Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

156Likes
322Kommentarer
91148Visninger
AA

14. 10

 

10

Den følelse jeg havde indvendigt i dag, var en af de bedste følelser, jeg længe havde haft i min krop. Lige siden jeg forlod Sophias hus i går, havde et smil været fastklistret på mine læber. Den følelse hun gav mig i kroppen, da vores fingre var flettet sammen, var stadig inden i min krop. Og det var fuldstændig fantastisk. Specielt fordi jeg også følte, at hun mærkede den samme følelse inden i som mig, da hun blev ved med at holde om min hånd.

En dytten udefra afbrød mine tanker om Sophia, og jeg så hurtigt ud af køkkenvinduet, at det var Louis, der holdt ude foran mit hus. Jeg tog posen med min mors hjemmebagte småkager fra bordet, og lagde dem ned i min taske, da jeg havde tænkt mig at give dem til Sophia i dag - som hendes juleven, selvfølgelig. Det var måske lidt risikabelt at gøre, for hun havde jo smagt min mors hjemmebagte småkager mange gange før i tiden. Men jeg kunne godt lide, at der var en mulighed for, at hun kunne gætte, det var mig. Og for at være ærlig håbede jeg faktisk, at hun regnede det ud snart af sig selv, for jeg syntes, at mine små hints var rimelig tydelige.

Jeg tog skoletaske fra køkkenbordet, bevægede mig ud i gangen, hvor jeg fik sko på og gik til sidst ud af døren og hen til bilen, Louis sad i.

"Hey", sagde jeg i dét, jeg satte mig ind på passagersædet.

"Hej", svarede han og begyndte at køre mod Liams hus.

Louis havde lånt sine forældres bil, imens de var ude at rejse, så han havde tilbudt at køre mig og de andre drenge til og fra skole hele denne uge, hvilket vi selvfølgelig ikke sagde nej til. Specielt ikke nu, når det var begyndt at sne.

Vi kom hurtigt til Liams hus, som var så overdrevet pyntet med juleting i forhold til alle andre huse, at både Louis og jeg ikke kunne lade være med at grine af det. Liam satte sig ind bagerst i bilen og spændte sig fast.

"Hvad sker det for udsmykningen?", lød det grinende fra Louis, der hurtigt begyndte at køre.

"Hvis du synes, det der er vildt, så ønsker du ikke at se det indvendig", svarede Liam opgivende, så Louis udstødte endnu et grin.

Vi fik samlet Niall op som den sidste, og havnede ved skolen efter noget tid. Alle trådte vi ud af bilen og begyndte at gå mod skolens hovedindgang. Jeg bemærkede pludselig, at en hånd lagde sig på min skulder, så jeg hurtigt kiggede til siden og mødte Liams blik.

”Hvad så? Du virker til at være i et overraskende godt humør i dag”, sagde han og kiggede spørgende på mig, som om han forventede, jeg ville uddybe eller kommentere på hans påstand. Det gjorde jeg dog ikke. I stedet vendte jeg mit blik fremad med et skævt smil på læben, da jeg straks kom til at tænke på Sophia, da det var på grund af hende, jeg ikke kunne stoppe med at smile. ”Er der et eller andet, du ikke fortæller mig?”.

Jeg kunne tydeligt mærke Liams blik stirre på siden af mit ansigt i håb om at få et svar, men jeg trak bare på skuldrene på en hemmelighedsfuld måde. Det var slet ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at fortælle om min oplevelse med Sophia i går, men en del af mig havde heller ikke lyst til at tale alt for åbent om det. Sophia og jeg var trods alt kun lige begyndt at snakke en smule sammen igen, og det ønskede jeg slet ikke at ødelægge.

~

I pausen sad Liam, Niall og jeg som sædvanligt ved vores bord. Jeg havde ikke rigtig lyttet eller været med i samtalen ved bordet, da jeg egenligt bare havde siddet og stirret diskret på Sophia, der sad så rolig og spiste sin frokost. Hun havde slet ikke så meget som set på mig et eneste sekund i dag, og det gik mig ærlig talt en smule på, da jeg kiggede på hende, hver hang jeg vidste, hun var i nærheden af mig. Og jeg ville bare så gerne bruge meget mere tid med hende, specielt efter i går.

