Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3026Visninger
AA

9. 9. december - Skyggejagten

At rejse med Merlynn var ikke så slemt. Han sagde, hvad han mente var relevant, og var ellers stille. Blyg syntes hurtigt godt om ham, men Skinny rykkede væk, hver gang han kom tæt på. Carrie syntes egentlig godt om ham, men savnede lidt mere åbenhed.

   Aftenen mellem den 8. og 9. december måtte gruppen sove udendørs, selvom det var meget imod Carries ønske. Det var koldt, men Lynn fandt et tørt, næsten snefrit sted mellem nogle store sten, hvor han, Carrie og Skinny kunne sove. Blyg blev ikke generet af kulden, han var for tykhudet.

   "Kommer vi ikke til at fryse ihjel?" spurgte Carrie, da hun satte sig ned mellem stenene. De dannede læ og havde skabt en næsten tør plads på godt tre-fire kvadratmeter. Lynn så lidt på stedet. Nikkede.

   "Jo... Og det går jo nok ikke..." Han satte hænderne i siden, så sig omkring. Carrie sad på en sten og så på ham.

   "Og du har heller ikke nogen tæpper med, vel?" Han rystede bekymringsfrit på hovedet.

   "Niks. Har du?" Carrie himlede med øjnene.

   Merlynn kravlede over stenene, kom tilbage med en stor bunke grene. Han samlede dem i to bunker, fandt fyrtøj frem og satte ild til den ene. Klappede i hænderne.

   "Så er der ild!" sagde han. Carrie så uimponeret på ham.

   "Og mad?" Et kort øjeblik skævede Lynn til Skinny. Så rystede han på hovedet.

   "Nej, men vi kan da godt klare os en enkelt aften uden." Carrie så vantro på ham. Fnøs og lagde armene over kors.

   "Jeg er altså sulten. Vi fik hverken morgenmad eller frokost." Merlynn så en smule irriteret på hende.

   "Hør her, din forkælede lille pige," sagde han i et overraskende høfligt tonefald, "Cuno er måske blevet dræbt, og du bekymrer dig om, om du skal gå 24 timer uden mad. Du lyder næsten som nabolandets prins!" Merlynn satte sig ned og rodede i flammerne med en pind. Tung røg steg hurtigt op, brændet var vådt.

   "Naboprinsen?" Når Carrie en gang imellem havde læst fantasyhistorier, blev der ikke nævnt så meget om nabolandene. At tænke sig, at der var nabolande med mennesker... Verden syntes pludselig en hel del større!

   "Ja..." Merlynn fnøs. "En forkælet lille møgunge, prins Caden af Aloria. Han er kun ni, og den værste lille..." Merlynn tog en dyb indånding. "Hans stedmor er heller ikke meget bedre." Lynn så på Carrie. Så en smule bekymret ud. "Siden nabodronningen døde, er alting gået skævt. Det var lige efter hendes død, at ånderne begyndte at komme herover. Normalt holder de sig fra mennesker. Ingen ved helt, hvad der fik dem til at komme." Han sukkede, smed pinden ind i ilden. "Vi hører ikke længere nyt fra Aloria, kun rygter om, at kong Calvagh ikke længere har styr på landet. Hvis ikke det snart bliver bedre, er vi nød til at sende soldater derind - altså, når først vi har fået ordnet vores egne problemer." Carrie nikkede.

   "Hårde tider?" Merlynn nikkede.

   "Aha... Jeg håber på, at Cuno vil blive her, bare længe nok til, at vi kan få orden på alle de ting, der sker." Et lille smil landede på Carries læber. Merlynn så spørgende på hende. "Hvad?" Hun trak på skuldrene.

   "Ikke noget. Du vil sikkert blive en god regent." Merlynns smil blegnede lidt. Han nikkede.

   "Ja... Sikkert. Men nu skal alt det her rod lige ordnes først." Han smilede. "Læg dig til at sove. De bliver en lang dag i morgen, vi skal gå fra solopgang til solnedgang, hvis vi vil gøre os håb om at komme frem til elverriget. Jeg tager første vagt." Blyg så ned på dem.

   "Hvis mærkelige mand gør pæne pige noget, så river Blyg mærkelige mand over." Han rev et træ op og knækkede det over med et uhyggeligt lille brøl. Merlynn smilede bare, nikkede.

   "Selvfølgelig min gode kæmpe!"

   Skinny havde allerede puttet sig op mod stenene. Carrie lagde sig på den tørreste plet, lukkede øjnene. Hun savnede en tandbørste, aftensmaden, sine forældre og sin varme seng. Jorden var hård og knoldet, og det var blevet mørkt, inden hun faldt i søvn. Hun frøs så forfærdelig. Da hun begyndte at ryste og klapre tænder, kom Merlynn hen til hende. Han lagde sig ved siden af hende, åbnede sin varme kappe, tog den af og lagde den over Carrie. Han satte sig tilbage på sin post, sad kun i seler og skjorte, som ikke var tyk nok til, at han kunne holde varmen.

   Carrie betragtede ham fra skyggerne. Han sad tæt på bålet. Smilede ikke længere. Skægstubbe satte præg på ham, fortalte, at hans sind var ældre end kroppen. Ilden legede i hans øjne, der glimtede som to klumper rav, og hans hud glødede som varmedis i en ørken.

   Hvor længe hun kiggede på prinsen, vidste Carrie ikke. Men pludselig hørtes en sær hvislen i det fjerne. Vinden blev koldere. Merlynn så op. Spidsede ører.

