Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

156Likes
322Kommentarer
91093Visninger
AA

16. 12

 

12

Jeg kunne slet ikke få ind i mit hoved, at jeg igen efter lang tids venten endelig var vågnet op ved siden af pigen, som jeg havde været så forbandet vild med i så mange år. Følelsen, jeg havde i min krop, var vitterlig ubeskrivelig. Jeg havde endelig været sammen med hende igen, og jeg kunne slet ikke forklare, hvor fantastisk det havde været.

Hun lå på sin ene side med fronten mod mig og sov stadig, imens jeg med et smil lå og betragtede hendes smukke og fredfyldte ansigt. Det var mig stadig en gåde, at det var muligt at være så smuk som hende, selv når hun ikke engang prøvede på at være det.

Hvor lang tid jeg havde ligget og kigget på hende, var jeg ikke klar over, men et godt stykke tid var det blevet til i hvert fald. Jeg vidste heller ikke med garanti, hvad klokken var, men jeg var ret sikker på, at den var så meget, at jeg egentlig burde sidde i skolen lige nu. Men jeg var ligeglad, for det eneste, jeg havde i mit hoved, var Sophia.

Et smil dukkede frem på mine læber, da hun rykkede lidt på sig, og derefter forsigtigt åbnede øjnene, så de smukkeste brune øjne kiggede ind i mit. Nogle brune øjne som endelig tilhørte den person, jeg ønskede.

Jeg bed mig svagt i underlæben for at prøve at kontrollere det enorme smil, som så gerne ville være på mine læber. Også selv om det var svært, når alt, jeg følte i kroppen, var lykke. Jeg følte mig efter halvandet år endelig hjemme og hel igen af at ligge her sammen med skønheden ved siden af mig.

"Godmorgen", hviskede jeg og fugtede derefter mine læber med min tungespids.

Hun blinkede forsigtigt med hendes flotte øjne og fjernede ikke blikket fra mine på noget tidspunkt.

"Godmorgen", gengældte hun hviskende, samtidig med hun kiggede på mig med et rimelig seriøst blik, jeg ikke helt kunne tolke.

"Har du sovet godt?", spurgte jeg hende om.

I en dyb indånding lukkede hun sine øjne, hvorefter hun nikkede, imens hun bed sig selv svagt i underlæben. Hendes underlæbebid fik sommerfuglene til at dukke frem i min mave, samt en kildrende fornemmelse til at invadere det resterende af min krop. Smilende rykkede jeg mig tættere på hende, så der ikke var særlig meget plads mellem vores kroppe.

Min handling fik hende til at åbne øjnene, hvor det så ud til, at hun fik et lille chok over, hvor tæt mine øjne var på hendes. Vi kiggede hinanden i øjnene i et stykke tid uden at sige et eneste ord. Stilheden var faktisk utrolig rar og slet ikke akavet overhovedet. Alt ved det her øjeblik var perfekt. Alt ved hende var perfekt.

"Jeg er så vild med dig". Jeg sagde mine ord meget lavt og lagde min hånd på hendes kind, som jeg begyndte at kærtegne blidt med min tommelfinger.

Sophia lukkede øjnene igen og sukkede svagt, hvilket fik en lidt underligt fornemmelse til at erstatte sommerfuglene i min mave. Jeg så det i hvert fald ikke ligefrem som et specielt godt tegn.

"Harry", hviskede hun opgivende og åbnede efterfølgende øjnene igen. Hendes blik var lidt trist, hvilket jeg slet ikke kunne få til at hænge sammen med situationen. Det hele havde jo været fantastisk. Det kunne jeg mærke på hende tidligere, at hun også syntes. "Du har Lizza".

Nu var det min tur til at sukke, over de ord hun valgte at sige, for jeg havde slet ikke skænket Lizza en eneste tanke. Og faktisk havde jeg ikke lyst til at tænke på hende. Det her lød nok rimelig hårdt, men jeg havde overhovedet ikke en eneste dråbe dårlig samvittighed i kroppen over, at jeg havde været sammen med Sophia, når jeg havde Lizza. Det var Sophia, jeg ville være sammen med. Det havde altid været hende, og det ville jeg slet ikke ligge skjul på nu.