Da der kun var ti minutter tilbage af pausen, lagde jeg mærke til, at Sophias forlod sit bord og smed sine madrester ud i skraldespanden. Hurtigt, rettede mine ben sig op og begyndte at følge efter hende næsten helt automatisk. Jeg sagde ikke et eneste ord til de to andre, og det var tydeligt for mig at mærke deres undrende og forvirrede blikke i min nakke, men det tog jeg mig ikke så meget af. Jeg måtte bare nå at have fat i hende, inden næste time ville begynde. Hvorfor, havde jeg ikke lige svaret på, men jeg måtte i hvert fald bare efter hende.

"Sophia?", småråbte jeg, da vi begge var nået ud til gangen, hvilket fik hende til at stoppe op midt i det hele og vende sig rundt, så vi havde fronten mod hinanden. Hun så helt forvirret ud i ansigtet, som om hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg overhovedet ville kalde på hende.

Jeg gik de få meter frem, der var imellem os, så jeg stod lidt tættere på hende. Med et smil på læben kørte jeg min ene hånd en smule nervøst igennem min hår, imens jeg kiggede ind i hendes skinnende brune øjne, der stadig så lidt forvirret ud.

"Hey", sagde jeg lavt med det samme fastklistrede smil, jeg havde haft på læben hele dagen.

"Øh.. hej", svarede hun undrende og kiggede efterfølgende usikkert til begge sider, hvor en masse folk gik frem og tilbage. Hendes øjne fandt dog hurtigt mine igen, denne gang med et blik, der både var afventende og uforstående.

"Jeg ehm..", startede jeg ud med at sige på en nervøs måde, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg vidste bare, at jeg måtte snakke med hende igen. Måske skulle jeg spørge, om hun havde ville lave noget sammen efter skole? Eller ville det være lidt for mærkeligt? Jeg valgte dog bare at tage en dyb indånding, og spørge hende om det, da hendes blik bare blev mere og mere forvirret desto længere tid, jeg intet sagde. "Jeg tænkte på, om du har lyst til at hænge ud efter skole?”.

Min stemme var overraskende nok rimelig rolig og selvsikker, noget som slet ikke matchede den usikkerhed og den voldsomme hjertebanken, jeg havde indvendigt. Jeg håbede bare så inderligt, at hun ville sige ja. Godt nok vidste jeg ikke helt, hvad vi skulle lave, da det her jo var ret spontant, men det var desuden også ligemeget for mit vedkommende. Jeg ville bare gerne være i hendes selskab.

Hun kiggede helt uforstående på mig og lignede virkelig en, der ikke troede på det, jeg spurgte hende om. Der blev ikke sagt noget i et godt stykke tid, og jeg vidste vitterligt ikke, hvordan jeg skulle tolke hendes stilhed.

”Vi kan bare mødes ude foran, når vi har fri?”, fortsatte jeg, denne gang skinnede min usikkerhed igennem, for jeg kunne slet ikke læse på hende, hvad hun tænkte.

”O-okay”. Hun lød helt forvirret og det virkede som om, at svaret bare var kommet ud af hendes mund, uden hun havde tænkt over det. Dog gjorde det ikke mig noget, da svaret var positivt.

Mit smil voksede sig større, imens hendes ansigtsudtryk bare forblev det samme forvirrede og uforstående.

”Vi ses senere så?”.

Hun nikkede bare forsigtigt til mine ord. Jeg vendte derefter rundt og gik tilbage til bordet i kantinen, hvor Lizza nu havde sat sig på pladsen ved siden af min. Jeg satte mig ned på stolen og mærkede hurtigt at alle tre personers blikke landede på mig.

”Hvad skulle du?”, spurgte Liam om med et nysgerrigt blik, da han nok undrende sig over, hvorfor jeg bare gik før.

”Toilettet”, svarede jeg kortfattet.

