Always You ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
"I mine øjne er hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden... og i dag er vi som fremmede for hinanden, selvom der kun er få meter mellem vores huse, og vi ser hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savner hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne." (Ingen af drengene er kendte)

158Likes
322Kommentarer
91312Visninger
AA

5. 1

 

1

November, 2015

Hendes mørke hår sad som altid lidt pjusket foran hendes smukke ansigt. Af og til kørte hun sin ene hånd igennem det, en bevægelse, der altid havde gjort mig helt kulret i kroppen. Måden, hun derefter viftede håret om bag hendes ene skulder på, var med til at gøre mig endnu mere betaget af hende. Hver en bevægelse, hun lavede, var så yndig og fin. Jeg kiggede altid på hende, hver gang jeg havde chancen. For selv om hun langt fra var den pige, jeg engang kendte, så var hun stadig mere iøjenfaldende end alle andre piger, der var i mit liv.

For i mine øjne var hun smukkere end de fleste mennesker på jorden. Engang kunne jeg kalde hende min, men det ændrede sig drastisk nærmest fra den ene dag til den anden. Den udadvendte og selvsikre pige forsvandt sporløst, og i stedet dukkede en indelukket og usikker pige op. Og til sidst kunne jeg ikke rigtig kende hende længere. Jeg elskede hende højt, så jeg prøvede ihærdigt at finde ud af, hvad der gik galt mellem os, og hvad der fik hende til at ændre sig så drastisk. Men svaret fik jeg aldrig.

Og i dag var vi som fremmede for hinanden, selv om der kun var få meter mellem vores huse, og vi så hinanden i skolen stort set hver dag. Jeg savnede hende, hendes dejlige smil og hendes glødende brune øjne. De øjne, der plejede at kigge på mig med intet andet end kærlighed, men nu slet ikke skænkede mig et eneste blik.

Jeg stoppede straks min stirren på Sophia, da jeg mærkede en hånd lægge sig i min nakke og et kys blive placeret på min kind. I et suk drejede jeg hovedet til den anden side mod min kæreste, Lizza, som kysset kom fra. Hun smilede kærligt til mig, og jeg sendte hende et smil tilbage, der langt fra var så oprigtigt og kærligt som hendes.

Det var slet ikke, fordi jeg ikke følte noget for hende, for hun var bestemt en sød pige. Men hun havde aldrig formået at give mig den der særlig følelse af at være inderligt forelsket. Den følelse som jeg kun havde oplevet at få med én anden person før: Sophia.

Nogengange kunne jeg stadig mærke følelsen, når jeg havde kigget på hende længe nok. Mærke kærligheden til hende, som aldrig gad forsvinde, lige meget hvor meget jeg prøvede at komme over hende. Der var jo en grund til, at alle de piger, jeg havde været sammen med efter hende, havde brune øjne og langt mørkt hår. Hende. Det var på grund af hende. Jeg ledte ihærdigt efter den følelse, hun gav mig, i alle mulige andre piger, men det lykkedes mig aldrig at finde den. Heller ikke med Lizza.

"Nå alle sammen, inden vi slutter for i dag, skal vi have trukket vores julevenner, da vi jo har d. 1 december i morgen. Så hvis I alle sammen tager et stykke hvidt papir, skriver jeres navn på det, folder det sammen og lægger det i den her skål, så ville det være alletiders", lød det fra vores lærer, Mr. Fieldt, som stod oppe ved tavlen. Jeg drejede hovedet mod ham og så, at han viftede med en stor skål, han havde i sin hånd.

Et suk lød fra Lizza, der sad ved siden af mig. "Er det ikke ret barnligt at have sådan noget, når vi går på vores sidste år i High School?", spurgte hun højt om med en stor utilfredshed i stemmen, der klart viste, hvor meget hun hadede idéen.

Jeg syntes egentlig også, at det var en smule underligt, at vi skulle have det, men på samme tid gav det også en god stemning af jul. Desuden var det en årlig tradition på skolen, at hver elev trak sin juleven i ens engelskklasse. Man skulle så give ting hemmeligt i løbet af december måned til den person, man havde trukket og skulle så inden ferien gætte på, hvem man troede, der var ens juleven.

"Nej, Miss Rose, det er bestemt ikke barnligt", svarede Mr. Fieldt på en opgivende måde, da han efterhånden var ret vant til hendes udbrud, når der var noget, hun ikke var tilfreds med. "Man lærer faktisk glæden i at give andre noget".

Hun sukkede dybt, gav derefter slip på mig og rev et stykke af et hvidt papir, som hun derefter skrev sit navn på. Jeg efterfulgte hendes eksempel og foldede derefter papiret sammen, og lagde sedlen i skålen, da Mr. Fields kom til vores bord, der var bagerst i klasselokalet.