"Jeg slår op med hende".

"Lad være med det", udbrød hun hurtigt med en hviskende stemme, lige efter jeg havde sagt mine ord.

Jeg fik en underlig følelse i kroppen over at høre hende sige det, hun gjorde. Det gav ingen meningen for mig. Alt forvirrede mig. Alle de skønne følelser min krop var invaderet af før, var nu væk og var i stedet erstattet af en fortvivlende følelse.

"Hvad?", stillede jeg uforstående som et spørgsmål, imens jeg satte mig op i sengen og kiggede forvirret ned på hende.

"Vores fejl skal ikke ødelægge je.."

"Fejl?!", udbrød jeg hårdt og uforstående. Hun rettede sig op og satte sig på sengenkanten med benene ud over kanten, så hendes nøgne ryg var vendt mod mig. "Synes du, at det, der skete imellem os i aftes, var en fejl?!".

Der opstod en ulidelig stilhed, som næsten ikke var til at holde ud. Jeg kunne ikke engang se hendes ansigt, så jeg vidste ikke, hvordan hun havde det. Det var så frusterende.

Hun bukkede sig lidt forover og tog sin hvide t-shirt op fra gulvet, og tog den derefter på sin overkrop.

"Synes du ikke det?", spurgte hun stille om, imens hun sad helt stille uden at bevæge sig. Det lignede bare, at hun stirrede ud i luften, men jeg vidste det selvfølgelig ikke, da jeg stadig ikke kunne se hende.

"Nej!", udbrød jeg frustreret og kørte min hånd igennem mit hår, som var en smule uglet. "Overhovedet ikke. Nej".

Hun kiggede sig kort over skulderen, så vi fik øjenkontakt i et millisekund, før hun drejede hovedet tilbage. Igen blev der stille, og jeg hadede det. Den var så dræbende og gjorde min hjertebanken dobbelt så hurtig, end den plejede at være.

"Hvad havde du forventet, Harry?", spurgte hun stille om.

"Det ved jeg ikke".

"Har du glemt, at det gik galt for os sidste gang".

Sidste gang. Okay, så nu efter halvandet års "skuespil" fra hendes side af, kunne hun pludselig godt bringe vores forhold op og vise, at hun huskede det. Der gjorde mig inderligt irriteret, og jeg var seriøst ved at eksplodere indvendigt.

"Jeg ved ikke engang, hvad fuck der gik galt dengang!", råbte jeg hårdt med den største frustration i stemmen, da det jo var noget, jeg havde spekuleret på hver dag det sidste halvandet år. Og nu håbede jeg, at hun endelig havde tænkt mig at give mig en forklaring.

Uden at kommentere på mit udbrud, rejste hun sig op fra sengen med dynen om sit underliv, så jeg kom til at sidde uden noget om mig. Derfor rejste jeg mig selv op, og tog mine boxershorts op fra gulvet og derefter på min krop.

Jeg drejede mig efterfølgende rundt, så jeg kunne se, at hun var i færd med at tage sine sorte strømpebukser på. Hun lignede ikke ligefrem en, der havde tænkt sig at sige noget yderligere.

Vreden og frustrationen steg hvert sekund i min krop for hendes stilhed var seriøst det rene tortur.

"Forstår du ikke, at jeg er fuldstændig vild med dig og altid har været d.." "Stop!", afbrød hun bestemt mit råberi med, imens hun så ned i gulvet.

Hvorfor skulle jeg stoppe? Hvorfor ville hun ikke høre det? Hvorfor sagde hun ikke noget? Hvorfor.. Bare hvorfor til alt. Intet gav mening for mig.

Jeg fandt mine bukser på gulvet, som jeg også fik på mine ben.