”Ahh”. Liam løftede sine øjenbryn op ad på en måde, der hentydede til, at han ikke troede på mig. Han kendte mig for godt, så derfor vidste han, at jeg løj. Heldigvis, opdagede de andre det ikke, da de bare fortsatte med at spise resten af deres mad uden at kommentere noget.

"Kan jeg komme hjem til dig efter skole?". Lizzas spørgsmål fik mig til at vende mit blik hen på hende, der allerede kiggede på mig.

"Ehm.. desværre. Jeg har en anden aftale", svarede jeg, så hun straks rynkede sin pande og sendte mig et undrende blik.

"Med hvem?".

I et kort øjeblik nåede jeg at gå lidt i panik, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne i hvert fald ikke sige, at jeg skulle ses med Sophia, for så ville helvede nok bryde løs.

Jeg rømmede mig svagt på en lidt akavet måde og kløede efterfølgende mig selv i nakken

"Min søster", var den første person, der dukkede op inde i mit hoved, så det røg bare ud af mig. Hun var ikke en gang hjemme endnu. Hende og hendes kæreste kom først om et par dage, så måske var det ikke det smarteste at slynge ud.

"Din søster? Skulle hun ikke først komme hjem i overmorgen?", spurgte Lizza forvirret om.

"Nej.. det må du nok have misforstået", svarede jeg hurtigt og rejste mig op fra min stol. "Men jeg smutter nu, timen begynder om lidt. Sig til Louis at jeg ikke kører med hjem".

Det sidste var henvendt til Niall og Liam. Jeg begyndte derefter at gå hurtigt væk, inden Lizza ville stille yderligere spørgsmål. Det der med at lyve var virkelig ikke en af mine stærke sider, så jeg blev nødt til at komme væk, inden det gik galt.

~

"En varm kakao med ekstra flødeskum og kanel på toppen, værsgo", sagde jeg smilende, idet jeg satte kruset med varm kakao foran Sophia.

Vi sad lige nu på en lille hyggelig café inde i byen, som vi også førhen havde siddet ved mange gange. Dog var der ingen af os, der havde nævnt noget om stedet, eller om alle de gange vi havde tilbragt tid her sammen. Faktisk, så havde vi den seneste halvtimes tid opført os som om, det var første gang vi var alene sammen. Det var ikke, fordi jeg ville sige, at det var akavet. Men at være sammen med et menneske jeg havde så utrolig meget historie med, men som udadtil spillede et form for skuespil ved at lade som om, at vi ikke havde en fortid sammen, var virkelig underligt og nærmest absurd.

Jeg satte mig på stolen over for hende, og hun sendte mig et blik, som jeg ikke helt kunne læse. Hun sagde ikke noget. Ikke engang en lille bemærkning om, at jeg kunne huske, hvad hun plejede at drikke, kom fra hende. Jeg vidste ikke om skuffet var det rette ord at bruge i den her sammenhæng, men den følelse jeg havde indvendigt, var ikke specielt fed.

Allermest havde jeg lyst til at slå hul på den boble, der var omkring vores fortid, så jeg kunne få svar på, hvad der gik galt dengang. Men jeg kunne bare ikke finde det rigtige tidspunkt at komme ind på det på. Jeg havde jo heller ikke lyst til at skabe dårlig stemning ved at bringe det på banen. Specielt ikke nu når vi endelig var begyndt at tale sammen igen.

"Hvor skal du holde jul henne i år så?", spurgte jeg hende om for at få en samtale igang.

"Bare hjemme med mine forældre og min farmor", svarede hun, imens hun kiggede ned på sin kakao og rørte rundt i den.

"Hyggeligt", svarede jeg med et smil på læben.

"Mmh", mumlede hun nikkende og fortsatte med at kigge på kakaoen foran hende med et blik, som jeg slet ikke kunne tyde. Hun så ud til at tænke over et eller andet, men hvad kunne jeg selvfølgelig ikke regne ud.

Der blev stille for en kort stund og for mig virkede stilheden underlig. Hun fjernede ikke sit blik fra kruset på noget som helst tidpunkt, og jeg begyndte at føle mig en smule utilpas. Måske var der noget, der nagede hende?