"Og husk nu, at denne her lille juleleg kun er hyggeligt, hvis alle er med på den. Okay, Miss Rose!". Han sagde det sidste højere og mere bestemt, end han havde sagt starten af hans sætning.

Jeg vendte mit blik mod Lizza og så, at hun vendte det hvide ud af øjnene over hans ord.

"What ever", udbrød hun lavt med en ligegyldighed i stemmen.

Mr. Fieldt rystede skålen, da alle folk havde lagt en seddel i den med deres navn. Derefter gik han rundt til de forskellige elever, så de kunne trække et navn. Jeg trak en seddel op, da han kom til os, og det samme gjorde Lizza i et dybt og irriteret suk. Det var virkelig tydeligt, at hun ikke gad det her.

Jeg foldede papiret ud og følte, at mit hjerte skippede to slag, da jeg så hendes navn på papiret.

Sophia.

Imens jeg foldede papiret sammen igen, sank jeg en enorm stor klump i min hals og kiggede derefter diskret til siden, hvor Sophia sad helt alene henne i det bagerste hjørne af klassen.

Hun kiggede selv intenst på sit lille lap papir med et rimelig seriøst blik. Jeg kunne egentlig ikke helt læse på hende, om hun var tilfreds med sin eller ikke, for hendes ansigtsudtryk var helt ulæseligt. Engang kunne jeg bare ved at kigge på hende i et enkelt sekund bedømme på hende, hvordan hun havde det, men det kunne jeg slet ikke mere. Generelt havde hun bare altid det samme triste og kolde ansigtsudtryk på hver dag.

".. allo? Harry!". Min optagelse af Sophia blev igen afbrudt af Lizzas bestemte stemme, så jeg hurtigt vendte mit blik mod hende.

"Hvad?", lød det fra mig i forvirring.

"Hvem har du trukket?", spurgte hun mig nysgerrigt om.

"Det siger jeg da ikke", svarede jeg hende og sendte et lille skævt smil hendes vej.

"Hvor er du kedeligt".

Hun himlede med øjnene af mig og gav mine læber et lille kys, hvorefter hun rejste dig fra stolen og gik ud af klasselokalet.

Forsigtigt kørte jeg min ene håndryg henover mine læber. Jeg følte alting en vis ubehag, når Lizza kyssede mig, specielt når det var offentlige steder.

Inderst inde vidste jeg jo godt, at det var forkert af mig at være sammen med hende, når jeg ikke var forelsket i hende. Specielt når jeg nu vidste, at hun var dybt forelsket i mig.

Men jeg havde et form for "behov", som havde brug for at blive stimuleret. Og selv om det ikke føltes rigtigt med hende, så ville jeg hellere være sammen med hende, end jeg ville være alene. Jeg vidste godt, at det var utrolig egoistisk, men jeg kunne bare ikke have det anderledes. For selv om jeg sagtens kunne gå ud til alle mulige forskellige piger og få dette behov tilfredsstillet, så havde jeg det bedst med at holde mig til en pige. Og jeg havde bestemt heller ikke lyst til at fremstå som en fyr, der bare udnyttede piger. Sådan en type var jeg slet ikke.

Og Lizza var jo en sød pige, som jeg bestemt holdt af.

Jeg vendte mit blik mod hjørnet, hvor Sophia før havde siddet, men der var tomt nu. Et suk forlod mine læber og jeg bad indvendigt om, at hun ikke havde set Lizzas kys på mine læber. Ikke at jeg troede, hun havde, for hun kiggede stort set aldrig på mig mere. Det var også en åndssvag tanke at have, da Sophia og jeg ikke havde snakket mere end fem ord til hinanden i halvandet år. Hun var nok ligeglad med at en anden pige kyssede mig, for ja generelt var hun bare ligeglad med mig. Det virkede det i hvert fald som om.

~

"Seriøst giv mig lige ret i, at det er barnligt!".

"Jeg synes nu, det er meget hyggeligt", svarede Liam, der sad på stolen over for mig. Vi sad lige nu i skolens kantine og snakkede om det der julevenner-halløj, da Lizza blev ved med at bringe det på banen.

"Jeg er altså enig med dig, Liz. Det er utrolig barnligt!", lød det snobbet fra Stephanie, Lizzas bedste veninde, der sad ved siden af Liam.

Lizza vendte sit blik mod Niall, der mest af alt lignede en, der ikke fulgte specielt meget med i samtalen, men mest fokuserede på at spise sin sandwich.

"Hvad siger du, N? Giver du mig ikke også ret?".

Lizzas stemme lød en smule irriteret, nok fordi Niall ikke opfangede hendes blik på ham.

