forstå, hvad jeg havde gang i.

"Overhovedet ikke. Hvad tænker du da på?", spurgte hun om med en glæde i stemmen.

Jeg kunne nærmest gætte mig frem til, at hun sad med et stort smil på læben, fordi hun troede, jeg ville være sammen med hende. Det fik min mave til at vende sig lidt, for det var selvfølgelig ikke særlig fedt, at skulle gøre hende ked af det. Men jeg blev nødt til at stoppe det her. Både for hendes, Sophias og min egen skyld.

"Kan jeg kommer over?".

"Selvfølglig kan du det", svarede hun hurtigt.

"Vi ses om lidt så". Jeg lagde derefter røret på og tog en dyb indånding igennem næsen med lukkede øjne.Derefter åbnede jeg øjnene igen og rejste mig op fra kontorstolen.

"Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad du skal?", spurgte Liam undrende om og rejste sig også op fra sengekanten.

"Jeg skal over til Lizza og afslutte noget, som jeg burde have afsluttet for længst", svarede jeg og begyndte derefter at gå ud af mit værelse og videre ned af trapperne med Liam lige i hælene.

~

Hele vejen hjem til Lizza havde jeg gået og spekuleret på, hvordan jeg skulle slå op med hende. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet skulle nævne noget om, at jeg havde været sammen med Sophia. Det klogeste ville selvfølgelig være at lade være, for jeg vidste jo, hvordan Lizza havde det med hende. Men på den anden side så fortjente hun vel også at få sandheden at vide, ikke?

Da jeg kom til hendes hus, ræsede mit hjerte derudad. Jeg vidste, at så snart jeg havde banket på døren foran mig, skulle jeg gøre en person, som jeg holdt af, ked af det. Og det var bestemt ikke fedt.

Jeg tog en sidste dyb indånding og lod derefter min finger finde ringeklokken. Bare lyden af den fik mit hjerte til at banke endnu stærkere. Jeg havde aldrig prøvet at slå op med nogen før, og jeg havde bestemt heller ikke lyst til det.

Døren blev åbnet og frem kom Lizza med et stort smil på læben.

"Hej", nåede hun lige at sige, før hun vendte sig med ryggen til mig. "Kan du ikke lige lyne op?"

Hun havde iført sig en blå lang kjole, og jeg forstod overhovedet ikke, hvorfor hun havde valgt at gøre det nu, når hun vidste, jeg kom. Dog lynede jeg bare kjolen op uden at sprøge ind til det, og trådte efterfølgende ind af døren.

Vi gik derefter begge ind på hendes værelse, og jeg satte mig hurtigt på sengekanten, imens hun blev stående foran mig.

"Det passer perfekt, at du kommer nu, for så kan du se den kjole, jeg skal have på til afslutningsfesten på fredag. Bare så dit tøj passer til mit", sagde hun, imens hun drejede en gang rundt om sig selv.

Jeg kiggede bare fuldstændig forvirret på hende, da jeg slet ikke forstod, hvad hun snakkede om. Jeg mindedes da ikke, at jeg havde inviteret hende med til festen på fredag, som min date? Og det fik hun det da tydeligt til at lyde som om nu.

"Du har da tænkt dig at følges med mig ikke", spurgte hun grinende om, som om det var en selvfølge, at vi skulle følges.

Hendes spørgsmål fik mig til at tage en dyb indånding, da det har var en god mulighed for mig at få startet samtalen om os på.

"Lizza.. Vi bliver nødt til at snakke sammen", udbrød jeg med en stor seriøsitet i stemmen, som fik hende til at kigge undrende ned på mig.

Hun satte sig ned på sengekanten og kiggede afventende på mit ansigt, som om hun prøvede at læse, hvad jeg tænkte.

"Okay. Hvad vil du snakke om? Du virker så alvorlig".

Endnu engang tog jeg en dyb indånding for at dulme min nervøsitet og min ekstreme hjertebanken. Jeg var næsten sikker på, at hun kunne høre mit hjerte slå, for det var virkelig voldsomt.

"Jeg synes ikke, at vi skal være sammen mere", fik jeg endelig sagt, og det var som om, at jeg blev ti kilo lettere ved den udtalelse. Jeg kunne allerede nu mærke, at det var det helt rigtige at gøre, for min krop virkede allerede meget mere afslappet end den havde været i meget lang tid.

"Hvad?", udbrød hun uforstående og rynkede straks brynene. "Hvorfor synes du pludselig ikke det?".

"Det er noget, jeg har tænkt over længe", svarede jeg, sådan så hun vidste, at det ikke bare var noget, jeg lige havde besluttet. For det var det jo bestemt ikke. Jeg havde bare ikke kunne tage mig sammen til at gøre det, der egentlig var det mest rigtige at gøre.

Der blev helt stille, og Lizza droppede øjenkontakten med mig og kiggede i stedet lige ud i luften. Hendes øjne blev en smule blanke, og jeg måtte indrømme, at det langt fra behagede mig at se hende være ked af det.

"Det er på grund af hende, er det ikke?". Hun snøftede svagt og vendte sit ansigt mod mig igen.

"Hvem?", spurgte jeg hurtigt om, også selv om jeg godt kunne regne ud, at det nok var Sophia, hun hentydede til.