"Er der noget galt?", spurgte jeg om med en stille stemme og for første gang i flere sekunder, løftede hun blikket fra kruset og kiggede mig i øjnene.

"Nej.. nej det er bare..", startede hun, men afbrød sig selv og trak vejret dybt ind. "Det er ligemeget".

Hendes ord forvirrede mig, for jeg kunne tydeligt se på hendes ansigt, at det, der gik hende på, på ingen måde var ligemeget. Hun fjernede sine øjne fra mine og lod i stedet for sit blik scanne caféen.

"Er du sik.." Jeg nåede ikke at fuldføre mig sætning, før hun havde rejst sig op fra sin stol med sin taske og sine jakke, og forlod bordet.

Mit hjerte begyndte at banke derudad, da jeg slet ikke forstod, hvad der lige skete. I et øjeblik sad jeg helt rundforvirret på stolen og prøvede at få tingene til at hænge sammen, men det gik pludselig op for mig, at jeg blev nødt til at følge efter hende. Heldigvis havde jeg betalt for vores urørte drikkevarer, så jeg rejste mig bare op, tog mine ting og gik ud af caféen.

Jeg stoppede op ude foran og kiggede rundt efter Sophia, imens jeg tog min jakke på. Hun sad henne på en bænk et stykke væk og kiggede ned på sneen foran hende.

Med min skoletaske på ryggen, gik jeg langsomt hen til hende og mærkede, at mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, hver gang jeg tog et skridt mod hende. Jeg satte mig på bænken ved siden af hende og betragtede nervøst hendes profil.

"Er du okay?".

Hun nikkede hurtigt til mit spørgsmål og drejede efterfølgende sit ansigt mod mig.

"Jeg fik det bare lidt dårligt.. luften var rimelig varm derinde", svarede hun stille, og ærligt, kunne jeg tydeligt se på hende, at det var en løgn. Det var ikke derfor, hun gik ud. Men siden hun ikke ville fortælle mig, den rigtige grund, så var det nok fordi, hun ikke mente, jeg skulle vide den. Måske kom hun til at tænke på en af de mange andre gange, vi havde været der? Et eller andet udløste i hvert fald noget inde i hende, der fik hende til at storme ud derfra.

"Vil du gerne hjem?", spurgte jeg hende om. Vi havde kun brugt lidt over en halv time sammen indtil videre, men hvis hun ikke havde lyst til at være sammen med mig mere, så ville jeg da ikke tvinge hende til at blive her.

"Nej", svarede hun.

Et smil, jeg slet ikke selv kunne styre, formede sig på mine læber.

Hun rejste sig fra bænken og kom ved et uheld til at vælte sin taske, som havde stået på bænken ved hendes anden side. Da den åbenbart havde været åben, væltede der et par ting ned på sneen, som jeg var hurtigt til at gå hen og samle op. I blandt tingene var posen med min mors småkager, som jeg havde lagt ved hendes bord tidligere på dagen. Og et eller andet inden i mig, kunne ikke lade være med at kommentere på dem, da jeg rakte hende posen: "Er det hjemmebag?".

Hun tog imod den og lagde den i hendes taske, imens hun trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke. Det er bare nogle, jeg har fået af min juleven", svarede hun med en ligegyldig tone i stemmen, som af en eller anden årsag fik en ikke så rar følelse til at dukke op inden i mig. Hun virkede så ligeglad.

Dog skubbede jeg hurtigt følelsen væk, og Sophia og jeg besluttede os for at gå over mod skøjtebanen.

~

Klokken var blevet halv otte, og de sidste par timer var virkelig bare fløjet af sted. Den lidt trykkede stemning, der havde været mellem os, var hurtigt forsvundet og vi havde faktisk haft det utrolig sjovt sammen. Vi havde skøjtet lidt og kiggede i forskellige butikker. Hun havde grint. Hun havde haft det sjovt sammen med mig.

Og lige nu gik vi bare rundt og kiggede på juleudsmykningen her i byen.