   Han kom på benene og skyndte sig hen til Carrie. Han skulle til at ruske i hende, men da han så, at hun allerede var vågen, trak han hende på benene.

   "Vi skal væk herfra!" sagde han hurtigt. Han greb en gren, rev et stykke af sit bukseben af og bandt det om, satte ild til det. Den underlige hvislen tog til. Merlynns flammeoplyste ansigt blev blegere. Han sagde højt: "Blyg! Skinny! Kom op med jer!"

   I det samme sprang en sort skikkelse op på den nærmeste sten. Carries hjerte sprang op i halsen på hende.

   Dens klæder var sorte og forrevne laser, som flagrede langsomt i en usynligvind. Munden var skjult af en klolignende maske, som sad fast i huden. Øjnene kunne ikke ses, men de sylespidse kløer kunne! Væsnet sad foroverbøjet, spredte nu kløerne i ansigtet og afslørede en oval med en, to, tre, fire, fem rækker af skarpe hajtænder, som roterede i takt med en skinger, hvæsende lyd, der kunne minde lidt om den lyd, som kommer frem, når man trækker en gaffel over en tallerken. Denne var bare langt værre!

   "LØB!" skreg Merlynn. Blyg fór op, greb skinny og Carrie uden omtanke, og styrtede ind i skoven. Merlynn satte ild til den fakkel, han havde lavet, stak den hen mod monstret. "FORSVIND!" råbte han. "FORSVIND MED DIG!" Carrie, som takket være Blyg kom længere og længere væk fra Merlynn og væsnet, vred sig løs af kæmpens greb og styrtede hen mod sin rejsekammerat.

   "Pæne pige kom tilbage!" brølede Blyg og satte efter hende.

   "Jeg må hjælpe ham!" skreg hun tilbage.

   Yderligere fire af de sorte væsner dukkede op. De udstødte de kakofoniske lyde i kor, Carrie stoppede op og holdt sig for ørerne. Merlynn prøvede kort at sætte ild til dem med faklen, men de var ikke engang en meter væk fra ham, og til sidst måtte han smide sit våben og holde sig for ørerne.

   En af monstrene gik til angreb. Den rev ham i læggen, susede forbi ham som en skygge. Merlynn prøvede at bakke baglæns, men yderligere to skygger angreb ham. Den ene rev i hans arm. Den anden tog låret. Merlynn måtte slippe ørerne for at stoppe blødningerne, men de to sidste monstre var stadig i gang med deres forfærdelige sang.

   Carrie styrtede nærmere, greb fat om Merlynns håndled og rev ham med sig. De to spænede gennem skoven, tæt forfulgt af skyggerne. Merlynn var såret, blodet drev fra hans ene ben, men han fortsatte. Hvor fik han dog den energi fra?!

   Blyg og Skinny var på vej mod dem. Merlynn rystede på hovedet og råbte:

   "Jeg klarer det! Hent hjælp hos elverne!" Blyg stoppede op, tænkte sig om og besluttede sig så åbenbart for at stole på Merlynn. Han løb nemlig den modsatte vej og forsvandt.

   Gammel, stram hud greb fat om Carries sorte hår. Hun skreg og prøvede at rive sig løb. Merlynn samlede sine hænder og hamrede en knytnæve i hovedet på den skygge, som prøvede at rive Carrie med sig. Han tog hendes hånd og løb i zigzag mellem træerne. Skyggerne vendte ikke så hurtigt, og det blev svær for dem at holde trit med de forfulgte.

   Et øjeblik troede Carrie, at de var sluppet fra udyrene.

   Men lykken viste sig ikke at tilsmile hende.

   Carrie og Merlynn måtte stoppe op foran en skråning, som gik så stejlt opad, at de umuligt kunne nå at kravle op ad den, inden skyggerne fik indhentet dem.

   Som kaldet dukkede monstrene op. De kom i en halvcirkel og trængte Carrie og Merlynn op i en krog. Carrie greb Merlynns hånd. Hans puls hamrede ad sted. Hans åndedræt var anstrengt. På en måde var det rart at vide, at han var lige så mange som hende.

   Men så skete der noget mærkeligt.

   Merlynn rettede langsomt sin venstre hånd, den, Carrie ikke holdt om, mod uhyrerne. Han sank en klump. Udyrene udstødte nogle sælsomme lyde, klikkende, som om de lo af ham.

   I det samme begyndte Ishjertet at køle sig ned. Det blev så koldt, at Carrie et øjeblik troede, det brændte. Hun så forskrækket på Merlynn.

   "FORSVIND!" Han skreg så højt, at det gav ekko. Grønne flammer blussede op omkring ham, Carrie skreg og slap ham, men han havde grebet fat om hendes håndled. Flammerne omsluttede hele området, opslugte det nærmest. Skyggerne skreg skingert. Gule og lilla gnister føj omkring dem.

   Carrie så rædselsslagent på Merlynn.

   Hans læber var trukket væk fra tænderne, som var ved at blive spidse og drabelige, i en snerren. Han strakte hals som om han var i smerte, sorte flager var ved at dukke op på hans ellers fine hud. Pupillerne var ved at opsluge det hvide i øjnene, han spændte i kæberne. Håret blafrede, næseborene var opspilede. Han snerrede rallende. Huden vendte sig og var ved at blive til sorte skæl, som voksede og var ved at blive til noget mere. Strammede han grebet om Carries hånd meget mere, ville...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...