"Lad være med at spille dum, Harry. Du ved godt, hvem jeg mener", vrissede hun og en tårer forlod hendes ene øje. Hun kørte sin ene finger hen under sit øje og fjernede dermed tåren væk. "Ligegyldigt hvad hun har sagt til dig om mig, så er det løgn!".

Hendes ord var meget bestemte, og jeg blev egentlig rimelig overrasket over dem. For hvad mente hun helt præcis med det?

"Hvad mener du? Hvad skulle hun have sagt til mig om dig?", stillede jeg uforstående som et spørgsmål.

"Ikke noget", svarede hun stille med en trist stemme.

"Hvad skulle hun have sagt til mig!?". Spørgsmålet røg bare ud af mig igen, da jeg ikke forstod, hvorfor hun nævnte det før.

"Du må ikke lade hende ødelægge vores kærlighed til hinanden", svarede hun og undgik dermed mit spørgsmål endnu en gang.

"Hun kan ikke ødelægge noget, der aldrig har eksisteret!". Jeg fortrød straks, at jeg sagde ordene på sådan en hård måde som jeg gjorde, for da jeg læste hendes ansigtsudtryk, kunne jeg se at det sårede hende dybt. "Undskyld. Det var ikke meningen, det skulle komme sådan ud", undskyldte jeg med en roligere stemme, der klart ikke lagde skjul på den dårlige samvittighed.

Jeg havde jo selv været med til at lade hende tro, at det, jeg følte for hende, var kærlighed, så det var slet ikke fair af mig at lyde så kold.

"Du må ikke gå fra mig. Jeg elsker dig", sagde hun bedende og lød nærmest helt ulykkelig.

"Men jeg elsker ikke dig". En befriende følelse overtog hele min krop, da det kom ud af min mund. Det føltes så rigtigt endelig at få det sagt. Også selv om det måske lød hårdt i hendes øre.

Jeg rejste mig op fra sengekanten og gik hen mod hendes værelsesdør. Alle de ting jeg havde brug for at sige til hende, havde jeg sagt nu, så jeg ville lade hende have lidt tid for sig selv for at få det ordentligt ind.

"Harry!". Hendes stemme fik mig til at stoppe op lige foran døren uden at vende mig om. "Elsker du hende?".

I stedet for at svare på hendes spørgsmål, valgte jeg bare at gå ud af døren. Jeg havde ikke lyst til at gøre det værre ved at svare på det spørgsmål, for det ville helt klart gøre ondt på hende at vide sandheden.

~

Da jeg endelig var kommet tilbage fra Lizza af, gik jeg som det første hen til Sophias hus, så jeg kunne fortælle hende hvad, jeg havde gjort. Og jeg håbede inderligt, at hun ville blive glad.

Jeg bankede på, og der gik ikke mere en et par sekunder før, at Sophia stod i døren med et trist blik i sine øjne og kiggede på mig.

"Hej", sagde jeg lavt med et lille smil på læben. Dog fik jeg slet ikke nogen reaktion fra hende. Ikke engang et "hej" tilbage. "Jeg øh.. jeg kom egenligt bare for at fortælle dig, at.. at jeg har.. slået om med Lizza".

Hele min krop rystede lige nu, og det var både på grund af kulden og nervøsitet. Hvorfor jeg var nervøs, kunne jeg ikke forklare. For det føltes utrolig rart at sige det til hende. Måske kunne hun så indse, at jeg mente de ord, jeg sagde til hende tidligere i dag.

Hun sagde ingenting. Hun gjorde ingenting andet end at stirre koldt og trist på mig. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, for det var utrolig ubehageligt.

"Jeg synes, vi skal stoppe med at snakke sammen, Harry".

Mit hjerte sank, da hun havde sagt den sætning. Det gjorde virkelig ondt. Smerten bredte sig ud til hele min krop.

Hvorfor ville hun stoppe med at snakke sammen? Nu var vi jo endelig begyndt at have kontakt til hinanden igen, og jeg havde ikke været så glad i lang tid, som jeg var lige nu.

"Hvad? Nej? Hvorfor? Det mener du ikke? Nej!". Ordene fløj bare hurtigt ud af mig på en panisk måde. Jeg ville ikke stoppe med at snakke med hende. Kunne hun ikke se, hvor meget jeg havde brug for hende? Hvor meget hun havde brug for mig?

Uden at svare mig lukkede hun bare døren i, så jeg blev forladt ude foran hendes hus helt alene. Jeg frøs endnu mere end før. Den følelse, jeg havde i kroppen, var virkelig slem. Jeg troede, hun ville blive glad, når hun fandt ud af det med Lizza. Var det ikke derfor, hun var sur på mig? Hvis ikke, hvad var det så?

Jeg gik trist og langsomt over til mig selv, trådte ind i huset og fik jakke og sko af. Derefter fortsatte jeg hen til trappen, så jeg kunne komme op på mit værelse, så jeg kunne være helt i fred.

"Harry? Hej", lød det i glæde fra min søster, der kom gående med min mor hen til trappen. Faktisk havde jeg helt glemt, at det var i dag, hun kom hjem.

"Hej", sagde jeg med en nedtrykt stemme og fortsatte op ad trappen.

Selv om jeg ikke havde set min søster i et stykke tid, så havde jeg brug for at være alene. Så jeg lagde mig ind i min seng på mit værelse og havde utrolig ondt af mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...