"Harry". Jeg fik et lille chok, da jeg hørte Nialls stemme kalde mit navn bag mig.

Både Sophia og jeg stoppede op og vendte os rundt, og foran os stod både Niall og Liam.

"Din søster har godt nok forandret sig meget siden sidst", sagde Niall med et flabet smil, så Liam udbrød et lille diskret grin. Jeg mærkede hurtigt ud af øjenkrogen, at Sophia kiggede på mig på en forvirret måde over Nialls udtalelse.

"Hej Sophia..", sagde Liam venligt, så hun fjernede blikket fra mig og kiggede på ham.

"Hej", sagde hun lavt.

"Nå men vi skal også videre, ikke Niall?", sagde Liam, da han nok kunne mærke, at jeg ikke var særlig tilpas i den her situation lige nu. Han rev i Nialls underarm og trak ham med. "Vi ses, Harry".

Jeg nikkede bare til hans ord, og så dem så gå væk fra Sophia og jeg. Da jeg vendte mit blik mod Sophia, så jeg, at hun kiggede på mig på en lidt trist måde, så en lille klump samlede sig i min hals.

"Er der noget galt?", spurgte hende undrende om.

"Er du flov over at være sammen med mig?", spurgte hun mig om med en lidt mut stemme, så mit hjerte skippede et slag. Hvorfor spurgte hun dog om det? Selvfølgelig var jeg ikke flov over hende.

"Hvad? Nej, overhovedet ikke!", svarede jeg hurtigt og bestemt, imens kiggede helt forvirret på hende.

"Men du har sagt, at du skulle være sammen med din søster?". Hendes stemme lød meget mistroisk, og det var tydeligt for mig, at hun troede, at jeg havde løjet, fordi jeg var flov over hende. Men det var jo slet ikke derfor.

"Kun på grund af Lizza". Ordene nåede lige at forlade min mund, før jeg straks fortrød, at jeg nævnte Lizzas navn. Derfor skyndte jeg mig at sige noget mere, der kunne få fokusset væk fra det navn. "Hvorfor skulle jeg være flov over at være sammen med dig? Det var jo mig, der spurgte dig om, du ville hænge ud"

Hun trak på skuldrene, imens hun kiggede ned i jorden.

"Jeg har haft en fantastisk dag med dig. Det mener jeg virkelig".

Mine ord fik hende til at løfte hovedet, så hendes blik mødte mit. Et skønt smil dukkede frem på hendes læber, så jeg mærkede at sommerfugle begyndte at danne sig i min mave. Der opstod pludselig et eller andet virkelig særligt over det her øjeblik. Måden hun så ind i mine øjne på med sine smukke brune øjne. Måden hun smilede til mig på. Jeg følte nærmest, at vi var taget halvandet år tilbage i tiden, for min følelser for hende lige nu, var lige så stærke som dengang - hvis ikke stærkere. Hun paralyserede mig med alt, hun gjorde. Hun dragede mig på den måde, kun hun kunne.

Uden at tænkte over konsekvenserne, eller noget som helst andet for den sags skyld, trådte jeg et skridt tættere på hende. Jeg lukkede derefter øjnene og bukkede mit hoved ned til hendes, så mine læber ramte hendes. En kriblende fornemmelse var på vej til at danne sig i min mave over hendes læbers berøring med mine, men det blev afbrudt efter et sekund, for der var hendes læber væk fra mine.

Jeg åbnede fortvivlet mine øjne og så, at hun ikke længere stod foran mig. Hun var allerede forsvundet væk, og det var umuligt for mig, at finde hende blandt alle de mange mennesker omkring mig. Hvad skete der lige?

___________________________________________________

Note: i am so sorry, hvis det her kapitel er fyldt med fejl og er super ringe. Jeg har ikke lige haft tiden til at rette det, for jeg har virkelig haft travlt hele ugen, og jeg er mildt sagt smadret lige nu, så jeg orker ikke at rette det. Beklager virkelig hvis det her kapitel har skuffet jer.. men jeg ville altså lægge noget op i dag

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...