"Jeg har virkelig prøvet på at forstå, hvad der fik dig til at droppe os. Men jeg forstår det ikke. Vi havde det godt, alt var godt". Hvis ikke hun selv havde tænkt sig at åbne op omkring det, måtte jeg jo ligesom fortsætte med at snakke. For jeg havde brug for at vide det. Jeg havde brug for at vide, om det var mig, der havde gjort noget fuldstændig galt.

"Stop nu, Harry", sagde hun på en måde, der nærmest lød bedende. Jeg forstod bare ikke, hvad hun ville have, jeg skulle stoppe med. Hvorfor kunne hun ikke bare give mig det svar, som jeg behøvede? Havde jeg ikke fortjent det? "Jeg vil gerne have, at du går nu".

Jeg havde lige fået min bluse over hovedet, da hun havde sagt de sidste par ord. Fuldstændig forvirret kiggede jeg hen på hende, der stadig stod og kiggede ned i jorden, nu med sine arme krydsede foran hende.

"Hvad?", udbrød jeg forvirret.

"Hver sød at gå".

"Nej!", sagde jeg på en bestemt måde. Hun kunne da ikke bare regne med, at jeg kunne gå nu efter alt det her. Der var så mange ting, jeg ikke forstod, som jeg gerne ville forstå. Ting som hun kunne give mig svar på.

"Gå, Harry.. Jeg vil gerne have, at du går nu!", sagde hun hurtigt uden at bevæge et eneste led på hendes krop. Jeg kunne heller ikke se hendes ansigt, da jeg var sikker på, at hun kiggede ned for bevidst at skjule det for mig.

"Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad jeg har gjort galt?!". Min stemme var nok lidt for skarp og høj, men frustrationen havde efterhånden overtaget hele mine krop og jeg kunne bare ikke holde den inde mere.

"Gå nu bare!", råbte hun, imens hun slog ud med armene og løftede sit blik mod mig, så jeg kunne se, at hun havde tårer ned af kinderne. Hun græd.

Synet fik mit hjerte til at skippe et slag, og jeg frøs fuldstændig fast i min position, da det nok var et af de slemmeste syn, jeg havde set. Jeg hadede, at se hende græde. Der gjorde vitterligt ondt på mig fysisk.

Efter et par sekunder gik jeg stille hen til hende, så jeg kunne holde om hende og trøste hende. Hun skulle ikke græde. Og slet ikke på grund af noget der omhandlede mig.

"Ikke græd", hviskede jeg bedende og lagde mine arme om hendes talje, så hendes hoved kom til at være side om side med mit. Hendes krop rystede lidt, og jeg brød mig bestemt ikke om det. "Fortæl mig, hvad der er galt", fortsatte jeg hviskende ind i hendes øre.

Men hun gjorde ikke, som jeg ønskede. I stedet rystede hun på hovedet og rykkede sig lidt tilbage, så vi så hinanden i øjnene. Mine arme var stadig om hende, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at give slip, før hun var stoppet med at græde.

"Jeg elsker dig", sagde jeg med en stille stemme og mente det dybt fra hjertet af.

Hvorfor jeg valgte at bringe de tre ord på banen nu, kunne jeg ikke selv svare på. Måske var det i et lille håb om, at det ville få hende til at slappe lidt mere af. Dog havde det ikke ligefrem den effekt, for sekundet efter havde hun skubbet mig væk fra hende.

"Nej!", råbte hun grædende og placerede i et kort sekund sine hænder foran sit ansigt, før hun fjernede dem igen. "Du elsker mig ikke, og du har aldrig elsket mig!".

Hendes ord ramte mig hårdt og chokerede mig voldsomt.

"Hvad snakker du om?", spurgte jeg om i forvirring og trådte et skridt tættere på hende, men hun trådte bare et skridt bag ud.

"Gå.. Gå nu bare og lad mig være!", råbte hun højt, hvorefter hun hulkende forsvandt ud af sit værelse og smækkede døren hårdt i efter sig.

Helt i chok og fuldstændig paf over, hvad der lige var sket, stod jeg alene tilbage på hendes værelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det hele virkede så surrealistisk og lang fra virkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...