"Hva?", lød det småforvirret fra ham, imens han havde munden fuld af mad og kiggede spørgende på Lizza, der sad ved min side.

Både Liam og jeg udstødte et lille grin, da det var ret komisk, at han slet ikke havde lyttet efter, hvad samtalen handlede om.

"Synes du ikke, at julevenner er latterlige?".

Som svar trak han bare ligegyldigt på skuldrene, og fortsatte derefter med at spise sin sandwich. Jeg hørte ikke, hvad Lizza sagde derefter, da mit blik pludselig landede på Sophia, der kom gående med sin bakke i hånden.

Med et følelsesløst ansigtsudtryk, satte hun sig alene hen ved det eneste tomme bord, der var i kantinen. Det gjorde altid en smule ondt på mig at se hende spise for sig selv hver dag. Jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig hen til hende, men desværre virkede hun ikke så glad for mig. Og jeg vidste ikke hvorfor.

Lige siden hun slog op med mig, og faktisk også et par uger før det, havde hun opført sig som om, jeg havde gjort hende et eller andet. Men jeg kunne bare ikke komme i tanke om, hvad det skulle være, for jeg havde altid førhen, været god til at vise hende, hvor meget hun betød for mig. Jeg havde faktisk aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor hun ikke ville være sammen med mig mere. Hun stoppede bare med at ville ses med mig og svarede ikke på mine beskeder. Hun begyndte at ignorerer mig og jo flere dage der gik, jo højrere end mur blev der bygget mellem os.

"Harry!".

For tredje gang i løbet af i dag, afbrød Lizza mig i at stirre på brunetten, jeg ikke kunne få ud af min tanker.

"Ja?", sagde jeg undrende og vendte mit blik mod hende. Hun lagde sin ene hånd om i min nakke og lod sin underarm hvile op ad min ryg. Hendes handling fik en kuldegysning, af den knapt så rare slags, til at gå igennem min krop.

"Kan jeg kommer hjem til dig efter skole?".

Selv om jeg egentligt ikke havde de store planer, så valgte jeg at ryste på hovedet, da jeg ikke orkede at være sammen med hende i dag. Det lød måske lidt hårdt, men af og til så havde jeg dage, hvor jeg helst undgik at være sammen med hende. Og sådan en dag var det i dag.

"Jeg har desværre lovet min mor at hjælpe hende med noget", løj jeg bare for at fyre en tilfældig undskyldning af.

"Okay..", svarede hun med et skuffet blik i sine øjne. "Men vi ses vel bare i morgen så?".

Jeg nikkede til hende og mærkede to sekunder efter et kys på mine læber. Derefter rejste hun sig op og gik med Stephanie hen til matematiklokalet, da det var det fag, de skulle have nu. Jeg selv skulle have biologi sammen med Liam, så jeg sad bare og ventede på, han var færdig med at spise.

"Vi skal forresten forbi en butik på vej hjem fra skole. Jeg skal købe julepynt", sagde Liam, imens han kiggede på mig.

"Det er fint. Jeg skal alligevel købe noget til min juleven", svarede jeg afslappet, da det faktisk ikke var noget problem for mig overhovedet.

"Hvem har du trukket?", lød det undrende fra Niall, der derefter tog endnu en bid af sin næsten spiste sandwich.

"Sophia", svarede jeg, da jeg ikke så noget problem i at fortælle Liam og Niall, hvem jeg havde. Jeg havde ikke engelsk med nogen af dem, så det kunne jo i bund og grund være ligegyldigt for dem.

Niall lagde straks sin sandwich fra sig, imens han tyggede af munden, så både ham og Liam kiggede på mig med et overrasket blik.

"Din Sophia?", spurgte Niall om med en stemme, der lød en anelse chokeret.

Selv om jeg gerne ville kalde hende for "min Sophia", så fik jeg alligvel en mærkelig følelse i kroppen over at høre ham sige de ord. Det var så lang tid siden, at lignende ord var blevet sagt. Hun var ikke min længere.

"Hun er ikke min, Niall.", sagde jeg med en opgivende stemme. "Men ja, hende Sophia".

"Akavet", indskød Niall og kiggede derefter på mig, som om han forventede en reaktion på hans ord. Jeg valgte bare at trække opgivende på mine skuldre og igen kigge hen på Sophia, der fredfyldt sad og spiste sin frokost. Mit blik fandt derefter Liams, og han sendte mig et svagt smil, der strålede af en form for medlidenhed.

________________________________________________________________________________

Note: Så er Always You for alvor begyndt. Jeg håber, at I kunne lide det første kapitel. Spændingen er måske ikke lige på det højeste endnu, men den skal jo lige begynde :)

Hav en god aften og glædelig 1. advent til jer alle <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...